Svanekes “Påskefrokost” bedst i Jyllands-Posten

I dag bringer Jyllands-Posten mine 10 anmeldelser af danske påskebryg, denne hybrid af en øltype mellem munke, marketing og god, dansk bryggerkompetence.

Du skal ikke snydes for anmeldelserne her på Durst.

Udvalget er måske lidt snævert. Det skyldes, at deadline for anmeldelserne lå meget tidligt.  Der var ikke så mange påskebryg at vælge imellem.

Som altid har jeg bestræbt mig på at anmelde et udvalg af øl, som tager hensyn til store såvel som små bryggerier (så der fx ikke kun er øl fra mikrobryggerier), geografisk placering (så der fx ikke kun er øl fra Kjøwenhavnstrup), øltype (så der fx ikke kun er Salvator-efterligninger) og tilgængelighed (så alle eller de fleste øl fx ikke kun kan erhverves i en specialforretning i Aalborg).

Her er anmeldelserne – inklusive anbefalinger til påskebordet:

1.
”Mørk påskebryg”
Raasted Bryghus
50 cl
6,4 procent
Pris: 20, 95 kroner

En ud af seks stjerner

Bryggeriet kalder øllen for en pilsner, og det er falsk varebetegnelse. Men nok om amatørismen i markedsføringen. En øl, som de fleste hurtigt kan lide, men som de næppe vil købe igen. Aromaerne er et ustyret sammensurium af creme fraiche rørt op med lakrids, skolekaramel, papaya og skumbanen. Gærsmagen er tydelig. Masser af restsødme.

Til mad:
Marinerede sild med eksotiske krydderier som fx karry, chili, ingefær og appelsin. Også velegnet til creme fraiche sild.

2.
”Påskefrokost”
Svaneke Bryghus
75 cl
6,5 procent
Pris: 32, 95 kroner

Seks ud af seks stjerner

Svaneke kaster sig over den trendy – og svære – saison øl og gør det stilsikkert. En både elegant perlende og voluminøs mundfylde. En gennemgående typisk tørhed som i de bedste saison øl. Humlebitterheden er ekstraordinært markant for at skabe balance med sødmen. Aromaerne er det måske mest interessante: Appelsin, citron, abrikos og nelliker.

Til mad:
Æggekage med laks, dild og purløg. Den mildt røgede sild med kartoffelsalat vil også blive glad for at glide ned tæt omslynget med Svanekes saison.

3.
”Kongens Fadebur Påskebryg”
Ørbæk Bryggeri
75 cl
7,0 procent
Pris: 39,95 kroner

Fire ud af seks stjerner

En ren og lækker rødbrun overgæret øl med en solid maltbund med et smukt, højt cappuccinofarvet skum. En øl, det fleste vil kunne lide. Karamelsmagen er dominerende, uden at sødmen krænger over i en massakre af bland-selv-slik. Den forholdsvis høje alkoholprocent snyder, for der er tale om et bryg, som er meget let at drikke. Humlen anes kun.

Til mad:
Stegt og godt krydret lammekød. Den faste, godt lagrede ost vil også hygge sig med Kongens Fadebur Påskebryg

4.
”Påskebryg”
Brygeriet Skovlyst
33 cl
5,0 procent
Pris: 8 kroner

Tre ud af seks stjerner

En mere tydelig duft af humle fås ikke, og humlen går løs på smagsløgene ved det første sip. Et tegn på, at humlen er kylet tanken i efter gæringen . Der er bid i humlen, men ikke i resten af øllen. Maltprofilen er spinkel, mundfylden ligeså. Aromaerne begrænser sig til karamel fra malten samt græs og en smule grapefrugt fra humlen. Tørheden er gennemgående.

Til mad:
Hvidskimmeloste og lam krydret med fortrinsvis eksotiske krydderier som chili, ingefær, karry og koriander.

5.
”Easter Brew”
Semper Ardens (Carlsberg)
63 cl
6,5 procent
Pris: 25 kroner

Fire ud af seks stjerner

Et sikkert valg til påskebordet. Den er tilpas allround til at favne både køllen, æggekagen og osten. Tonerne af karamel og malt samt bitterhed fra humlen er alle rustikke, men samtidig er det en letdrikkelig øl med en fin perlende mundfylde og velgørende syre. En øl, som næppe vinder priser, men som vinder de flestes hjerter omkring påskebordet.

Til mad:
Klassisk lammekølle krydret med hvidløg og rosmarin. Myntegele og flødekartofler skader ikke.

6.
”Påskeøl”
Krenkerup
6,5 procent
50 cl
Pris: 23,95 kroner

Fire ud af seks stjerner

En smuk, klar rødbrun strong ale. Stilsikker. Smagen af ristet malt træder flot frem. Aroma af toffee fra malten er fremtrædende uden at være slikagtig. Aromaerne fra humlen er det måske mest interessante ved Krenkerups ”Påskeøl”, for der er tale om diskrete toner af hyldeblomst, blomme og altea bolsje. En lykkelig forening af bitterhed og toffee i eftersmagen.

Til mad:
Fortrinsvis til stegte retter med lam eller gris. Skæreosten, fx en cheddar eller stilton, er også et godt match.

7.
”Påskebryg”
Rækker Mølle Bryghus
5,7 procent
50 cl
Pris: 24 kroner

Fire stjerner ud af seks

Øllen har trukket på cedertræ. Ok, men det er godt nok svært at smage. Det skal dog ikke ligge denne fine orangebrune skønhed til last. Livfuld mundfylde. Masser af aromaer af karamel, chokolade, florale aromaer og orangelikør, som udfordres af en forfriskende syrlighed. En urteagtig bitterhed fra humlen. Flot fast skum. Lidt sprittet karakter.

Til mad:
Forskellige slags oste, gerne med blommesyltetøj.

8.
”Påske Beer”
Hancock Bryggerierne
6,3 procent
33 cl
Pris: 14,95 kroner

Fire ud af seks stjerner

Duften er af urøl. Smagen er af urøl. Vi har at gøre med en slags potent Urquell. Påske Beer er også mere renskuret i forhold til en Urquell, renskuret som en bock fra Einbeck i udseende, maltprofil og mundfølelse. Skibonitternes gamle bryghus laver fremragende øl, ikke mindst når det nærmer sig den tjekkiske grænse med Påske Beer og Høker Bajer.

Til mad:
Omelet med bacon, krydderurter og evt. chili. Til milde og mellemlagrede oste går den også fint.

9.
”Påske Ale”
Rise Bryggeri
5,0 procent
50 cl
Pris: 20,95 kroner

To ud af seks stjerner

Danmarks måske smukkeste etikette og en dejlig duft af chokolade og karamel snyder. Smagen i denne rødbrune engelske ale er kunstig, urteagtig. Der er en brutal disharmoni mellem sødmen og bitterheden. Aromaerne af karamel og chokolade er fra discount-hylderne. Eftersmagen er meltallisk ,og aromaer af urter og salatmix fra Netto dukker op.

Til mad:
Måske en ost eller to kan hygge sig med øllen fra Rise. Ellers kan man braisere lammet i dråberne fra Ærø.

10.
”Skawpåske”
Skagen Bryghus
6,0 procent
50 cl
Pris: 27,95 kroner

Fem ud af seks stjerner

Masser af blomsteraromaer. Nærmest et potpourri, altså ifølge ordbogen ’en blanding af tørrede blomsterblade’, men det klæder denne sprøde pale ale, som lykkes at være karamelsød uden at kamme over i en søbegrød af sukker, ofte en unode for denne type øl og storebroren india pale ale. En ravgylden skønhed med et florlet, men fast skum.

Til mad:

Lammekød, som er proppet med rosmarin og andre krydderier som timian, mynte, koriander og gerne også citronskal.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer and editor. Beer blogger at Durst -https://durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir.
This entry was posted in Uncategorized and tagged . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s