
Det store våbenkapløb (med løst krudt) er i gang blandt de store såvel de små bryggerier:
Hvem brygger den første alkoholfrie øl, som smager ligeså godt som en almindelig øl – eller endnu bedre.
Der er næppe tvivl om, at den første alkoholfrie øl, som slår benene væk under feinschmeckerne og ikke kun øldrikkere, som stiller sig tilfredse med kopier, bliver en guldmine.
Argumenterne skal herefter i dén grad være i orden for at bestille en øl med alkohol fremfor den alkoholfrie variant.
Det seneste års tid har jeg anmeldt flere end 50 alkoholfrie øl for FDM, Forbrugerrådet TÆNK, Alkohol & Samfund og magasinet Whisky & Rom (udkommer til april).
For senest nyhedsbrevet for Alkohol & Samfund har jeg anmeldt 19 alkoholfrie øl.
Blandt øllene var det varianter fra bl.a. Skands, Big Drop, Rügener Insel Brauerei, Mikkeller, To Øl og Flying Dutchman.
Vinderen blev den NEIPA-agtige Weird Weather fra Mikkeller.
Andenpladsen tog B:Free fra Budvar, en pilsner tastealike.
Til at hjælpe mig med smagningen, som naturligvis var blind, havde jeg Jonas John Petersen, certificeret øldommer, og Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund.
Der var egentlig 20 øl i smagningen, men én måtte udgå. Den var et fejlbryg.