Det umuliges kunst

faddersbøl

Thisted Bryghus har gang i en ny serie øl, som alle ølelskere bare smage og have en holdning til.

For enten er de gode bryggere fra Thy gale eller geniale.

De laver tre øl uden humle.

Og kun med ingredienser fra Nationalpark Thy og omegn.

Terroir, som de siger i Frankrig. Stedbundne øl, som ølhistoriker Martyn Cornell beskriver den måde at tænke øl på. Øl, som er et portræt af landskabet, som de poetisk kalder den slags øl hos amerikanske Beers Made By Walking.

Eller Ny Nordisk Øl, som bryggerne Antoni Aagaard Madsen og Peter Klemenen fra Thisted Bryghus foretrækker at kategorisere de tre øl.

Den ene er Thagaard med ekstrak af birkeblade, gran og fyr.

Den anden er Klithede med ekstrakt af havtorn, porse og hyben.

Den tredje er Faddersbøl med ekstrakt af hyben, malurt, enebær og rønnebær.

Alle tre øl holder 5,8 procent alkohol.

Her anmelder jeg den sidstnævnte øl, Faddersbøl.

Jeg tror, at Thisted Bryghus har gjort det umulige. Lavet en dybt original og en meget, meget velsmagende øl uden humle.

Som type er den svær at placere, og jeg kan umiddelbart heller ikke komme i tanke om en bestemt øl, som den minder om.

Kroppen og karboniseringen minder om en strong ale eller en barley wine. En ualmindelig smuk øl i let rødlig ravfarve.

Selvom der ikke er humle i, er skumdannelsen fornuftig.

Aromaen er af oldgammel sherry eller en 10 år gammel Rochefort 10 – og det er positivt ment. Der er også masser af urtesmag, syrligt-søde bær og en knivspids lakridspulver.

Der er en urteagtig finish og efterbitterhed som i en tysk ædelhumle. Man skulle tro, at Faddersbøl var ’tørhumlet’ med malurt. Bitterheden river behageligt i tandhalsene, coater tænderne og bliver hængende, meget behageligt, meget i balance, og ikke ét sekund savner jeg humle.

Den måde, som malurten og malten finder sammen i finish og eftersmag, er en lykkelig forening og en aroma, som jeg ikke er stødt på før.

Modsat Thisteds Xperimentet er doseringen af malurt underordnet det samlede udtryk i Faddersbøl. I Xperimentet, som også er uden humle, får malurten hovedrollen, og øllen mister balance.

Kompakte Faddersbøl er et teknisk perfekt bryg, og den bedste øl, som jeg indtil videre har smagt uden den ellers uundværlige humle.

Grut-mestrene Antoni Aagaard Madsen og, ikke mindst, Peter Klemensen kan godt allerede nu sætte gang i plukning af hyben, rønnebær, enebær og malurt til det næste batch af Faddersbøl.

Dén øl bliver efterspurgt.

Måske er det betegnende, at Danmarks første store terroir-øl uden humle kommer fra Thisted. Det er fra området Thy og nordpå, at de gamle bjesk-magere har beriget mange nordjyske mænd og kvindfolk med kryddersnapse med kvan, pil, røllike, strandmalurt, blåbær, lyng, kamille, havtorn, enebær og andre gode sager.

Til mad er Faddersbøl meget velegnet, og jeg kan fx anbefale den til stegt eller grillet hvid fisk med hele citronskiver og godt med krydderurter.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer, author and editor. Beer blogger at Durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Author of The Danish Beer Language, The Brewers Association. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir. Author of Den nøgne øl (The Naked Beer), a book about the great pilsner.
This entry was posted in Uncategorized and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s