Urdrikken pilsner er efter en 20 år lang karensperiode i ølrevolutionen blevet cool igen.
De lyse lagerøl vinder frem.
Langt om længe.
Den type øl, som ølrevolutionen gjorde oprør imod, pilsneren, siden 1842 kongen over de lyse lagerøl, er på vej til et bemærkelsesværdigt, men glædeligt comeback, og mon ikke, at en række andre typer lyse lagerøl følger efter, fx dortmunderen.
I dag er pilsneren på de gode ølbarer i sin egen ret, ikke kun fordi barejerne ønsker at have en type øl i baghånden til de gæster, ”som ikke kan lide øl”.
I dag efterspørges pilsneren af feinschmeckerne.
Selvfølgelig gør den det.
Pilsneren er ikke kun igang med et comeback overfor feinscmeckerne, forbi det er pilsnerens tur til at være interessant, cool.
Karensperioden fra ølrevolutionens begyndelse i Danmark for snart 20 år siden er overstået.
For det første er typen pilsner tilbage af den simple grund, at der er tale om en vildt god drik.
For det andet er pilsneren tilbage, fordi den kræsne øldrikker og alle vi andre også har brug for en nøgen øl.
Nøgne
dråber
Den klassiske pilsner vil ikke andet end at være nøgen, og det er alt rigeligt.
Med nøgen mener jeg, at selv det mindste forsøg på at klæde pilsneren på med nye smage og aromaer ofte vil fremstå forkert.
Den klassiske pilsner står i kontrast DIPA’ere med ’insane amounts of hops’ og ekstreme og voldhumlede imperial stouts udtamponerede med bær og andet godt.
Med nøgen mener jeg også subtil. Det er så let at smage, når pilsneren ikke er i orden. Der skal så lidt til at forstyrre den og få den ud af balance. Men med nøgen mener jeg absolut ikke en sensorisk uinteressant øl, tværtimod.
Sort
pilsner
Pilsneren vil naturligvis blive udfordret som type. Det ligger dybt i de nye bryggeres dna at skubbe til grænserne for typerne, måske i høj grad for pilsneren, fordi den er så ikonisk, ‘autoritativ’ – et referencepunkt for enhver brygger.
Det bliver interessant at smage de nye versioner af den klassiske pilsner, den tjekkiske såvel som den tyske grundpilsner.
De nye amerikanske bryggere, som fortsat er den innovative motor i ølrevolutionen, lagde forudsigeligt ud med at pimpe pilsneren op med amerikanske humletyper og gøre den stærkere, mere bitter og mere fyldig.
IPA-tænkningen blev overført på den (stakkels) pilsner.
Hvilke nye pilsner varianter kunne man tænke sig?
- En sour pilsner?
- En tysk pilsner lagret på gin fade?
- En røget pilsner?
- En sort pilsner?
Jeg ved godt, at det sidste bud er lidt skævt, hvis man er traditionalist ligesom undertegnede, men mantraet for den moderne brygger er jo ”anything goes”, så why not.
Jeg kunne sådan set godt forestille mig, at alle tre varianter fandtes.
Urdrikken er tilbage. Den måske største nyskabelse i øllets historie pilsneren er i fuld gang med at blive rehabiliteret.
Det kan kun blive en interessant udvikling.
