(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 6. december 2012)
Stadig sne i landet. Ikke dårlige tegn i en julemåned. Det er en god juleøl heller ikke. Den 6. juleøl i Dursts øljulekalender er: Julegris(k), Hornbeer (7 procent).
Smag: Tre julestjerner ud af seks
Smuk og indbydende rødbrun dobbeltbock med et moderat skum. Sød som mørk toffee efter godt grillet malt. På den søde side. Rund i munden og let drikkelig. Eftersmagen klinger jævnt hurtigt ud. Et skud humle ville klæde den, også for at få den til at matche julemaden endnu bedre, men absolut en teknisk velbrygget øl som de fleste andre i porteføljen fra fremragende Hornbeer. Aromaer af sirup, rugbrød, bitterurter og en knivspids lakrids.
Image: To julestjerner ud af seks
Danmarks første politiske propagandajuleøl! Godt gået af Jørgen Fogh Rasmussen, bror til Anders. Julegris(k) er en follow-up på IPA’en Grisk, hvor Hornbeer gjorde oprør med den finansielle sektors griskhed og inkompetence – og næppe den sidste øl i Grisk-serien at dømme efter kampskriftet på etiketten i både tekst og illustration. Jørgen Fogh Rasmussen skal dog tænke sig en ekstra gang om, næste gang han går ud med en ny Grisk øl, for ønsker han virkelig, at hans brand bliver så tæt knyttet til oprøret mod bankernes elendige moral? Ekstremt meget tekst med nærmest ulæseligt små bogstaver, ekstremt mange elementer på illustrationen, hvor hovedpersonen er en gris i jakkesæt, en bankdirektør, som lister afsted med alle julegaverne. Det er noget rod og går ud over troværdigheden i sagen mod de slemme banker. Julestemningen er væk for længst! Et plus skal Hornbeer have for at gøre forbrugeren opmærksom på, at bryggeriet tre år i træk blev kåret til Danmarks bedste bryggeri af Danske Ølentusiaster.