Tydelig kommunikation når friskhed er gud. Fra en pub i London med tankovna øl. Frisk øl er ikke endnu et konkurrenceparameter i Danmark, men er forhåbentlig snart på vej.
Jeg tror på frisk øl som det nye sort – også for de lyse øl.
Frisk øl er bedst.
Det gælder alle slags øl.
Ikke kun de lette lyse øl og IPA’erne. Tag bare barley wines, imperial stouts og de 100 andre øltyper med.
Spørg en hvilken som helst brygger, hvis du skulle være i tvivl.
Men hvorfor er der ikke nogle danske bryggere, som for alvor slår sig op på friskhed, når frisk øl er bedst?
Selvfølgelig sælges der mange friske, danske øl.
På barer og sågar fra hylderne i Bilka.
Forbrugerne kan forhåbentlig smage, at der er tale om frisk øl, men de er næppe klar over det. Friskheden på øllet fremgår hverken på barerne eller emballagerne.
Egentlig handler det som brygger i sin enkelthed om at sørge for, at øllet er frisk og fortælle det til forbrugerne. Men dén øvelse er der ingen, som mestrer endnu.
For frisk øl er endnu ikke et konkurrenceparameter.
Et smertensbarn
Frisk øl er et smertensbarn for mange bryggere.
De vil jo så gerne sælge deres dråber, friske eller ej.
Derfor står der ’bedst før’ på flaskerne, dåserne og fustagerne. Tidligere stod der ’mindst holdbar til’. Det fremgår ikke, hvornår øllet er brygget eller tappet.
Bryggerne risikerer jo med rette, at forbrugerne fravælger deres øl, hvis bryggerne deklarerer øllene med dato for tapning.
Jeg ville i hvert fald tænke mig om en ekstra gang, hvis jeg hos min ølforhandler stod og vurderede værdien af en fire måneder gammel IPA til 55 kroner.
Tænk tankovna
Tank pubs, tankovna, det tjekkiske koncept for frisk og i oven i købet upastauriseret og ufiltrereret øl er vejen frem.
Fustager med tankovna øl holder i få dage.
Øl i almindelige fustager holder i flere måneder.
Tankovna øl er let at kommunikere på barerne til forbrugerne – og smagen er så som muligt tæt på en tår direkte fra lagertanken på bryggeriet.
Pilsner Urquell var først med tankovna konceptet, som primært er populært i Tjekkiet, men også findes i flere og flere andre lande i Europa. Tjekkiske Budvar er på det seneste fulgt i sporet på Urquell og tilbyder nu sine kunder i ind- og udland samme produkt.
Jeg er sikker på, at et dansk bryggeri snart går samme vej. Kan være det danske bryggeri når at lancere det, inden Urquell, Budvar eller andre kommer i forkøbet.
Bare én hane med frisk øl, tankovna øl, på en dansk bar ville blive en succes.
For der er penge i at være firstmover, og markedet er klar til frisk øl.