En nødvendighed i hverdagen. Tryghed, øllets tryghed. Noget at komme hjem til – uden at blive ruineret. IPA’en er blevet folkelig og en hård konkurrence foregår mellem de store og mellemstore bryggerier om at lancere en IPA, som smager godt, og som er til at betale.

En øl må godt være et favntag. En tryg følelse. Noget at glæde sig til. Noget at komme hjem til.

Lad mig gå et skridt videre: 

En øl må godt være en nødvendighed i hverdagen.

Anarki har imidlertid været kernen i ølrevolutionen. Godt, men også skidt. Nyheder konstant. Nærmest stressende. Markedet er umuligt at følge med i. En utopi er det at smage sig igennem alle øl for selv den mest autistiske øl nørd.

Bliver der lanceret 2000 nye slags øl om året i Danmark? 

Måske. Who cares!

Anarki gælder ikke mindst for ølrevolutionens signaturdrik IPA.

En forvandlingsdrik

IPA er en på alle måder uforudsigelig drik. For humle fetichister er IPA en trylledrik, men mest af alt er IPA en forvandlingsdrik. 

Ingen kan rigtigt sætte IPA på formel. Der findes vel omkring 20 arter, afarter, af IPA. Det er sådan set helt ok, bare de smager godt. 

IPA anno 2022 har normalt intet at gøre med den engelske ur-IPA. I dag har IPA, tro det eller ej, ofte flere ligheder med daggammel tropisk juice end en grundøl. Juice IPA er the shit for tiden – så længe det varer.

Alligevel er typen – eller rettere: IPA typerne – gået solo og har møvet sig frem som en skovfældning i Amazonas til en uretmæssig stor plads i øllets verden. 

Sagt med andre ord, som måske giver et stik i hjertet hos craft beer hipsterne: 

IPA er blevet folkelig. 

IPA har brug for en voksen

De IPA centrerede bryggerier pumper nye slags IPA på markedet, som reelt ikke er nye. Øllene tilfredsstiller mere en tørst hos publikummet efter nyheder end god smag og udvikling af IPA kategorien – og prisen på dåsen eller flasken er ofte på et niveau, hvor det giver et stød i fingerspidserne at tage Visa kortet frem. 

IPA har brug for, at der er en voksen til stede. Familien IPA er ved at skyde sig selv i foden med alle de ’grænsesøgende’ varianter. Bryggerierne gør det ofte sværere end det behøver at være.

Misforstå mig ikke. 

Selvom jeg synes, at de juice-agtige IPA’er er et misfoster, kan fx en west coast IPA være vildt god og et nødvendigt favntag i hverdagen.

Men IPA har brug for, at der er en voksen til stede. Den gode, gamle drik ved at skyde sig selv i foden. Bryggerierne gør det ofte sværere end det er. Underlægger sig de radikaliserede ølnørders krav om nye slags IPA.

Brug for en narkohund

Lykken er at finde en go-to IPA, som ikke ruinerer dig. En demokratisk IPA.

For at øl kan være en nødvendighed i dagligdagen, en flig af lykke, skal go-to IPA’en ikke blot være rig på smag, men også til at betale, så man ikke bliver fattig af al den dyre øl. 

Det kræver næsten en narkohunds næse at snuse sig frem til en go-to IPA, som er til at betale, selvom mange bryggerier flokkes om IPA markedet, som vokser og vokser. I dag er otte procent af alt øl i de store byer øl af typen IPA.

Som i mange humlerige øl bliver humle aromaerne punkteret én for én med tiden. Til sidst er der ofte kun en citrus-agtigt græs aroma tilbage og en snerpende bitterhed fra humlen. En deadzone, som mange IPA’er ender i, uanset om de koster 15, 25, 45 kroner eller mere. 

Lun på Lumberjack

Jeg er blevet lun på en ny go-to IPA. Opsnuset i Netto af min næse som en narkohunds.

Man kan ikke beskylde Skovlyst for at brygge øl for flokken af skovmandsklædte og craft beer glade hipstere, men Lumberjack fra Skovlyst er en fuldt ud god west coast IPA. Skovlyst har taget skovmandsskjorten til sig. Under 10 kroner for 33 cl west coast IPA på 6,0 procent. Det smager af et scoop. 

Lumberjack er enkel uden at være kedelig. 

Den appellerer til både ølentusiasten og den glade øldrikker. 

Er det craft beer? Jeg ved det ikke. Den ligner og smager som craft beer – bortset fra den lave pris. Craft beer fænomenet er udvandet for tiden. I craft beer revolutionens moderland USA er der ikke meget hjælp at hente til at forstå, hvad craft beer mon er for noget. Boston Beer Company, dem med Samuel Adams brandet, er medlem af Brewers Association, som er bryggeriforening for ”small and independent” bryggerier. 

Boston Beer Company producerer mere end en mia. liter øl om året. 

Hvordan smager den øllystne Skovhugger (Lumberjack) så: 

Lumberjack er velbrygget. Ingen fejl og mangler. En west coast IPA i balance. Teknikken er bestået – det samme er smagen heldigvis også.

Aromaerne er en mellemting mellem mild ananasjuice og pink grape, men nænsomt doseret. Lys, blid, frisk. Sødmen er heldigvis underspillet. Ofte er en IPA klæbrigt sød, fordi der må spandevis af sødme til for at balancere al humle bitterheden. Lumberjack hylder enkeltheden og den klassiske west coast IPA, men deler ud af aroma gaver for øldrikkeren, som gør sig umage: Pomelo, passionsfrugt, citrus og fyrrenåle. 

De fleste IPA entusiaster burde kunne lide Lumberjack. 

Fortæl dem, at prisen for en Lumberjack er under 10 kroner, og mon ikke at det kan få et par tvivlere til at sige god for deres nye go-to IPA. 

(Indlægget er blevet til i samarbejde med Skovlyst)