Ølglassene bliver mindre i Tyskland fremover.

Der bliver færre Mass-glas.

For mikrobryggerne er så småt begyndt at røre på sig.

Min vurdering er, at den næste destination for den globale ølrevolution – oprøret mod ensretningen og forfladigelsen af den raffinerede drik øl, som kulminerede i 1970’erne og 1980’erne – er Tyskland, og vi kommer til at opleve en voldsom revolution.

Fire årsager til
ølrevolutionen

Der er fire årsager til, at ølrevolutionen bliver interessant hos vores ølelskende naboer:

1. Salget af konsumøl, som har verdens højeste bundniveau, er gennem en årrække for nedadgående.

2. Nye grupper af forbrugere, som er bundet til de store byer, ikke mindst Berlin, stiller nye krav til deres øl. For de nye forbrugere er Reinheitsgebot ikke nødvendigvis et udtryk for kvalitetstegn, men en begrænsning.

3. Landet er proppet med teknisk kompetente bryggere. Nogle af verdens bedste akademier for bryggere ligger i Tyskland. Der er så meget undertrykt teknisk bryggertalent, som bare venter på at folde sig ud.

4. Råvarer af højeste kvalitet er af egen produktion, let tilgængelige og til en fornuftig pris.

De uransagelige veje

Grunden til, at det har taget så forholdsvis lang tid for tyskerne at få smag for andet end de fem typiske tyskerøl helles, dunkles, pilsner, hvedeøl og bock er, at bundniveauet har været så ualmindeligt højt og, ikke mindst, at den skønne kunst at drikke øl har været så dybt forankret i historien, kulturen og gastronomien.

De efterhånden mange mikrobryggerier og bryggeværtshuse fortolker gamle tyske øltyper, men typisk går de samme veje, som innovative bryggerier i fx Danmark og USA, de uransagelige veje.

Ganställer Bräu ved Bamberg kører løs med IPA, fadlagring og gavmildhed med humle.

Braustelle i Køln har gang i bl.a. røgede goser og altbier, sour ale med hindbær eller kirsebær. Porter brygger de også.

Hops & Barley i Berlin er ikke så sprælske som fx de to ovenstående, men de bekender sig til dogmet om innovation og laver ganske enkelt øl af meget høj kvalitet.

Jeg tror også at vi kommer til at se spin-offs fra de store bryggerier, som forsøger sig på det lukrative marked for craft beer efter Carlsberg-Husbryggeriet Jacobsen modellen.

Craftwerk fra Bitburger Braugruppe er et godt eksempel. Craft beer brandet Craftwerk brygger fx IPA og fadlagret tripel.

Min brede smag

Jeg har en meget bred smag i øl.

Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en type øl, som jeg ikke kan lide.

Selv IPA’en, som er blevet nærmest vulgariseret af bryggere ramt af humlenarkomani og sukkerchok, er en af favoritterne.

Selv pilsneren, som alle megabrands i løbet af de seneste 50 år har forsøgt at udvande til det ukendelige, drikker jeg med stor vellyst.

Selv en belgisk blonde, som Leffe har anstrengt sig for at forvandle til en suppe af aromaer fra Haribo, drikker jeg med nærmest trodsig glæde.

Men hvis jeg hårdt presset skulle pege på en øltype, som jeg – med bloggen Durst… – særligt holder af, er det nok ’typen’ tysk øl på grund af friskheden, kulturen og smagen af øl som urstof.

Jeg tror, at jeg med den forestående tyske ølrevolution kommer til at til at holde endnu mere af det tyske øl.

(Ny bog: Peter Korneffel “Bier Manufakturen in Berlin“. April 2015)