Nærølsoplevelser

(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 7. juni 2013)

 

Til blindsmagningen af alkoholfrie øl for nylig i Bryggeriforeningen faldt der to interessante kommentarer fra mine udmærkede medsmagere.

Ole Madsen, redaktør af Ølentusiasten, sagde, at alkoholfrit øl drikker han kun “af nød”.

Bjarke Bundgaard, specialkonsulent på Husbryggeriet Jacobsen og forfatter til “Det gode øl”, den bedste bog om øl af en dansk forfatter, mente, at “den her øl mangler ølkaraktér”.

Så er alkoholfrit øl vist dømt ude!

Men jeg synes dog – med god vilje – at der generelt var ølkarakter i de i alt fem alkoholfrie øl, men alligevel er det desværre af nød, at jeg drikker dem, for endnu er det ikke lykkedes bryggerierne at løse cirklens kvadratur – at frembringe en alkoholfri øl, som smager af the real thing. Her er mine anmeldelser af de i alt fem øl/”øl” af pilsnertypen i blindsmagningen – vurdereret på en skala fra 1 til 10.

“Royal Free”, Royal Unibrew – 0,05 procent alkohol

Lys strågul med pæn kulsyre og fornuftigt skum. Jævnt appetitligt syn. Godt med aromaer fra pilsnermalten. Smager i høj grad af øllets urt. Metallisk og tør, tæt på det snerpende. Også let sødme. 5

“Carlsberg Non Alcoholic”, Carlsberg – 0,5 procent alkohol

Lys stågul, pæn kulsyre og mere og fastere skum end Royal Free. Smagen er nærmest mere limonade end øl. Her er ølkarakteren virkelig udfordret! Syntetisk og syrlig-sød. Plastic-aromaer. Besk på den ufine måde. 2

“1795”, Budejovicky Mestansky Pivovar (Tjekkiet) – 0,5 procent alkohol

Strågul, middel kulsyre, jævn skumdannelse. Aromaer af brombær og solbær. Mere aroma af DLG kornsilo end pilsnermalt, men ikke effent. Smag af kandis. Harmonisk øl, som gør en dyd ud af nødvendigheden. Lettere metallisk. 6

“Tuborg Super Light”, Tuborg – 0,1 procent alkohol Lys strågul, pæn kulsyre og skum. Vi er i den syntetiske afdeling. Aromaer af klor, grønne æbler, blomster og… opvaskemiddel. Syrlig som et umodent æble. Frisk. Middel mundfylde. Mildt snerpende. 3

“Clausthaler Alkoholfrei”, Clausthaler (Tyskland) – 0,5 procent alkohol

Strågul, pænt skum og fin kulsyre. En no bullshit øl. Som “1795” gør den en dyd ud af nødvendigheden – holder igen med aromaer og smag. For en tynd øl – og det må man sige, at alkoholfrit øl er – kan ikke bære mange ambitioner i den retning uden at tilte totalt. Enkel maltsmag. Let sødlig. Den bedst humlede øl af de fem øl i blindsmagningen. 6

Stor og stigende succes

Alkoholfrit øl er en interessant type øl. Den har tidsånden med sig. Den har kvinderne med sig. Den har fornuften med sig. For den er uden det “farlige” alkohol. I et samfund, som er gennemrislet af tanken (illusionen) om at undgå risici, må alkoholfrit øl, alkoholfrit vin og alkoholfrit alkohol… være som sendt fra himlen. I en række lande er alkoholfrit øl en stor og stigende succes. I Tyskland fremstiller 200 bryggerier alkoholfrie øl. I Sverige stormer salget frem. I Spanien er hver sjette øl alkoholfri. I Schweiz har det Carlsberg-ejede Feldschlössen fundet en lukrativ forretning med Moussy, en alkoholfri øl, som storsælges til Jordan, Libanon, Saudi Arabien og andre lande i mellemøsten – her, i den del af verden, hvor øllet oprindeligt stammer fra, er de vilde med øl, selv om alkohol er forbudt.

Teknisk handelshindring

I Danmark overstiger salget af alkoholfrit øl ikke over 1 procent af det samlede marked for øl. Kun to danskproducerede alkoholfrie øl er på det danske marked – Royal Free og Tuborg Ekstra Light. Den bedste forklaring på, at alkoholfrie øl fra danske bryggerier er så få og så pauvre, er, at Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen reelt forhindrer bryggerierne at brygge kvalitet. Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen spænder ben for de danske bryggerier med en teknisk handelshindring. I Danmark er det nemlig ikke lovligt at brygge alkoholfrie øl over 0,1 procent alkohol. Den lave alkoholgrænse er fastsat af hensyn til personer i behandling med antabus.

I forhold til størsteparten af andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er de 0,1 procent et særsyn. I fx Sverige og Tyskland må en alkoholfri øl holde op til 0,5 procent alkohol og det giver en konkurrencefordel for svenske, tyske og andre landes bryggerier i forhold til danske af den simple grund, at det er ulig lettere at lave en ok til velsmagende alkoholfri øl, hvis den må rumme 0,5 procent alkohol. Et godt eksempel er Clausthaler Alkoholfrei (se ovenstående) på netop 0,5 procent alkohol. Jeg vil påstå, at Hr. Jensen i klapstolen foran campingvognen ofte ikke kan smage forskel på en en europilsner og en Clausthaler Alkoholfrei. Med en grænse på 0,1 procent alkohol er det nærmest umuligt at udvinde tilstrækkligt med ølsmag.

Sålænge Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen i forening fastholder den rigide grænse på 0,1 procent alkohol vil smagen af en danskproduceret alkoholfri øl i bedste fald være en nærølsoplevelse.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer, author and editor. Beer blogger at Durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Author of The Danish Beer Language, The Brewers Association. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir. Author of Den nøgne øl (The Naked Beer), a book about the great pilsner.
This entry was posted in Øltyper and tagged . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s