Det p.t. måske mest interessante projekt om udvikling af øl, har jeg i al beskedenhed en aktie i.
Projektet har internationalt format, og har allerede påkaldt sig interesse fra det store udland.
Så større bliver det næppe.
Jeg taler naturligvis om Projekt Vandregær, som vi i Ny Nordisk Øl har søsat for nylig.
Projektet drejer sig i korthed om at bygge øl på de eneste lokalt isolerede gærstammer til brug for øl i Danmark.
Der er tale om tre gærstammer fra spontangærede æbler fra Lilleø. Gærstammerne blev isoleret i 2009 i et samarbejde mellem Lilleø Vin/Claus Meyer og Troels Prahl, White Labs, som er det seneste medlem af kernegruppen i Ny Nordisk Øl.
Troels og Ny Nordisk Øl tilbyder gæren til alle bryggerier og håndbryggere.
Ny Nordisk Øl har dog udvalgt fem bryggerier, som får en særlig service fra gæreksperten Troels Prahl.
Han vil påsætte gæren og høste den samt kontrollere renheden og kvaliteten af gæren.
Den fem udvalgte bryggerier er Indslev Bryggeri, Ebeltoft Gaardbryggeri/Kissmeyer Beer & Brewing, Søgårds Bryghus, Fanø Bryghus og Ølkollektivet i Gørløse (Ølsnedkeren).
Når gæren er høstet, eskorteres den til det næste af de fem udvalgte bryggerier. Den samme gær ‘vandrer’ fra bryggeri til bryggeri.
Alle andre bryggerier og håndbryggere er som nævnt velkomne til at deltage i projektet, og flere bryggerier og håndbryggere har allerede meldt sig på banen, men de er af praktiske og økonomiske grunde ikke omfattet af Troels’ service.
Bryggerier og håndbryggere, som vil deltage i Projekt Vandregær, får gæren gratis. De skal bare møde op med en ren beholder til gæren hos de fem udvalgte bryggerier på nedenstående datoer og tidspunkter.
Alle øl brygges (selvfølgelig) efter principperne i Ny Nordisk Øl, og de bliver præsenteret for publikummet til Ølfestivalen den 28.-30. maj i Lokomotivhallen i København.
De udvalgte bryggerier
Den tæmmede vild- og vandregær kan du hente på følgende bryggerier på de angivne datoer. Mød op mellem klokken 12.00 og 14.00 på høstdagen. Smid gerne en mail, inden du kommer.
Ebeltoft-Kissmeyer, bryg d. 2/3.
Gæren høstes den 12. Marts
Kontakt: pederzacho@hotmail.com
Søgaards Bryghus, bryg d. 16/3.
Gæren høstes den 26. Marts
Kontakt: mail@soegaardsbryghus.dk
Fanø Bryghus, bryg d. 30/3.
Gæren høstes den 9. April
Kontakt: cwi@fanoe.dk
Samarbejdsbryg, Ølkollektivet, Gørløse, brug d. 13/4.
Gæren høstes den 23. april.
Kontakt: simon.toft83@gmail.com
(Indslev Bryggeri høstede vandregæren den 25. februar.)
Du kan også kontakte Troels, hvis du vil vide mere om gæren og projektet: tprahl@whitelabs.com
Grundlægge ny type øl
Jeg giver, modvilligt, de sidste ord til Troels:
”Ny Nordisk Øl lancerer et projekt, som er så nordisk som det kan blive. Det er en utrolig tilfredsstillende, at de gærstammer jeg isolerede fra spontangærede æbler fra Lilleø for en håndfuld år siden nu bliver anvendt i et projekt af denne størrelsesorden. Nu kan vi for alvor udnytte potentialet med gærstammer fra den danske natur.
Jeg kender ikke til lignende projekter med øl andre steder i verden.
Perspektiverne i projektet er store. Der findes ikke andre danske typer gær, som kan sammenlignes med gærstammerne fra Lilleø. De andre typer danske gær er hentet hos tyskerne i 1800-tallet. Med vores projekt vandregær har vi mulighed for at sætte et unikt præg på en ny type dansk øl.
Min drøm er, at lokale gærstammer som fx de tre gærstammer fra spontangærede æbler på Lilleø kan være med til at grundlægge en ny type øl.”