Jeg har flere skuffelser med Pilsner Urquell end glæder. 

Urquell, urkilden, urpilsneren – verdens første pilsner. 

Og som pilsner elsker er det jo lidt af en livskrise. 

Men først de positive ord om dette ikoniske bryg. 

Fra min og Jens Eikens bog om pilsneren ”Den nøgne øl”:

Min anmeldelse af Urquell fra fad skænket på den klassiske restaurant U Veverky, brunt og charmerende, ærke-Prag: 

”Tjekkiets eneste pilsner, hvis du spørger mange tjekkere – og på det verdensberømte bryggeri i byen Plzen, som har lagt navn til typen.  Det var jo her verdens første pilsner blev brygget på Borgernes Bryggeri/ Plzeňský Prazdroj i 1842. Selv på andre bryggerier i Plzen nænner de i ærefrygt for den store nabo ikke at kalde deres lyse lagerøl for pilsnere, men bruger světlý ležák (lys lagerøl) i stedet for. Også smagen er ikonisk. Har du først fanget profilen på pilsneren fra Plzeňský Prazdroj genkender du den hurtigt. Alene farven og udseendet! Dyb ravfarvet med en indre glød, klar. Øllet i glasset ser så energisk, fyldigt og kampklart ud. I næsen er der blomster, fløde, pærer og en note af smørkaramel. Den smager af frisk smør, smeltet lys karamel med meget smør, pærer, fløde og maltbolsje. Især i finish kommer den urteagtige bitterhed frem og skaber balance til den fortættede malt. Noter af smørkaramel og slikskål i finish.”

Efter sådan er omgang, skal en Urquell smages, ikke!?

Men i en vilkårlig smagning af en urpilsneren Urquell er det dog ikke utænkeligt, at jeg ikke ville karakterisere Pilsner Urquell som en pilsner. Det er jo tankevækkende og paradoksalt. 

I en blindsmagning med en brygmester fra et stort bryggeri, en ølekspert (og pilsner entusiast) og undertegnede for et par år siden dømte vi den ude. 

Brygfejl. 

Diacetyl, et uønsket biprodukt ved gæringen, all over – næse, mund, knogler. 

Vi alle tre i smagepanelet vidste godt, at en Urquell kunne rumme diacetyl, men ikke så meget. Da navnet på øllen efter blindsmagningen blev afsløret, så vi på hinanden med forbløffelse og ærgrelse.

Et stort træ i skoven var blevet fældet.

Karamelrand

Min konklusion for Pilsner Urquell anno 2020: 

Den går fra den ypperste bryggerkunst over det tålelige og ordinære til det nærmest udrikkelige. 

En hurtig regel:

Hvis du drikker den frisk, og det sker som oftest kun kun i Plzen og omegn – og tag endelig Prag med – er den afhængighedsskabende god. På en tankovna (tank pub) – frisk, ufiltreret og upasteuriseret, oh la la, en gudedrik.

Hvis du får en ældet sag på flaske købt i et supermarked i Danmark i kan den være gennemgribende udrikkelig. 

Coating fra slikmix fra Toms. Karamelstang fra Lagermann. Karamelrand på flaske. En ynkelig øl. En pilsners selvmord: Ubalanceret. Mundklistrende.

En Urquell er helt sig selv i familien af pilsnere. 

Den første og for mange tjekkere, inklusive bryggere på landets bryggerier, eneste pilsner i landet – de andre ’pilsnere’ i Tjekkiet kaldes i respekt for den ægte … vare for svetly lezak, men er bestemt pilsnere og måske endnu mere end Pilsner Urquell. 

Pilsner Urquell er både godt og skidt for tjekkisk øl. 

Den store fortælling om urpilsnerens rige har generelt givet tjekkisk øl et godt image, Urquell har været motoren i den tjekkiske ølverden, men på den anden side, har Urquell sat fart på historien om, at tjekkisk øl er lig med øl med diacetyl. 

Og det er begrædeligt for de omkring 425 andre tjekkiske bryggerier, som stort set alle sværger til pilsner og ikke med diacetyl. 

Diacetyl opfattes forskelligt alt efter sammensætningen af dine smagsløg og præferencer.

Jeg har mødt brygmestre – uddannede og på store bryggerier – som har svært ved at fange den meget karakteristiske duft og smag af Labre Larver fra Haribo eller smørkaramel, kandiseret smørkaramel. 

Nogle øldrikkere kan oven i købet lide diacetyl. 

Ikke her. 

Er overfølsom overfor diacetyl.

Jeg kan dufte diacetyl ligeså let som en hanhund en tæve i løbetiden. 

I forskellige lande er der forskellige tærskler for, hvornår diacetyl er acceptapelt eller ej. 

Et knappenålshoved diacetyl i en pilsner er fx ofte acceptabelt i Tjekkiet, ikke i Tyskland, slet ikke. I modsætning til tjekkisk pilsner er en brise svovl i en tysk pilsner ok.

Utroværdigt brand

Urquells brand har jeg det også mudret med. 

Urquell tøver ikke med at fortælle den gode historie om urkilden, pilsnerens storhed og årsag til øllets verdensherredømme, som i højeste grad er grundlagt af øltypen fra Plzen. 

Men det er jo utroværdigt, at opskriften på den første Urquell er uændret! Det er jo også utroværdigt, at den produceres på samme måde som dengang anno 1842! Lagringstiden er fx faldet. Det samme er IBU. Råvarerne er anderledes. Bryggeudstyret ligeså.

Nu vil Pilsner Urquell også have os til at tro, at en såkaldt mliko opskænkning er original, udbredt og cool. Mliko betyder ’mælk’ og er en opskænkning stort set udelukkende bestående af skum. 

Jeg forstår godt, at Urquell vil sætte sig på øllets kultur og storytelling så meget som muligt, og en særlig opskænkning, som i øvrigt kun Urquell promoverer, er sådan set godt tænkt, hvis Urquell havde fat i the shit.

Men der er tale om noget, der ligner opspind, oppumpet markedsføring. 

Den Instagram-venlige opskænkning mliko er kun for turister, fortæller min yndlingsfilosof Pivni Filosof mig. 

Pivni Filosof er lig med bloggeren Max Bahnson, som bor i Prag, og han vil dø for en god pilsner, skænket perfekt til en fornuftig pris og på et hyggeligt sted. 

Jeg har indtryk at, at jo mere Pilsner Urquell bliver opkøbt af de største koncern bryggerier, først AB InBev, siden Asahi, desto mere slår de på arven fra 1842 – og troværdigheden kommer som et hængebugsvin slæbende derefter. 

Jeg tvivler mere og mere på, at Pilsner Urquell er god reklame for det ellers suveræne tjekkiske øl. 

Der er masser af godt tjekkisk øl, især landets specialitet svetly lezak (pilsner), men Pilsner Urquell står i vejen for de tjekkiske bryggerier.