Husbryggeriet Jacobsen skyder sit ti års jubilæumsår i gang med en af deres hidtil bedste øl, Coffee Mint Stout (7,5 procent).
Der er tale om en relancering af Coffee Mint Stout fra 2006, denne gang med kaffe fra Riccos Kaffebar i stedet for Estate Coffee.
Coffe Mint Stout er en sart stout, en fin og feminin sort sag, som vil klæde de fleste ganer – og dessertborde.
Smagen af både pebermynte og kaffe er underspillet, heldigvis. Minten fornemmer du en smule i duften og i det første sip, en mildt kølende fornemmelse. Kaffearomaen kommer snigende i finish. Vi er ovre i aromaer af kold, syrlig kaffe på let ristede bønner.
Ellers indeholder øllen de sædvanlige aromaer for en stout såsom chokolade og især sød lakrids, men maltsmagen er dominerende og heldigvis for det, for der er tale om en ualmindelig lækker og fin malt.
Karboniseringen skiller sig ud i forhold til andre stouts. Den er livfuld og påvirker smagsindtrykket i form af en mere prikkende mundfylde, de syrlige nuancer i øllen bliver forstærket samt en dansende og stor, men dog spinkel, skumdannelse.
Stouts går ofte perfekt til chokolade, gerne også fyldte chokolader og chokoladekage med bær, fx brombær og solbær, men det ville være et mismatch i forhold til den sarte Coffee Mint Stout. Her skal vi parre øllen med fx panna cotta, creme brulee ellerr vaniljeis.
Alt i alt er der tale om en særdeles velbrygget øl i en meget smuk indpakning, en formfuldendt æstetik, som ellers er et smertensbarn for de fleste danske bryggerier.
Den eneste anke over øllen er, at eftersmagen hurtigt klinger ud…. men så er det jo bare om at åbne en ny flaske.
Mon ikke Husbryggeriet Jacobsen vil markere sit jubilæum med andre relanceringer, gerne af deres Hvede Spring Bock, og mon ikke Carlsbergs danske subbrand også med nye lanceringer vil fejre sig selv.
Coffee Mint Stout er en limited edition, som udelukkende forhandles i Føtex til en pris af 100 kr for en flaske på 75 cl.