Tappet den 31. januar. Mindst holdbar til den 10. februar. Flaske til salg i restauranten på Budvar bryggeriet i tjekkiske České Budějovice.
Tyske forskere har talt:
Holdbarhed på øl med meget humle bør deklareres med uger, ikke måneder.
De tyske forskere fra Leibniz-Institut für Gemüse und Zierpflanzenbau og Technische Universität München (TÜM) har nærstuderet friskhed i tørhumlet øl og offentliggjort resultaterne i Brewing Science.
Uanset hvor godt du passer på dine tørhumlede øl, vil den aromatiske effekten af humlen dykke med mindst en tredjedel.
Forskerne fra Leibniz-Institut i Erfurt og TUM i München har haft komponenten 4-mercapto-4-methylpentan-2-one under lup.
4-mercapto-4-methylpentan-2-one er forbundet med tørhumlet øl. Den har en aroma i retning af solbær, som ofte ses i fx de populære humlevarianter Citra, Eureka og Simcoe.
Forskerne undersøgte, hvordan 4-mercapto-4-methylpentan-2-one udviklede sig over en periode på seks måneder i både filtrede og ufiltrerede øl samt under kold såvel som varm lagring.
Efter tre måneder ved 5 grader havde den filtrerede øl, som indeholdt 22 nanogram/kg af 4-mercapto-4-methylpentan-2-one, mistet 41 procent af koncentrationen.
Det ufiltrede øl havde ‘kun’ mistet 33 procent.
Hvis temperaturen for opbevaringen blev hævet til 20 grader gik det helt galt.
Det ufiltrede øl mistede 70 procent af koncentrationen af 4-mercapto-4-methylpentan-2-one efter tre måneder, det ufiltrede øl ‘kun’ 60 procent.
Nyt konkurrenceparameter
Friskhed bliver et konkurrenceparameter fremover. Det kunne blive en game changer.
Jeg ved, at danske bryggerier er på vej med friske nyheder.
Spørgsmålet er, hvordan bryggerierne vil tilrettelægge en strategi baseret på friskhed. Logistikken skal være skarp, og bryggerierne vil så gerne sælge alt deres øl… også det, som reelt er for gammelt.
En Budvar světlý ležák er ikke tørhumlet, og med sine 25 IBU ikke den mest voldhumlede øl. Skrøbelig er den dog. Har ikke godt af lang lagring, transport og ukærlig behandling.
Hvis du har smagt en frisk Budvar, måske fra bryggeriets fænomenale pub Pivnice Budvarka i hjembyen České Budějovice, og en Budvar på dåse købt i skyndingen i din lokale SuperBrugsen, ved du, hvad jeg taler om.
Mon ikke, at Budvar fra Brugsen på en god dag er ca. halvt så god som den friske version.
I restauranten til Budvar bryggeriet er de begyndt at deklarere deres flaskeøl i den ufiltrerede version på en ny og meget interessant måde (se billedet). På de særlige flasker, som kun sælges i bryggeriets restaurant og få andre steder, er der en mindste holdbarhed på 10 dage.
Når det går højt er sammenlignelige øltyper deklareret med en mindste holdbarhed på seks måneder.