No nonsense øl

(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 24. april 2013)

 

I vores beruselse over, lovprisning af og overstyret favorisering af endnu et mikrobryggeri med endnu en ny IPA , endnu en ny imperial porter eller andre øltyper, som alligevel smager som en pale ale eller en IPA, må vi som ølkendere ikke glemme kvaliteten i de mellemstore, danske bryggerier. Grundstammen i den danske bryggeribranche.

Tag fx Thisted Bryghus. Dem med Limfjordsporteren, Porse Guld, den første økologiske pilsner, de spooky stenøl og andet godt. Bryggeriet er fra 1902, sådan ca. 100 år før den danske ølrevolution.

I Thisted laver brygmester Antoni Aagaard og hans kollegaer no nonsense øl. En pilsner hedder en pilsner. En bock hedder en bock. En brown ale en brown ale. Nix weiter. Her er vi dælme langt fra hipsterland. Etiketterne kan godt være sådan lidt farfar-agtige, selvom bryggeriet på det seneste har forsøgt at bryde ud af det bedagede look og lanceret forskellige nye brands. Bryggeriets spidskompentence ligger hos de lyse lagerøl. Der er ikke én IPA blandt de omkring 30 forskellige øl i porteføljen.

Det korte af det lange er, at produkterne fra Thisted Bryghus stort set er non grata hos nørdkleresiet. Coolness-faktoren er tæt på nul. Og det er synd. For Thisted Bryghus laver fremragende øl og er oven i købet innovative.

Hør her: Hvem finder på at kaste en lavasten på 800 grader ned i øllets urt og efterfølgende placere den nu mildt sagt karameldrageerede sten i lagringstanken for at producere en såkaldt stenøl? Bryggeriet er firstmover indenfor økologi, og har med deres signaturøl, porseøllen, anlagt et seriøst bud på øl med nordisk terroir.

Thisted Bryghus laver øl af en kvalitet, som mange mikrobryggerier kun kan drømme om. Bryggeriet hæger om de klassiske dyder og stilarter og sværger til det gode håndværk. Bundniveauet er højt. Det vidner nedenstående anmeldelser af ti af bryggeriets øl om. Jeg har vurderet dem fra en til seks stjerner.

Intet slår en frisk øl

Thy Økologisk Humle. 5,8 procent.

Saftig, ren malt. Aromaer af lyse frugter, lidt melon, lidt æble. Jeg er oven i købet heldig at smage en frisk aftapning, og intet slår en frisk øl. Humlen er lidt for underspillet – sødmen tager føringen uden, at vi på nogen måde er ovre i slikbutikken. En type som de fleste danskere kender som en guldøl, men som er en lys bock. Hov, jeg glemte vist at nævne, at der er tale om en fremragende øl! Fem ud af seks stjerner

Porchen

Porse Guld. 5,8 procent

Bryggeriets Porche. Én gang om året drager bryggeriets medarbejdere til Nationalpark Thy for at plukke den sjældne moseporse, som altid har været anvendt i dansk øl, i hvert fald siden Egtvedpigen, altså for omkring 3300 år siden. Gylden med fjerlet, men alligevel en fast skumkrone. En tekstur som en dessertvin. Behagelig, fyldig mundfylde med mild karbonisering. Det kan være svært at vurdere, hvad porsen tilfører, for der er også humle i Porse Guld, men skal vi sige et mix af bitterhed, honning, lyng og kål. Det kunne være meget interessant at smage Porse Guld med mindre sødme – aromaerne ville træde tydeligere frem. Fem ud af seks stjerner

Serveres ved 12 grader

Økologisk Classic. 4,6 procent

Som Thy Classic, men mere rødgylden, endnu mindre karamelsød, mere i retning af brændt karamel. Humleprofilen er endnu mere bitter end den uøkologiske. Som en meget usædvanlig bonusoplysning på etiketten står der, at brygmesteren anbefaler, at øllen bør serveres ved 12 grader. Jeg er tæt på at være enig, men den slags forbrugeroplysning er nærmest fraværende på etiketter for alle andre øl. Fire ud af seks stjerner

Danmarks første økologiske øl

Økologisk Thy Pilsner. 4,6 procent

For en storelsker af pilsneren som undertegnede er der en befiende hjemlighed over Økologisk Thy Pilsner, som i hård konkurrence med Høker Bajer fra Hancock Bryggerierne og Økologisk Pilsner fra Herslev Bryghus er Danmarks bedste pilsner. Høker’en bekender sig til den tjekkiske pilsnertradition, tæt på en Budwar. Thisted er mere ovre i en bayersk pilsnertype, en anelse mørkere, anelse sødere og, selvfølgelig, med tyske humler, men der er ingen slinger i forhold til pilsnertypen. Den er renskuret og rank som en garderhusar, krystalklar lys ravfarvet. Både maltsmag og humlebitterhed er en anelse underspillet, men i balance. Pænt karboniseret. Flere frugtaromaer, primært melon. Danmarks første økologiske øl (1995). Fem stjerner ud af seks stjerner

Uklassisk classic

Thy Classic. 4,6 procent

Classic er ikke min favorittype, men sikke dog en smagfuld øl. En normal classic udvander normalt både smagen af malt og humle til fordel for aromaer af børneagtig billigkaramel, men jeg skal da lige love for, at Thy Classic er en uklassisk classic. Malt og humle holder hele vejen, og smagen af karamel spiller en birolle. Masser af krop. Rustik som en bock, og mere smag i en Thy Classic i forhold til andre øl, som holder 4,6 procent alkohol. Perfekt til smørebrød, fx rullepølse og leverpostej. Fem ud af seks stjerner

Masser af kvalitet til prisen

Thy Pilsner. 4,6 procent

Rank, klar og tør. Medium til meget maltsmag. Harmoni mellem sødme og bitterhed. No nonsense pilsner i en stil, som ligger mellem en tysk pilsner og en europilsner. Godt håndværk og masser af kvalitet til prisen, som vel ligger på en seks-syv kroner. Øllen er forsynes med en charmerende forbrugeroplysning: “Lad øllen stå 4-6 timer, før den serveres.” Fem ud af seks stjerner

Velgørende til krydret mad

Brown Ale. 6,0 procent

Brown ale var en hendøende stilart, men så fik mikrobryggerne i USA, Danmark og andre innovative lande heldigvis øje på den – også Thisted Bryghus. Aromaer af karamel og nødder. Masser af smag af grundmalt, nok af pilsner- og wienermalt. God balance. Igen et højt bundniveau. Brown Ale er ikke så voldhumlet som hos hipsterne, men et seriøst forsøg på at tilføre en normalt letdrikkelig og hyggelig engelsk type øl et godt spark humle. Velgørende til krydret mad. Fire stjerner ud af seks

Formfranskbrød fra Guldbageren

Weisse. 5,0 procent

Mere maltsmag end en vanlig weizen. Tag en af de gængse bayerske hvedeøl, fx en Paulaner, og hiv alle frugtaromaerne ud af den – så har du Thisteds Weisse. Det er ikke nødvendigvis negativt. Vi har stadig at gøre med en forfriskende øl, godt med syre og smag fra hveden. Der er faktisk lidt formfranskbrød fra Guldbageren på Nytorv i Thisted over Weisse. God krop, god syre, fin skumdannelse. Godt håndværk, men en jævnt uinteressant og slingrende stilfornemmelse. Tre stjerner ud af seks

De vises sten

Jule Stenøl 2012. 8,0 procent

I Thisted har de fundet de vises sten, lavasten.Her tager de en 800 grader varm lavasten og kommer den i urten. Lavastenen med den brændte og mildt sagt karameliserede urt anbringes herefter i lagringstanken i tre måneder. Ideen med metoden er, at den brændte urt vil frigive nogle aromaer, som svinger med gæren og malten. Resultatet er i hvert fald en fremragende øl. Jule Stenøl er en rustik, mørk, krydret bock-agtig øl, selvom den er overgæret. En dejlig, fin livlighed og rund fylde i munden. En vidunderlig skarp bitterhed, som er i perfekt balance med sødmen og et ikke uvæsentligt skud alkohol på 8,0 procent. Fem ud af seks stjerner

Et mylder af aromaer

Påske Ale. 7,0 procent

Påske Ale, påske pale ale. Sjældent har jeg oplevet så mange aromaer i en pale ale. Rød grape og fyrrenåle fra de amerikanske humler. Jeg smager også altea-bolsje, lyng, rosmarin og peber. Karamelmalten træder også tydeligt frem, men på en behagelig, underspillet måde. Humlen, som bl.a. indbefatter tørhumling, spiller fint sammen med sødmen. Et viltret indtryk, ligesom foråret. Fire ud af seks stjerner

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer, author and editor. Beer blogger at Durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Author of The Danish Beer Language, The Brewers Association. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir. Author of Den nøgne øl (The Naked Beer), a book about the great pilsner.
This entry was posted in Enkelte bryggerier and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s