
Aarhus Bryghus har altid brygget pålidelige og jævnt hen konservative øl.
Ikke fx sure øl.
Med andre ord:
Øl til et stort publikum.
Som firstmover (2005) i den danske ølrevolution får Niels Buchwald lige et par point.
At han løsrev sig som brygmester på Ceres og for egen regning og risiko sprang ud med sit eget brand, får han absolut også point for.
Blandt bryggere er Niels Buchwald anerkendt. Høj teknisk klasse. Flere point.
Aarhus Bryghus er et fremragende navn, selvom det måske lyder kedeligt.
Hjemligt, lokalt, hyggeligt. Smilets øl. Perfekt.
Navnet er helt i stil med andre bryggerier, som bruger geografien som navn på bryggeriet: Skagen, Viborg, Herslev, Krenkerup, Thisted, Nørrebro, etc.
I lighed med en række andre bryggerier har Niels Buchwald netop også lanceret et sub brand, og navnet skulle være stinkende godt og appellere til hipsterne.
Braunstein har fx Dragonfly som sub brand og Nørrebro Bryghus har BRAW.
Målet med et sub brand er at omfavne et nyt publikum. Stinkende rig bliver Aarhus Bryghus næppe, men få solgt nogle flere øl kunne blive en gevinst. Ofte går bryggeriet med det nye sub brand efter et yngre og mere købedygtigt, risikovilligt, publikum. Folk, som med glæde lægger 50 kroner eller meget mere for en halv liter (spændende) øl.
Niels Buchwald har valgt at kalde sig nye brand for Sour Feet.

Først tænkte jeg: Nej, det er da for ulækkert, det navn.
Så gav jeg navnet en chance: Det måtte dække over, at brandet specialiserede sig i sure øl, og måske publikummet – twentysomethings eller deromkring – fandt navnet stinkende godt og sjovt.
Men specialebryggeri for sours er der ikke tale om.
Hør hvad bryggeriet selv skriver om sure fødder, ja sure fødder – og måske, måske ikke, om brandet Sour Feet:
”Don’t we all know that feeling, when – after a long day – we throw ourselves in the chair, sour feet in the air. Those poor feet have been trapped all day in a pair of rubber boots at the brewery, or a pair of mountain boots after the field trip with the camera.”
Varianterne fra bryghusets nye sub brand skal være eksperimenterende – hvad end der ligger i det ord efterhånden:
”Sour Feet Brewing is our playground, letting us do all the stuff we cannot (or will not) with Aarhus Bryghus. We want to experiment; we want to invite fellow brewers. We want to be bold with the beers, bold with the design, experiment and put out new beers all the time.”
Forhåbentlig kommer der stinkende gode øl ud af anstrengelserne.
Navnet Sour Feet er mildt sagt ikke stinkende godt.
Bare stinkende.