Hr. og fru Penyllan – Jessica Jenkins og Christian Skovdal Andersen
På Facebook siden Danske Ølbloggere har vi gang i en sjov juleleg.
Hvilket bryggeri skal vi give titlen Årets Danske Bryggeri.
Mit bud er et bryggeri, som endnu ikke har sendt en øl på markedet, nemlig Penyllan, Christian Skovdal Andersens og hans partner Jessica Jenkins bryggeri i Tejn på Bornholm.
Målet med Penyllan er at brygge oud born øl, oud bruin typer med mixed fermentation og hele pivtøjet.
Udelukkende med lokale ingredienser, inklusive gæren, og øllet fadlagret på de mere end 100 gamle trætønder.
Hvor cool er det?!
Hvis Christian Skovdal Andersen formår at oprette sit høje niveau fra Ølfabrikken og BeerHere, kan vi se frem til mange store oplevelser.
At Christian Skovdal Andersen sprang ud som terroirist var en meget glædelig overraskelse og føjer sig ind i en bevægelse blandt bryggere i ind- og udland, som tager ølrevolutionen et skridt videre og bygger på med autenticitet, identitet, bæredygtighed og lokale råvarer.
Øl, som giver mere mening end bare at banke til… humlen og køre løs med endnu en DIPA.
Ja, kald det bare Ny Nordisk Øl 😉
Her kan du se, hvilke bud nogle af de andre bloggere i Danske Ølbloggere har på Årets Danske Bryggeri, fx Beertalk, Stovt og Rookiebeers.