Sådan ser etiketten ud til et fyrværkeri af en lagerøl fra Hanabi Lager.
Jeg har ikke spurgt brygmester Nick Gislason, hvorfor hans pilsnere fra Hanabi Lager koster 550 kroner (90 dollars) for en sixpack.
Det er lidt indiskret.
Nok også et fejlskud, når Nick Gislason også er vinmager på Screaming Eagle i Napa Valley i Californien, som producerer flasker med vin, hvis gennemsnitspris er 20.000 kroner – de dyreste vine i USA.
Nick Gislason, 36 år, har været vinmager på Screaming Eagle i 10 år – ja, han kom til Screaming Eagle allerede som 26-årig. I flere år har han med sine Cabernet Sauvignion vine ramt 100 point hos vinguruen Robert Parker.
Brygger og, ikke mindst vinmager, Nick Gislason fra Hanabi Lager og skrigdyre Screaming Eagle i Californien.
Nu står den også på øl hos Nick og Screaming Eagle, som sidste år lancerede brandet Hanabi Lager.
Hanabi Lager bekender sig til de traditionelle metoder til brygge lagerøl på, de tyske og tjekkiske, men Nick Gislason ønsker at bygge ovenpå, udvikle, gå egne vegne. Sloganet er ”reimagining the art of lager brewing”. Hanabi Lager brygger kun lagerøl og helst de lyse – helles, pilsner og wiener.
Indtil videre er der sendt tre varianter på markedet:
Autumn 2020: Francin Pilsner Style Lager Beer
Brygget med Francin byg, dyrket tæt på havet i staten Washington.
Winter 2020: Bohemian Pilsner Style Lager Beer
Brewed with Bojos byg, dyrket i Tjekkiet og gulvmaltet.
Spring 2021: Barke Vienna Style Lager Beer
Brygget med tysk Barke bygmalt.
”Der er en enorm kreativ mulighed for at udvikle lagerøl og især gær til lagerøl. Måden at brygge lagerøl på har kun eksisteret i måske 500-600 år, og kun 180 år for de lyse typer. Det er jo ingenting – ikke mindst sammenlignet med måden at lave vin på, som har eksisteret i tusindvis af år. Jeg føler mig sikker på, at der fremover bliver udviklet nye slags typer lagerøl, teknikker og smag,” siger Nick Gislason, som har været hjemmebrygger, siden han var 14 år.
Oveni har han diplom i brygning fra Institute of Brewing & Distilling udover en master i Enology and Viticulture fra UC-Davis.
Nick Gislason har kaldt sit bryggeri for Hanabi, fordi han også er ekspert i den særlige japanske form for fyrværkeri Hanabi, som afspejler årstidernes skiften.
En gang om året står Nick Gislason for at opføre et Hanabi show, som er blandt de største fyrværkeri begivenheder i USA, på Lopez Island i staten Washington.
Baggrunden for festfyrværkeriet af en pris for en pilsner, lys lagerøl? Don’t know. Har som nævnt ikke spurgt Nick og af hjemmesiden for Hanabi Lager er der ikke noget, som stikker ud. Mon ikke bare, Hanabi øllene smager af en million.
Så er der øl til den sunde livsstil, nuløl, Tuborgs nye salgssucces.
Øl er en gæret drik baseret på korn.
Sådan lyder den almindelige – og bredt favnende – definition på øl.
Der findes et fænomen – måske den største trend indenfor øllet – som kaldes alkoholfrie øl, AF øl, men det er vel lige før, der ikke er tale om øl.
Lad mig nævne tre argumenter for at alkoholfrie øl måske, måske ikke, er øl – og jeg styrer mest mod det sidste.
1.
Smager de alkoholfrie øl ligeså godt som de øl og øltyper, vi alle elsker? Nej, vel!? Men er det egentlig ikke det, vi forbrugere drømmer om!? Er det ikke er forudsætning for at kalde en øl for en øl, at den smager som en øl?! Ingen er vel tilfredse med dårlige efterligninger.
Faktisk er der en himmelstige til forskel fra fx Tuborg NUL pilsner til en førsteklasses pilsner.
Ja, afstanden fra Tuborg NUL til selv en Grøn Tuborg er også betydelig.
Der er ikke meget traditionel øl-faktor over de alkoholfrie øl.
2.
Er der egentligt tale om en gæret drik? Er der tale om øl?
Ja, tjo tja.
Hør her:
Alkohol i øl opstår ved gæring af malt.
Ved alkoholfrie øl hiver du enten alkoholen ud eller gærer så nænsomt, spartansk, at det tynde øl ikke når over 0,5 procent, som er max grænsen for en alkoholfri øl.
I det første tilfælde fjerner du ikke blot produktet af gæringen, alkoholen. Smag fjerner du også. Og hvad er gæringen så værd – andet end at bryggerierne kan markedsføre sig med at brygge alkoholfrie øl?
Det andet tilfælde – den spartanske gæring – er skabt for at fremme en bedre smag i forhold til teknikken med at kastrere den færdige øl, hive alkoholen ud. Men er kastrationen af øllen ikke nærmest værre i forhold til den første metode? Med gæringen med den svage gær, når øllets urt aldrig at folde sig ud, udvikle sig med aroma og smag i retning af den ægte vare.
Er der efterhånden overhovedet grund til bøvlet med enten at gære øllet og fjerne alkoholen eller gære nænsomt og slidsomt for at holde den stakkels øl under de 0,5 procent alkohol?
Teknisk – uden at gå den slagne vej med gæring– er det højst sandsynligt muligt at skabe en smag, der én til én rammer smagen af de varianter af AF øl, som findes på markedet i dag.
3.
De to byggestene, som er mest afgørende for karakteren i en øl – og her må entusiaster indenfor gær og vand lige læse hurtigt videre – er malt og humle.
Hvis du har et dårligt fundament og en skrøbelig opbygning af etagekonstruktionen i et højhus, er der jo ikke meget højhus over det længe.
Jeg har stadig til gode at smage en maltrig og -lækker alkoholfri øl. Ofte hælder smagen over mod ølurt.
Det samme gælder den anden byggesten for en god øl, humle.
Fordi der ikke er en bund af malt og maltsødme at spille op imod, har bitterheden fra humlen nærmest umulige vilkår. Bitterhed skaber jo balance, øllets zen, og skabe balance til en suppe af ølurt er begrænsningens kunst. Der skal ingenting til, før bitterheden bliver overdoseret. Bottom line: Der er nærmest ingen bitterhed i AF øl.
Hvis du skal have succes med en AF øl, skal du paradoksalt ikke satse på at bygge en øl med øllets to væsentligste byggestene, malten og øllet. En succesfuld AF øl i dag smager faktisk ikke af øl, som øl er flest.
En række bryggerier kalder deres alkoholfrie øl for 0.0, fx Heineken og Royal Unibrew. Tuborg kalder deres alkoholfrie øl for NUL.
I stedet for ikke at kalde alkoholfrie øl for øl, kunne vi i en overgangsfase kalde dem for nuløl.
Den første pilsner fra Dry & Bitter skuffer, bl.a. fordi den ikke smager som en pilsner.
Forventningerne er altid store til en ny øl, når den kommer fra Søren Parker Wagner og hans Dry & Bitter.
Derfor kan en øl fra let skuffe.
Og det er tilfældet med den første pilsner fra Dry & Bitter, White Rabbit.
Problemet er, at øllen grundlæggende ikke smager som en pilsner, selvom rammerne for denne raffinerede drik er vide – som det bl.a. i al ydmyghed fremgår af pilsner bogen ”Den nøgne øl”.
Meget kort fortalt er en god pilsner en forening af malt og bitterhed fra humle i balance i en lys lagerøl. Begge vægtskåle – med malt og humle – skal være i perfekt balance, begge råvarer skal stå skarpt.
Det gør de ikke i White Rabbit, en ’pils’ på 5,0 procent.
White Rabbit lover (meget) mere end den holder.
På dåsen står der fx, at White Rabbit er ’refreshing’.
Næ, ikke specielt.
På dåsen står der yderligere, at White Rabbit er ’crisp’.
Det er den i hvert fald ikke.
På dåsen står der også, at pilsneren/øllen er ’clear’.
Heller ikke tilfældet.
White Rabbit er tåget, lys ravfarvet. Skummet kridhvidt. Forsvinder hurtigt.
I næsen er der hyldeblomst, DMS (Dimethylsulfid), plantedele, vådt græs, umodne gule bær, frugtsødme og en brise svovl.
Først i små sekvenser i finish står malt og humle tydeligt og i balance – som i en rigtig pilsner i min forstand.
Ellers er det humlearomaer, som styrer balladen. Æblekerner, ristet toastbrød og plantedele. Også indslag af DMS, som er en off-flavour. Den bedste beskrivelse af DMS er måske kogte grøntsager.
Seks pilsnerstjerner er det bedste i en anmeldelse på Durst.
Omnipollos pilsner: Bitterheden vinder på teknisk knockout
“Amy 100 Day Pilsner”
Omnipollo
5,0 procent
(Brygget på Sigtuna Brygghus)
Omnipollo har brygget en pilsner. Tæt på en sensation. For svenske Omnipollo er mest kendt for at brygge øl, som skal drikkes med en ske. Ind imellen må der en gaffel til.
Men pilsneren er svær at komme udenom – tidens øltype.
Med Amy 100 Day Pilsner har Omnipollo sit bud på en pilsner, og der er selvfølgelig ikke tale om klassisk pilsner.
Omnipollo har valgt at brygge en pale ale pilsner. Sådan smager den – som en amerikansk pale ale. Sådan føles den også i munden, ale-krop.
Lys ravgylden, let uklar. Fint perlende. Skummet er med små bobler, kridhvidt og står flot og længe.
Duft af tørre rosenblade, limeskal, Saaz og en note jasminte. Lækkert.
Blomster og frugt går igen i smagen. Men aromaer af grape, fyrrenåle og en urteagtig bitterhed tager hurtigt over, og tager til i dominans til finish og eftersmag.
Et kendetegn for en pilsner er balance. Og hvad er det så for en størrelse, balance? Jo, for en pilsner er det balance mellem bitterhed og maltsødme.
Her er der ikke balance.
Bitterheden vinder på teknisk knockout. Til gengæld er det en lækker, næsten Saaz krydret bitterhed.
For øl elskere, som ikke er kyndige udi boksesporten:
Med teknisk knockout menes, at en bokser dømmes som taber, fordi dommeren mener, at bokseren reelt har været udsat for en knockout, selvom han stadig står på benene.
Malten er også ude i tovene. Umuligt at fange malt selv med 10.000 smagsløg i alarmberedskab. Heller ikke de nært beslægtede aromaer korn og hø kan opsnappes.
De pilsnere, som jeg holder af, har alle et tydeligt aftryk af malt, pilsnermalt.
Understatement er en anden gylden regel for pilsneren.
Heller ikke her udmærker Amy sig. For mange ekstroverte aromaer af blomster, frugter og bitterhed.
Lagring i 100 dage er tæt på at være lig med marketing. Ingen af de store pilsner brands går til den slags yderligheder.
Chips fra den franske eg, som er tilsat, er svær at fange. Måske som et strejf tanniner, men uh très difficile.
Moderen af alle craft beer barer i Bruxelles, Moeder Lambic Fontainas – ca. 500 meter fra Grand Place.
Der er få steder i verden, hvor det er bedre at drikke øl end i Belgien, og Bruxelles er det bedste sted i det kompakte og ølglade land, selvom især Antwerpen presser sig på i konkurrencen om førstepladsen.
Her kommer en guide til de bedste ølbarer i Europas hovedstad, så du ikke pludseligt befinder dig i selskab med en overpriced Leffe på Roi d’Espagne baren på Grand Place.
Kvaliteten og variationen af det belgiske øl er umiddelbart den oplagte forklaring på successen.
Dubbel, tripel, saison, witbier, de mørke og lyse klosterøls typer samt, ikke mindst, alle trappistøllene plus det løse.
Men der er en forklaring, som er ligeså god.
Det er atmosfæren på de mange barer, cafeer og restauranter. Øllets historie og kultur står skarpt i de mange udskænkningssteder i Leuven, Ghent, Brügge, Antwerpen og, ikke mindst, i Bruxelles.
Som for mange andre lande er udbuddet af øl nationalpatriotisk, men når det gælder Belgien, er det nærmest kun en fornøjelse, selvom det hjælper på det hele, hvis man som øldrikker har en sød tand, for de chokoladeglade belgiere elsker søde øl.
Hvorfor er en bar med 3000 forskellige øl ikke på min shortlist over de bedste ølbarer i Bruxelles?
Fordi Delirium Café er et evighedsparty af druk og dating. Delirium Café har i stigende grad udviklet sig til turisternes og eurokraternes Løkken. Og så kan det være lige meget. Delirium Loft, førstesalen, skulle være stedet, som er særligt helliget ølkendere. Men de kommer der heller ikke. En marketingsfælde fra bryggeriet Huyghe, som brygger den ubalancerede og dumstærke blonde ale i den pink flaske, Delirium Tremens på 8,5 procent.
Her kommer hitlisten over de 20 bedste steder at drikke øl i Bruxelles – og til slut en krølle om cuisine à la bière.
1.
Moeder Lambic Fontainas
– Place Fontainas 8
En sensationelt rolig og hyggelig plads fem minutter med det lange ben forrest fra Grand Place. 46 haner, 100+ flasker. Altid noget interessant – både nyt og gammelt – selv for de mest kræsne og/eller nyhedshungrende ticker-typer.. Mulighed for små retter – ost, pølse, tærte og den slags. Etableret i 2009. Moeder Lambic Original, Rue de Savoie 68, har samme ejer og var den første ’moeder’ fra 2006. ’Kun’ 33 haner, 100+ øl på flaske. En drøm af en local i det max charmernde område Saint Gilles, lige bag rådhuset.
2.
L’Amèr à Boire
– Rue du Belvédère 8
Enhver ølturist bør tage bus 71 fra Gare Centrale til Place Flagey i bydelen Ixelles. Bryggeriet Musketeers er ved at brygge barens nye husøl. Men andre – og endnu bedre bryggerier – kommer til det fremover, for L’Amer à Boire bør være talk of the town, ikke kun i Ixelles. L’Amer à Boire er de små bryggeriers beskytter. En vild vibe af kvalitet og autenticitet. Post punk look, studentikost, men hyggeligt. Prøv de store øl fra de små bryggerier som fx Jandrain-Jandrainouille, La Source, L’Ermitage og Illegal. Måske især værd at fordybe sig i max interessante La Source med fx Taupe, en hvedeporter, Louve, en DIPA eller Pigeon, en hoppy sour. Der er masser af andre gode øl, dog ikke fra the big brewers. Hus-pilsneren er sjovt nok Battin Gambrinus pilsner fra Luxembourg, ikke den belgiske region, men landet.
3.
Gist
– Oud Korenhuis 30
Password til wifi: ’craftonly’. Jupiler er lyst i band. Her er huspilsneren (alle craft beer barer har i dag en huspilsner) den brett-agtige Papy van de Pils fra lokale En Stoemelings. Beliggenheden er sublim – på den smukkeste og roligste plads kun 100 meter fra det halve Japan og turistmagneten Manneken Pis. Ejeren er en afhopper fra Moeder Lambic Fontainas. Udvalget af øl er suverænt, dog med hang til craft og non-klassikere. 15 haner.
4.
Dillens
– Place Julien Dillens 11
Mere cafe-brasserie end ølbar, men wauw for et ølkort, som har særlig kærlighed til de små lokale bryggerier, fx En Stoemelings, l’Ermitage, No Science og Senne. Det er også her, at Wadesda Lager fra Brasserie de la Senne og Privatbrauerei Schönramm er på hanen, en raritet. Det nye lokale, nærliggende bryggeri, L’Annex har allerede fundet sit nye hjem her. Suverænt køkken. Dagens ret, fx risotto med knoldselleri og strejf af trøffel: 12 Euro.
5.
La Brocante
– Rue de Blaes 170
Mere charmerende bar, bistro, finder du ikke i Bruxelles. Skramlet og slidt på den fede måde. Brunt, emaljeskilte, kakler, udeservering, hurtig og venlig betjening. Muslinger og andre klassiske retter. Levende musik ind imellem. På hjørnet til Place de Jeu de Balle med loppemarkedet. Trods den sædvanlige AB InBev trio på fad – Jupiler (pilsner), Leffe (blond) og Hoegaarden (witbier) – er niveauet højt på flaskerne, særligt gueuze og lambic med bl.a. 3 Fontainen, Girardin og Cantillon. 120+ flasker.
6.
La Porte Noire
– Rue de Alexiens 67
Hvælvede lofter i en hyggelig kælder fra det 16. århundrede. Bundniveauet er vildt højt på de 12 haner og ca. 120 varianter af flaskeøl, alle af belgisk herkomst. Live musik hver torsdag.
7.
La Becasse
– Rue de Tabora 1
Et kloster. En skriftestol. Et sted som kalder på eftertænksomhed. Selv maniske Untappd fetichister må trække vejret dybt her og læne sig ind i stilheden, evigheden og tænke: Læg nu den smartphone og få et liv! Du skal lede for at finde Skovsneppen (La Becasse), selvom den er nærmest nabo til Grand Place. Øllet er sådan set ikke den store åbenbaring, stedet er. Der er egentlig kun to muligheder for at drikke godt øl, hvis oplevelsen skal være fuldbyrdet: Lambic doux eller lambic blanc fra Timmermans. Serveret fra fad i keramikkander á 50 cl. Men snup da hellere end gerne en Orval i stedet for. Resten af sortimentet er middle of the road. Stedet bør fredes.
8.
Mort Subite
– Rue Montagne Aus Herbes Potageres 7
Den måske smukkeste bar i Bruxelles, Den Pludselige Død. Jugend-agtig stil fra 1928. Stadig faro (lambik og farin) på fad – modsat A La Becasse, som for to år siden udfasede den gamle stilart faro. 12 haner, 30 flasker. Altid ugens øl. Dyrt sammenlignet med andre barer i Bruxelles. Læg en euro oveni. Kendt for omeletter og flammkuchen. Meget lidt påvirket af ølrevolutionen. Hapkin, som altid fås på Mort Subite, fås nu også i en ’craft’ version, Hapkin Hopped. Gammel kærlighed til gueuze og lambik. Den Pludselige Død bliver anelse mere død år for år med øllet.
9.
Monk
– Rue Sainte-Cathrine 42
Stor og livfuld cafe-brasserie og bar i det hyggelige kvarter omkring kirken Sainte-Cathrine. Altid kvalitet på haner og flasker. Superfriske øl på grund af de mange tørstige gæster. Travl, men venlig betjening. Ca. 60+ flasker og 10 haner.
10.
Python
– Avenue Emile Max 55,
Et år gammel bar og bottle shop i posh området Schaerbaek, tæt på Euroland. Men superhyggeligt område og baren, selvom den er vel renskuret, er absolut et hit. 10 haner med fortrinsvis belgiske øl fra små bryggerier, men udenlandske som fx estiske Pühaste, engelske Northern Monk og italienske Stimalti er der også. Forholdsvis mange stouts af en belgisk bar og bottleshop at være. Man er i trygge hænder her. Lavmælt samtale, men en suveræn bar på et attraktivt hjørne med udeservering. Små retter med ost og pølse.
11.
Barboteur – Bieroteque
Avenue Louis Bertrand 23
Bottle shop og ølbar – i den rækkefølge, selvom der er 25 haner med øl. Trendy, low key og cool. Lidt udenfor de gængse turistruter i området Schaarbeek, men værd at opsøge på grund af det fremragende udvalg af øl – og mulighed for takeaway øl.
12.
La Porteuse d’Eau
– Av. Jean Volders 48
Renoveret jugend interiør med MDF plader. Men whatever: Charmen er der stadig, og hvem vil ikke gerne forføres. Et sus af kolonitid. Moulles for 23 euro. Imposant vindeltrappe midt i rummet. Et strejf af kitch, men jeg er faldet for baren i det charmerende Saint Gilles kvarter – 10 minutters trav fra La Brocante i Marolle kvarteret. Porteause d’Eau er AB InBev styret. En Leffe (AB InBev) står således anført under sektionen Biere d’Abbaye, og det er ikke andet end stålglat markedsføring. Men nogle outsiders har klemt sig ind: Omer, Duvel, Lefebre, Dupont samt flere gueuze øl, fx Boon, Cantillon.
13.
Bebo
– Av. de Stalingrad 2
Ligner en af de sædvanlige, hyggelige cafeer, men kortet med 80+ flasker og de 10 haner vidner om en ægte ølbar med høj kvalitet. Superhyggelig cafe-bistro på en af byens bedste hjørner. Under 10 minutters gang fra Grand Place. Billigt, godt og enkelt køkken. En oplagt kandidat til at være en stamcafe.
14.
Daringman
– Rue de Flandre 37
Bedre brun bar i Bruxelles fås ikke. En air af hangover. Man føler sig nu også godt hjemme uden. Perfekt til en hurtig Duvel (eller fem). Meget tæt på Quartier St. Cathrine med alle barerne og restauranterne. En sjov detalje: ’Daringmen’ var navnet på fodboldspillerne i klubben Daring Club de Bruxelles i 50’erne.
15.
Ramdam
– Rue de l’Aqueduc 61/63, 1060 Bruxelles
Kønt er det ikke. En studentikos rockhule med udtjente Chesterfield møbler tilfældigt kylet på plads. Men udbuddet af øl er yderst fristende. Små bryggerier såvel som belgiske klassikere fra Dupont, De Ranke, Chimay, etc. Pædagogisk oversigt med tilbud af øl opdelt i typer, fx ’blond amere’, ’blond douce’, ’pale ale & IPA’ (IPA uden egen kategori!), ’fruit’, ’gueuze’, etc. Hus-pilsneren er ligesom på L’Amer à Boire fra Luxembourg, denne gang fra Bofferding.
16.
Dynamo
– Chaussee d’Alsemberg 130
Belgisk grundstamme af øl på de 20 haner, men absolut åbenhed overfor (mikro-)bryg fra andre lande. Her folder neofilien sig nok mest ud blandt byens barer. Alt nyt er nærmest godt nyt. Absolut ikke en ulempe, at en øl er crazy. Om hjørnet fra Moeder Lambic Original.
17.
Cambridge
– Rue de Malines 37
Her er paraderne nede og glasset oppe. Også et Mass krug, hvis du er i stemning til det. Tæt på at være et arketypisk værtshus. Flippermaskine, halvsnusket, men stemningen er ubetalelig, og sensationelt er Cambridge et helle i shoppinghelvedet i Rue Neuve, men har alligevel bevaret sin atmosfære af lokal pub. Men kig lige på sortimentet af øl: 50+ og udelukkende belgiske, inklusive trappister og det hele. Dog ingen af de små bryggerier, heller ikke fra Bruxelles.
18.
La Fleur en Papier Doré
– Rue de Alexiens
Det var her Magritte og COBRA-drengene hang ud. Lokale øl med de vildgærede, trappister og det hele. Et køkken med typiske belgiske retter, fx carbonade flamande (en gryderet med oksekød, løg og øl). Næsten nabo til Porte Noire – også tæt på Moeder Lambic Fontainas.
Matritte’s stamsted – hygge, god mad og et stort og troværdigt ølkort.
19.
Le Poechenellekelder
– Eikstraat 5
En lang stråle fra Manneken Pis, den legendariske attraktion i Bruxelles med den pissende dreng, ligger trods masseturismen en hyggelig og velassorteret ølbar med alle de belgiske klassikere på menuen, især fra de store og middelstore belgiske bryggerier. Med rette kendt for sin gode service. 120+ flasker.
Le Poechenellekelder er et bevis for at der findes en (øl-)gud. Midt i det værste turistmekka overfor Manneken Pis ligger en suveræn god og hyggelig bar.
20.
Beergium
– Chaussée de Waterloo 1227
En hule for beer geeks. Det vil sige: Nærmest ingen klassisk belgiske øl. Her får du juice IPA en masse, knock-out imperial stouts, de überhypede fadlagrede øl og fx en såkaldt Coffee Marshmallow Glass Emperor fra Proof Brewing i Florida på 11,0 procent.
Cuisine à la bière
Cuisine à la bière er et fænomen, som belgierne er særligt kendte for – mad lavet med og i samspil med øl, fx kanin med gueuze eller den belgiske specialitet waterzooi med tripel og witbier.
Fænomenet er ikke meget populært, men sammenlignet med andre lande er belgierne langt fremme, ikke mindst i Bruxelles. Her er der flere attraktive steder, både til den lille og større pengepung.
Her restauranterne i Bruxelles med ølbaseret køkken, hvor Nüetnigenogh nok er det stærkeste (spise-)kort:
Nüetnigenough
– Rue du Lombard 25
Bier Circus
– Rue de L’Ensignement 57
La Tana aux Bruxelles
– Rue de L’Enseignement 10
Les Brigittines
– Place de la Chapelle 5
Restobière
– Rue de Renards 9
Pin Pon
– Place du Jeu de Balle 62
Les Brassins
– Rue Keykenveld 36
Spinnekopke
– Place du Jardins aux Fleurs 1
Prøv en kanin i gueuze hos Nüetnigenough, specialister i cuisine a la biere.
(Min rating af barer i Bruxelles blev offentliggjort i magasinet Whisky & Rom, februar 2020)
Finnerne har ufortjent eller ej et ry for at være særligt glade for at drikke alkohol, masser af alkohol.
Synd for de gode finner, som ikke kan styre indtaget af Lapin Kulta og Koskenkorva, men deres drikkekultur er sjov og interessant – ikke mindst deres vokabularium for…. druk.
Forfatter og ølblogger Lars Marius Garshol har samlet en række udtryk for druk på sine rejser i Finland.
I indledningen til artiklen om ‘det finske druksprog’ pointerer han, fordi de mange udtryk er meget usædvanlige, at der ikke er tale om en joke, fx udtrykket suojakänni.
Hør hvordan Lars Marius beskriver soujakänni:
“This literally means “defensive drunk” and the idea is that you’re going to some kind of party tomorrow, and you’re worried that you’re going to get a little too drunk at the party. You’re Finnish, remember. So the brilliant trick is that you get drunk today! That way, you’ll be able to handle more alcohol tomorrow, and you won’t get too drunk at the party. It’s this tactic that’s known as suojakänni: you’re getting defensive drunk today to ward off problems tomorrow.”
Lars Marius Garshol har bl.a. haft ølblogger og -kender Mika Laitinen til at hjælpe sig med sin research. Mika gjorde Lars opmærksom på, at en bog (Kippurahäntä – Alkoholiaiheisen perinnekilpailun satoa) fra 1977 har optalt 948 udtryk for druk og berusede finner.
Der er for få øldrinks herhjemme. I udlandet er der masser, især i de varme lande.
Ølrevolutionens dogme er jo anything goes, så gå bare i krig.
Masser af velsmag venter forude, nye måder at opleve den raffinerede drik øl på.
Min første gode oplevelse med øl mixet med alkohol var en Picon Biere, en sydfransk specialitet, som typisk er et mix mellem den let bitre appelsinlikør Amer Picon Biere og en Kronenbourg pilsner.
Fem cl Amer Picon Biere og 20 cl Kronenbourg. Gerne med en isterning i og en skive appelsin til pigerne. Vidunderlig. Velegnet som aperitif.
Siden har jeg været igennem en del øldrinks.
Min næste bliver en pe da cabra – en specialitet fra den portugisiske øl Madeira.
En pe da cabre er med stout/mørk lagerøl, lys, tør Madeira, chokoladedrik og sukker.
De lokale foretrækker Coral Stout fra øens bryggeri Cerveja de Madeira. Sagres Preta, en mørk lagerøl fra Portugals fastland er også en mulighed. Men prøv dig frem. Guienness er såmænd også indover i nogle opskrifter.
Din stout eller mørke lagerøl på 33 cl hælder du i 2,5 dl Madeira. Tilsæt herefter ca. 1 dl cokoladedrik og lidt sukker. I med en håndfuld is, pynt med en skive citron og den er hjemme!
Pilsner Urquell er tæt på at være plat i dag – plat som en Converse sko. Bryggeriet producerer den ene dag verdensklasse øl, den anden dag er øllet lige til at hælde i kloakken. Imens slingrer brandingen – måske meget sigende.
Jeg har flere skuffelser med Pilsner Urquell end glæder.
Urquell, urkilden, urpilsneren – verdens første pilsner.
Og som pilsner elsker er det jo lidt af en livskrise.
Men først de positive ord om dette ikoniske bryg.
Fra min og Jens Eikens bog om pilsneren ”Den nøgne øl”:
Min anmeldelse af Urquell fra fad skænket på den klassiske restaurant U Veverky, brunt og charmerende, ærke-Prag:
”Tjekkiets eneste pilsner, hvis du spørger mange tjekkere – og på det verdensberømte bryggeri i byen Plzen, som har lagt navn til typen. Det var jo her verdens første pilsner blev brygget på Borgernes Bryggeri/ Plzeňský Prazdroj i 1842. Selv på andre bryggerier i Plzen nænner de i ærefrygt for den store nabo ikke at kalde deres lyse lagerøl for pilsnere, men bruger světlý ležák (lys lagerøl) i stedet for. Også smagen er ikonisk. Har du først fanget profilen på pilsneren fra Plzeňský Prazdroj genkender du den hurtigt. Alene farven og udseendet! Dyb ravfarvet med en indre glød, klar. Øllet i glasset ser så energisk, fyldigt og kampklart ud. I næsen er der blomster, fløde, pærer og en note af smørkaramel. Den smager af frisk smør, smeltet lys karamel med meget smør, pærer, fløde og maltbolsje. Især i finish kommer den urteagtige bitterhed frem og skaber balance til den fortættede malt. Noter af smørkaramel og slikskål i finish.”
Efter sådan er omgang, skal en Urquell smages, ikke!?
Men i en vilkårlig smagning af en urpilsneren Urquell er det dog ikke utænkeligt, at jeg ikke ville karakterisere Pilsner Urquell som en pilsner. Det er jo tankevækkende og paradoksalt.
I en blindsmagning med en brygmester fra et stort bryggeri, en ølekspert (og pilsner entusiast) og undertegnede for et par år siden dømte vi den ude.
Brygfejl.
Diacetyl, et uønsket biprodukt ved gæringen, all over – næse, mund, knogler.
Vi alle tre i smagepanelet vidste godt, at en Urquell kunne rumme diacetyl, men ikke så meget. Da navnet på øllen efter blindsmagningen blev afsløret, så vi på hinanden med forbløffelse og ærgrelse.
Et stort træ i skoven var blevet fældet.
Karamelrand
Min konklusion for Pilsner Urquell anno 2020:
Den går fra den ypperste bryggerkunst over det tålelige og ordinære til det nærmest udrikkelige.
En hurtig regel:
Hvis du drikker den frisk, og det sker som oftest kun kun i Plzen og omegn – og tag endelig Prag med – er den afhængighedsskabende god. På en tankovna (tank pub) – frisk, ufiltreret og upasteuriseret, oh la la, en gudedrik.
Hvis du får en ældet sag på flaske købt i et supermarked i Danmark i kan den være gennemgribende udrikkelig.
Coating fra slikmix fra Toms. Karamelstang fra Lagermann. Karamelrand på flaske. En ynkelig øl. En pilsners selvmord: Ubalanceret. Mundklistrende.
En Urquell er helt sig selv i familien af pilsnere.
Den første og for mange tjekkere, inklusive bryggere på landets bryggerier, eneste pilsner i landet – de andre ’pilsnere’ i Tjekkiet kaldes i respekt for den ægte … vare for svetly lezak, men er bestemt pilsnere og måske endnu mere end Pilsner Urquell.
Pilsner Urquell er både godt og skidt for tjekkisk øl.
Den store fortælling om urpilsnerens rige har generelt givet tjekkisk øl et godt image, Urquell har været motoren i den tjekkiske ølverden, men på den anden side, har Urquell sat fart på historien om, at tjekkisk øl er lig med øl med diacetyl.
Og det er begrædeligt for de omkring 425 andre tjekkiske bryggerier, som stort set alle sværger til pilsner og ikke med diacetyl.
Diacetyl opfattes forskelligt alt efter sammensætningen af dine smagsløg og præferencer.
Jeg har mødt brygmestre – uddannede og på store bryggerier – som har svært ved at fange den meget karakteristiske duft og smag af Labre Larver fra Haribo eller smørkaramel, kandiseret smørkaramel.
Nogle øldrikkere kan oven i købet lide diacetyl.
Ikke her.
Er overfølsom overfor diacetyl.
Jeg kan dufte diacetyl ligeså let som en hanhund en tæve i løbetiden.
I forskellige lande er der forskellige tærskler for, hvornår diacetyl er acceptapelt eller ej.
Et knappenålshoved diacetyl i en pilsner er fx ofte acceptabelt i Tjekkiet, ikke i Tyskland, slet ikke. I modsætning til tjekkisk pilsner er en brise svovl i en tysk pilsner ok.
Utroværdigt brand
Urquells brand har jeg det også mudret med.
Urquell tøver ikke med at fortælle den gode historie om urkilden, pilsnerens storhed og årsag til øllets verdensherredømme, som i højeste grad er grundlagt af øltypen fra Plzen.
Men det er jo utroværdigt, at opskriften på den første Urquell er uændret! Det er jo også utroværdigt, at den produceres på samme måde som dengang anno 1842! Lagringstiden er fx faldet. Det samme er IBU. Råvarerne er anderledes. Bryggeudstyret ligeså.
Urquell vil have os til at tro, at opskænkningen til højre, en mliko, er normal, original og god. Det er fake brews.
Nu vil Pilsner Urquell også have os til at tro, at en såkaldt mliko opskænkning er original, udbredt og cool. Mliko betyder ’mælk’ og er en opskænkning stort set udelukkende bestående af skum.
Jeg forstår godt, at Urquell vil sætte sig på øllets kultur og storytelling så meget som muligt, og en særlig opskænkning, som i øvrigt kun Urquell promoverer, er sådan set godt tænkt, hvis Urquell havde fat i the shit.
Men der er tale om noget, der ligner opspind, oppumpet markedsføring.
Den Instagram-venlige opskænkning mliko er kun for turister, fortæller min yndlingsfilosof Pivni Filosof mig.
Pivni Filosof er lig med bloggeren Max Bahnson, som bor i Prag, og han vil dø for en god pilsner, skænket perfekt til en fornuftig pris og på et hyggeligt sted.
Jeg har indtryk at, at jo mere Pilsner Urquell bliver opkøbt af de største koncern bryggerier, først AB InBev, siden Asahi, desto mere slår de på arven fra 1842 – og troværdigheden kommer som et hængebugsvin slæbende derefter.
Jeg tvivler mere og mere på, at Pilsner Urquell er god reklame for det ellers suveræne tjekkiske øl.
Der er masser af godt tjekkisk øl, især landets specialitet svetly lezak (pilsner), men Pilsner Urquell står i vejen for de tjekkiske bryggerier.
Som pilsner ekspert er det ok at være en pedant, ikke?
Pille løs i stort og småt. Være træls. På tværs. Tæt på ulidelig.
Det er vel nærmest forventeligt, når man har skrevet en grundbog om pilsner, “Den nøgne øl” på 380 sider.
Tag nu goe gamle Tuborg Classic.
En “traditionel pilsner” står der på etiketten – og med “frisk og fyldig pilsnersmag”.
Nej, Tuborg Classic er ikke en pilsner.
Det er nok nærmere en wienerøl.
Wienerøl er – modsat classic-betegnelsen – en certificeret øltype.
Jeg er med på, at der var stilforvirring blandt de ølkyndige i 1993, da Tuborg Classic blev lanceret. Fx ingen Beer Judge Certification Program, men hvis folkene fra markedsføringsafdelingen havde rådført sig med en kyndig brygmester, pilsner brygger, inden lanceringen, kom der næppe til at stå ‘traditionel pilsner’ på Tuborg Classic.
Hos Beer Judge Certification Program (BJCP), det højeste organ for certificering af øl, har wienerøl en selvstændig kategori, Vienna Lager (7A).
Men måske Tuborg Classic skal placeres i en lidt anden kategori hos BJCP, for Tuborg Classic er jo industribryg og så får kategorien præfixet “international” hos BJCP.
Så den rette kategori for Tuborg Classic er nok International Amber Lager (2B).
Tre nye pilsnere fra tre talentfulde, danske bryggerier: 45 Days Organic Pilsner fra To Øl, Extra Natural fra Gamma Brewing og Octopils fra Slowburn.
Nye pilsnere fra To Øl, Slowburn og Gamma beviser to ting:
1. At pilsneren er på vej til at blive rehabiliteret af de mange nye, gode bryggerier.
2. At kunsten at brygge pilsner måske er den sværeste.
Jeg har den største respekt for To Øl, Slowburn og Gamma – ikke mindst fordi de udviser kærlighed til grundøllen pilsner.
Men kærlighed er ikke nok.
Der må også krop til.
Her komme anmeldelser af de tre nye pilsnere.
Anmeldelserne går fra 1-10 med 10 som bedst.
Halvflad helles
”45 Days Organic Pilsner”
To Øl
4,7 procent
I markedsføringen af ”45 Days” slår To Øl på længden af gæringen og lagringen – halvdelen af de berømte 90 dage for en ”Budvar B:Original”.
At en pilsners kvalitet nødvendigvis hænger sammen med lang gæring og lagring er dog lidt en myte, som det fremgår af pilsner bogen ”Den nøgne øl”.
Duften er bedst. Den lover alt. Tysk pilsner lykke.
Frisk, sart ædelhumle i næsen. Note af gærkælder. Ligeså meget duft af pilsnermalt som ædelhumle. Ligepå og indbydende. Note af skal af umodne citroner.
I smagen kollapser ”45 Days”, for der er ingen eller bare en doven krop. Som en halvflad helles.
Øllen er frisk, rund og sart i smagen, men en god tysk pilsnerbrygger ville kalde ”45 Days” for en øl uden karakter – og dét er mildt sagt negativt. Ikke skarp, sprød og med krop. Pilsnermalten og humlen skal fremstå rent og klart og i balance, men der er ikke meget tangodans over malten og humlen i ”45 Days”.
Indholdet er det sædvanlige – vand, humle, malt og gær. På etiketten er der ingen nærmere beskrivelse.
To Øl giver øllen en holdbarhed på et år. Det er useriøst. Med så lang holdbarhed ville den sidste dråbe af karakter være forduftet for længst, når bedst-før datoen nærmer sig.
Strågul, let uklar. Cremet og moderat fast skum.
4/10
Ubalanceret italiener
”Octopils”
Slowburn Brewing
5,1 procent
Slowburn deklarerer ”Octopils” som en ’Italian pilsner’. Det er vovet. For som enhver pilsner elsker ved, henviser ’Italian pilsner’ til den moderne klassiker ’Tipopils’ fra Birrificio Italiano.
Og så inviterer man jo til en sammenligning.
Men unge Slowburn slipper trods alt nådigt fra en sammenligning med mesterpilsneren fra bryggeriet nær Comosøen. Måske fordi Octopils ikke minder meget om Tipopils.
Den italienske pilsner metode er super simpel: Bryg en tysk pilsner og udsæt den for tørhumling – vel og mærke med de klassiske, tyske typer humle.
Duften er meget indbydende: Frisk humle og noter af blåbær, citronmelisse, laurbærblade og hvid peber.
Smagen er mættet, men desværre for meget af humle. Octopils er ubalanceret. Humle profilen overspiller i stedet for underspiller, som er pilsnerens særkende – dog ikke kriminelt. Udover smag af klassisk, tysk humle er der noter af appelsinskal og græs.
Kroppen halter efter som ham Tykke, der blev valgt sidst til fodboldholdet.
Finish er fin: Potpourri af bitterurter, timian, fyrrenåle og ikke mindst ædel humle.
Slowburn giver den seks måneders levetid, og det er vist indenfor rammen – selvom Octopils vil lide de sidste par måneder.
Indholdet er det sædvanlige: Vand, malt, humle og gær. Ingen detaljer på etiketten.
Lys ravfarvet, uklar. Cremet og moderat fast skum.
5/10
Næsten IPA’iseret pilsner
”Extra Natural”
Gamma Brewing
4,5 procent
En af de bedste pilsnere, som jeg smagte på min studietur til Oregon i forbindelse med ”Den nøgne øl” var ’Eastside Oatmeal Pilsner’ fra Baerlic Brewing i Portland. Den havde det hele. En opstrammet helles. Let at drikke som en helles, med karakter som en klassepilsner. Den gjorde enkelhed til en dyd. Verdensklasse.
”Extra Natural” er også med havremalt. Derudover er den med hvedemalt og bygmalt.
Men så forsvinder sammenligningen med ’Eastside Oatmeal Pilsner’ også.
Det er lige før, jeg ikke vil kalde den en pilsner. Dertil er den for ubalanceret. Maltprofilen er væk. Humlen kører løbet som i Gammas mange IPA’ere, som i øvrigt ofte er mere end fremragende.
Vi er dog ikke ovre i en IPA’iseret pilsner, men tæt på. ”Extra Natural” er rund og blød som en ale og mangler derfor i påtrængende grad den gode pilsners krop.
Duft: Enkel, fin ædelhumle. Noter af skal af æbler og mørdej.
Smag: Jeg har været inde på det. Ædelhumle. Noter af bælg af ærter og ældede citroner.
Gamma giver pilsneren en holdbarhed på ni måneder. Et eller andet skal man jo skrive på etiketten som holdbarhed, men for mig er sidste salgsdato hermed for længst overskredet.
Strågul, let uklar. Florlet skum med store bobler.
Durst - en blog om bryg 