Kulminator, den ikoniske ølbar i Antwerpen, opkaldt efter, EKU Kulminator fra Kulmbacher Braueri.

Det er med vemod, at jeg skriver dette indlæg.

Da jeg første gang trådte ind på Kulminator i 2004 var det en nærmest hellig oplevelse for mig.

Kulminator var på det tidspunkt verdens mest interessante ølbar besunget af ølkendere verden over.

Det kan være svært at pege på en enkeltfaktor for, hvorfor Kulminator blev så berømt.

Var det muligheden for at afprøve de vertikale smagninger af stærke belgiske ales?

Måske det enorme katalog med øl, i særdeleshed belgiske øl?

Var det mon fordi Kulminator var firstmover?

Det excentriske værtspar Dirk og Leen?

Det lige så excentriske sted, et pulterkammer, et sakralt rum for ølelskere, udtamponeret med flasker, tomme såvel som fyldte, kasser med øl, merchandise, visne humleranker, bøger om øl, etc.

Et herligt rod.

Dengang var Kulminator en hellig stue.

I dag er det mere en dagligstue.

Eller nok nærmere et arbejdende museum.

Rod er der blevet endnu mere af, og nu er der ikke så herligt mere.

Kontoret midt i ølbaren. 

Værtsparret Dirk og Leen bar baren med det… personlige touch.

For bare seks år siden kårede brugerne af Ratebeer igen Kulminator til verdens bedste ølbar.

I dag kan Kulminator ikke engang forsvare hjemmebanen Antwerpen og er blevet overhalet af i hvert fald Bierlovers Bar, medmindre man er besat af lagrede øl.

Crash

Forretningskonceptet for Kulminator med lagrede øl er crashet.

Ølelskere fra hele verden har gennem årene overrendt det gode sted og simpelthen drukket store dele af lageret op, og indehaverne siden etableringen af kultbaren i 1974, Leen og Dirk, har ikke formået at forny sig, tværtimod.

Muligheden for at foretage vertikale smagninger af interessante øl er stort set ikke eksisterende, medmindre du synes, at Het Ankers Cuvee van der Keizer eller Chimay Bleu er særligt interessante øl, men hvem gør egentlig det i dag?

De eneste øl fra Kulminator, som jeg umiddelbart og blidt nødet havde lyst til at smage vertikalt, da jeg besøgte baren forleden, ville være Rodenbach Vintage, som fås fra 2008-2017 – dog fra forskellige tønder – og Stille Nacht fra De Dolle Brouwers, og den har Dirk og Leen helt tilbage fra 2003.

Ikke længere exceptionelt

Ellers står den på et hulter til bulter af gamle og nye øl i pulterkammeret hos Dirk og Leen.

Øl, som ikke er af belgisk afstamning, er ikke værd at nævne. Jo, medmindre du får en ubændig trang til noget stærkt Mikkeller øl, som har en særlig stjerne hos Kulminator-parret.

Kulminator blev etableret før ølrevolutionen, inspirerede ølrevolutionen, men blev egentlig aldrig en del af den.

Bush Nöel fra 2013 og en ny model af Buffalo Grand Cru (Van den Bossche) var de eneste øl, som jeg smagte i denne ombæring. Begge var fremhævede på det store oversigtskort til højre for indgangen, og begge var jævnt uinteressante.

Øllet er bare ikke længere særligt interessant, endsige exceptionelt, endsige værd at rejse langt efter, som tusindvis af ølelskere verden over har gjort.

Et par sider fra Kulminators legendariske og labyrintiske ølkort.

Usikker fremtid for Kulminator

Så er der stemningen tilbage, og den er i høj grad afhængig af dagsformen hos det aldrende værtspar, og her er Dirk en skygge af sig selv. Konen Leen var som altid smilende og stedets absolutte omdrejningspunkt.

Kulminator er derfor mest af alt et museum i dag, dog stadig charmerende.

Næste gang, jeg kommer til skønne Antwerpen, skal jeg utvivlsomt også forbi Kulminator for gammelt venskabs skyld, og mon ikke at der stadig er en årgangs Bush Nöel på det store kort, og mon ikke, at jeg tager chancen og bestiller den igen.

Men jeg tvivler på, at der er sket en forbedring med gode, gamle Kulminator.

Jeg tvivler faktisk på, at stedet eksister mere om ganske kort tid.

Der er brug for en visionær redningsplan, hvis Kulminator skal overleve og genrejse fordoms styrke.