(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 8. december 2012)
Så er der tid til at anmelde den 8. juleøl i Dursts julekaldender, og der er tale om en gammel kending på mere en én måde, nemlig: Julebryg fra Hancock Bryggerierne (10,5 procent).
Smag: Fem julestjerner ud af seks
Smuk gylden. Vidunderlig forførende duft af stærk alkohol, malt og sødme. Beskeden skumdannelse. Aromaerne er enkle, men intense. Oceaner af pilsnermalt i næse, mundhule og svælg. Indbrygningsprocenten må være meget, meget høj. Jeg smager let ristet toastbrød og let syrligt-søde bær i stil med brombær. Julebryg fra Hancock har sensationelt lagret i halvandet år. Den version, som Durst anmelder, har oven i købet hygget sig på flaske i yderligere nøjagtigt et år. Hancocks Julebryg minder om klassikeren EKU 28. Lidt metallisk bismag og for meget sødme piller en stjerne fra Hancock, så de alligevel ikke når ølhimlen. Måske for stærk. Alkoholen kan stå i vejen for et finere udtryk i aromaerne.
Image: To julestjerner ud af seks
Hancocks logo, en tegning af en rød hane i silhuet, er en gave fra himlem. Det alene tæller to stjerner hos Durst. Generelt et dystert, altmodisch look. A la grecque motiv fra den oldgræske æstetik omkranser både den store etiket og etiket på flaskehalsen, men fremtræder ikke tydeligt. J’et i ordet Julebryg er umotiveret andersledes i formen i forhold til de andre bogstaver. På etiketten er der nogle granagtige krummelurer, der også er umotiverede, og virker som om der var et hul i illustrationen, der bare skulle fyldes ud – et klassisk horror vacui fra den igen oldgamle græske æstetik. Ingen payoff på etiketten på forsiden. Det er lidt overraskende, når der på etiketten på bagsiden af flasken er der er der hele to payoffs – begge er ikke vellykkede. Det ene: “Hos Hancock har kvalitet og faglig stolthed første prioritet!” Jamen, andet ville da være overraskende, og er faglig stolthed og kvalitet egentlig ikke synomyme begreber?! Det andet payoff: ” Vi brygger det bedste øl – til dig der kan smage forskel”. Stort set en gentagelse af det første payoff – dog med direkte henvendelse til den kræsne forbruger, og det er altid et plus. Teksten på etiketten på bagsiden af flasken udmærker sig ved både at have en beskrivelse af indholdet og en beskrivelse af bryggeriet, “et lille uafhængigt bryggeri”. Lidt ucharmerende og mekanisk sat op, men gode takter.