Tolv bryg fra alle årets måneder, hvor alle bryg er med forskellige lokale smagsgivere, er kernen i et nyt projekt fra Ny Nordisk Øl
De 12 Årstider er et nyt projekt under Ny Nordisk Øl, som undertegnede i al beskedenhed er medinitiativtager til.
Nu kobler vi sæsonen og stedet sammen.
Der findes efterhånden masser af bryg med lokal forankring, altså produceret med lokale smagsgivere, men sæsonernes skiften henover året og indvirkningen på smagen af øllet har været mærkeligt fraværende i bryggerverdenen – ikke kun den danske.
Det råder Ny Nordisk Øl hermed bod på.
Vi vil gøre de lokale bryg endnu mere lokale ved at koble de skiftende årstider på og gøre et kvalificeret forsøg på at finde ud af, hvordan sæsonens smagsgivere kan påvirke smage og aromaer i øllet.
Det har ikke været svært at overtale 12 kvalitetsbevidste, udviklingsorienterede og terroirforelskede danske bryggerier til at medvirke i De 12 Årstider.
Lad mig lige nævne de 12 bryggerier, før jeg fortæller mere om projektet, for jeg er så stolt over, at vi har så mange gode bryggerier med:
1. Grauballe Bryghus
2. Ikast Mikrobryg
3. Munkebo Mikrobryg
4. Ebeltoft Gårdbryggeri
5. Fanø Bryghus
6. Herslev Bryghus
7. Fur Bryghus
8. Kongebryg
9. Kissmeyer Beer
10. Kølster Malt & Øl
11. Det Lille Bryggeri
12. Indslev Bryggeri
13. Fur Bryghus
(To bryggerier portrætterer den samme måned)
En måned til
hvert bryggeri
De 12 Årstider er et projekt, som kort fortalt går ud på, at 12 danske bryggerier laver månedens øl baseret på årstidens smagsgivere – en måned til hvert bryggeri.
Jeg synes – igen i al beskedenhed – at De 12 Årstider både nationalt og internationalt er et enestående udviklingsprojekt, som jeg håber kan komme hele den danske bryggerverden til gode.
Jeg har i hvert fald ikke hørt om noget lignende.
Og mon ikke medierne vil interessere sig for projektet – både de lokale, de nationale og de udenlandske medier.
Søren Espersen er konsulent for projektet.
Han er ekspert i at finde smagsgivere i naturen, og har i lignende sammenhænge bl.a. været med sin virksomhed Kulturlandskab konsulent for Arla Unika, De Danske Spritfabrikker, Meyers Madhus og Husbryggeriet Jacobsen.
Ny Nordisk Øl tilbyder de deltagende bryggerier, at Søren Espersens udarbejder en liste over lokale smagsgivere for de 12 deltagende bryggerier hver især.
Alle 12 lister med lokale smagsgivere bliver forskellige for at udforske årstidernes og terroirets kombinerede potentiale for diversitet i øllet.
Målet er, at det første bryggeri i karavanen over 12 bryg går i gang til oktober.
Ny Nordisk Øl samarbejder med ølbarerne Tap 10 i København og Fairbar i Aarhus om at sælge øllet fra De 12 Årstider. Desuden er vi tæt på at lukke en aftale med en distributør.
De 12 Årstider vil henover året også være forbundet med en tap takeover, smagninger og anden form for kommunikation.
P.S.: Svaneke Bryghus er også med. Det lykkedes at få hyperkompetente Jan Paul, Svanekes brygmester, med i De 12 Årstider. Jan har gennem årene bevist i det små batches og eksperimentalbryg, at han er max kompetent, og et blik for terroir har han i høj grad også, bl.a. i den fremragende Blæret Brown Ale med tang. Ja, der er 13 bryggerier med nu, men jeg tror på, at 13 er et bedre tal end 12 i denne sammenhæng. Mon ikke vi finder en måned til Jan Paul og Svaneke?!