Den første pilsner fra Dry & Bitter skuffer, bl.a. fordi den ikke smager som en pilsner.

Forventningerne er altid store til en ny øl, når den kommer fra Søren Parker Wagner og hans Dry & Bitter. 

Derfor kan en øl fra let skuffe. 

Og det er tilfældet med den første pilsner fra Dry & Bitter, White Rabbit.

Problemet er, at øllen grundlæggende ikke smager som en pilsner, selvom rammerne for denne raffinerede drik er vide – som det bl.a. i al ydmyghed fremgår af pilsner bogen ”Den nøgne øl”.

Meget kort fortalt er en god pilsner en forening af malt og bitterhed fra humle i balance i en lys lagerøl. Begge vægtskåle – med malt og humle – skal være i perfekt balance, begge råvarer skal stå skarpt. 

Det gør de ikke i White Rabbit, en ’pils’ på 5,0 procent. 

White Rabbit lover (meget) mere end den holder.

På dåsen står der fx, at White Rabbit er ’refreshing’. 

Næ, ikke specielt. 

På dåsen står der yderligere, at White Rabbit er ’crisp’. 

Det er den i hvert fald ikke. 

På dåsen står der også, at pilsneren/øllen er ’clear’.

Heller ikke tilfældet. 

White Rabbit er tåget, lys ravfarvet. Skummet kridhvidt. Forsvinder hurtigt.

I næsen er der hyldeblomst, DMS (Dimethylsulfid), plantedele, vådt græs, umodne gule bær, frugtsødme og en brise svovl. 

Først i små sekvenser i finish står malt og humle tydeligt og i balance – som i en rigtig pilsner i min forstand. 

Ellers er det humlearomaer, som styrer balladen. Æblekerner, ristet toastbrød og plantedele. Også indslag af DMS, som er en off-flavour. Den bedste beskrivelse af DMS er måske kogte grøntsager. 

Seks pilsnerstjerner er det bedste i en anmeldelse på Durst.

White Rabbit får vel kun en pilsnerstjerne.

White Rabbit