
De tre varianter fra Westvleteren – Gul, Blå og Grøn kapsel.
Tre af verdens mest berømte øl kommer fra Westvleteren, munkeklostret De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren tæt på Dunkerque og Oostende i Belgien.
Vi taler ikke kun om et munkekloster, men et trappistkloster, et verdens 14 certificerede trappistklostre – og det bedste bryggekloster at dømme efter image og ratings på fx Untappd og Ratebeer.
Westleteren 12 er således flere gange kåret som verdens bedste øl på Ratebeer. Nu ligger den ’kun’ på tredjepladsen, kun overgået af to stouts – fra Toppling Goliath og Närke
Lad os springe hypen over og gå direkte til anmeldelser af de tre øl – og der ér kun tre varianter i sortimentet.
Jeg bedømmer dem på en skala fra 1-6 med 6 som bedst.
Blond (Grøn kapsel)
5,8 %
Westvleteren Blond er en belgisk blond ale som fra en lærebog om belgisk øl. Teknisk perfekt. Det tætteste, livligste og mest holdbare skum. Tåget. I næsen er der belgisk gær, dvs. en knytnævefuld syrligt-sure frugter og måske en note af slikskål. De fremtrædende aromaer i duften er overmoden pære, umoden banan og lys kandis.
I smagen tones aromaen af pærer ned og suppleres af aromaer af æbleskræl, hvid peber, koriander og en note nelliker og københavnerstang.
Tør i finish. Ellers perlende frisk og let at drikke.
5
8 (Blå kapsel)
8,0 %
Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren
Den måske bedste variant fra trioen Blond, 8 og 12 fra Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren.
Krydderkage, ja krydderkage. Og vi sætter lige trumf på i disse tider: Jule aromaer! Krydderkage er den dominerende aroma, og Westvleteren 8 er det bedste eksempel på, at aromaen krydderkage kan være genial i en øl, også når det ikke er en pastry stout. Heldigvis er Westvleteren 8 ikke sød som en skål slik, men den iboende sødme er ærkebelgisk. Det samme er den belgiske gærprofil, som sprøjter aromaer af frugt og blomster ud.
I næsen er der foruden krydderkage, mørk kandis, karamel, henkogte blommer, hvid peber og brandy.
I smagen bliver aromaerne fra duften forstærket. Andre aromaer støder til: Øllebrød, Matador Mix og tørre blomster.
Sødme, frugt og blomster med en mørk tone leder slagets gang
6
12 (Gul kapsel)
10,2 %
Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren
Den stærkeste af de tre varianter fra Westvleteren, og nok den variant som har fået mest rosende omtale gennem årene – selvom Westvleteren 8 nok er bedre.
Hvordan smager den øl, som p.t. ligger nummer tre på listen på Ratebeer over de bedste øl i verden, men som gennem årene som en tyk munk har siddet tungt på førstepladsen?
Absolut godt. Vi nærmer os himlen – uden dog at udråbe Westvleteren 12 til at være øllenes øl.
I næsen er der rugbrød, mørk karamel, solbær, kandiserede æbler og hvidtøl.
I smagen åbner Westvleteren 12 sig. Heldigvis kommer der også syrlige toner ind. Ellers ville denne cremede, dog livlige øl, være for sød. Karamel eller karamelbudding er nemlig up front akkompagneret af billig cola og noter af pebernødder, honning og kandiserede æbler.
Det lyder nørdet, og er det måske også. Men øl forstås nok bedst instinktivt.
Som en spasme eller en hurtig drøm.
Her tilfredsstiller trappistmunkene fra Westvleteren også ønsket om bare en god oplevelse med en øl.
5