Hvad med at blande en West med en Malle, en tripel og en dubbel, og lave en ‘triptrap’, som belgierne kalder blandingen? Munkene på Westmalle gør det selv. Hvorfor? Fordi det smager himmelsk.

Der findes en form for blandingsmisbrug, som jeg holder mere og mere af. Jeg er begyndt at blande øl.

Altså færdige øl. Øl med øl.

Hvis du mener, at smagen er gud, er det vel lige meget, hvordan smagen bliver fuldbragt.

Men det at blande færdige, fuldt udviklede og forherligede øl med andre ligeså færdige, fuldt udviklede og forherligede øl er en underkendt disciplin. For nogle radikaliserede ølentusiaster og bryggere er det sikkert også et no go, et tabu.

Med øvelse i blandingsmisbrug har du endnu et redskab til at opnå en dyb forståelse af øllets smag og kompleksitet.

Bryggere

blander

Bryggere gør og har i øvrigt længe gjort det. Det fine blandt brygger er at blande, ‘blende’, to ufærdige eller færdige træmodnede øl.

Men det lavpraktiske blandingsmisbrug findes skam også hos bryggerne.

De ’spicer’ en uperfekt øl op med andre slags øl.

De frisker de en gammel, men god øl op med en ny øl.

De blander for at opnå konsistens for den samme type øl over tid.

De blender stilarter big time. Ølrevolutionen er næmest skabt på at blande stilarter, udfordre stilarter under mantraet anything goes, blot det smager himmelsk.

Der findes naturligvis også de klassiske blandinger. Gueuzen er en blanding af ung og gammel lambik. En flamsk oud bruin er en blanding af en gammel træmodnet øl og en frisk pale ale.

Dog Fish Head blander tre typer øl i deres Sea Quench Ale, en sour saison, som er et mix af gose, berliner weisse og kölsch. Dog er Sea Quench Ale ikke en blanding af tre færdigtbryggede øl. De tre typer blandes efter urtkogningen, altså tre uafhængige urtkogninger, og hygger sig sammen i gæringstanken og bliver til Sea Quench Ale.

Red ale og

framboise

Senest har jeg med succes blandet en IPA med en bayersk hvedeøl. Blandingen fik en mere legende mundfølelse, bitterheden tonet ned og sødmen var stadig sød, men justeret. Resultatet blev med andre ord vellykket. Om det blev en bedre øl end originalerne, kan jeg ikke vurdere. Men det er egentlig også lige meget.

Glem følelsen af, at godt øl forsvinder i et eller andet sygt eksperiment. Du opnår ofte – med lidt øvelse – en fuldt ud ligeså god øl om end ikke bedre end originalerne.

Det giver nok mest mening at blande øl med kant og fylde.

Spinkle øl som fx gose, kölsch eller en kristall weizen har sine begrænsninger.

Normalt ville man måske gå efter at stikke to forskellige typer øl sammen for måske at ramme et endnu bedre slutprodukt.

Måske ville man gå efter at parre en red ale med en framboise, en porter med en gueuze, den dobbeltbock med en weizen eller en märzen med en west coast IPA.

Alle fire ovennævnte mix giver mening for mig – og jeg glæder mig til snarest at afprøve eksperimenterne.

Hvis en øl er lidt sorgfuld, fx en gammel og træt IPA eller en stout, findes der en måde at blæse liv i drikken. En sjat gueuze eller to kan måske give de to trætte øl et boost. Samme egenskaber har en høøl fra Herslev og andre vildgærede øl.

Ram det perfekte

blandingsforhold

Men gå da endelig i krig med en måske større udfordring indenfor blandingsmisbruget: To ens typer øl.

Hvad med at tyre to imperial stouts sammen? Den ene stærk, javist, men tør og bitter, den anden ligeså stærk, men med fokus på aromaer af kaffe og chokolade. En imperial stout og en dubbel stukket sammen har lidt de samme perspektiver.

Glem i øvrigt ’reglen’ med half and half. Hvorfor ikke gå efter at ramme det perfekte blandingsforhold i stedet for Det kunne måske være 90 procent af én type øl og 10 procent af en anden.

Flere end to slags øl kan man naturligvis også blande.

Blandingsmisbrug er en god ting.