(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 21. december 2012)
Bornholm er en dejlig ferieø – og ølø. I dag tager Durst en tur til Bryghuset Svaneke, som er pioneer indenfor den danske ølrevolution. Brygmester Jan Paul sørger for en meget høj standard. Lad os se, om han også kan føre successen over på kunstarten julebryg med: Jule Spektakel (8 procent).
Smag: Fire julestjerner ud af seks
Bornholm er en dejlig ølø. Her har de på Bryghuset Svaneke en af landets mest stilsikre samt eksperimenterende bryggere i Jan Paul. Jule Spektakel er en rødbrun belgisk ale med en fornuftigt nissehue af skum. En fin duft af rosiner og svesker, som Jule Spektakel også i hovedsagen smager af – og smager mere og mere af, desto mere man nærmer sig finish. Til slut dukker der også aromaer af noget der ligner finsk lakrids op. Lidt engelsk søsterkage er der også. Spektaklet er let vinøs. Smagen er ren. Mundfylden er tung. En stille øl. Smag og aromaer hænger godt ved i eftersmagen, hvor også humlen spiller en ok rolle. Jule Spektakel er en god, stilsikker fortolkning af en belgisk “svedskeøl”. Der er ikke noget at udsætte på den. Sødmen er holdt i ave. Den rammer den særligt belgiske tone med hensyn til især rosiner og svedsker i aromaerne. Dog mangler den kulsyren og den boblende, livfulde mundfølelse. Jeg savner den i hvert fald, men kun en smule. Er det – og nu er vi ude i det nørdede – måske en kedelig øl? Uden overraskelser, uden bryggerens hjerteblod, stilarten ligger måske i periferien af bryggerens spidskompetence. Smagen af malt forsvinder også lidt – og det er jo synd, når bryggerens navigationsfærdigheder i maltens rige er hans store styrke.
Image: Fire julestjerner ud af seks
Etiketten er som altid fra Bryghuset Svaneke formet som omridset af Bornholm, og det er godt set. Jule Spektakel tilhører serien Svaneke Limited, og det betyder, at kunstneren Maya Hiort Petersen har designet etiketten. Vi ser en lettere kubistisk og koloristisk julebuk, som ser skræmt ud. Bag bukken er der et juletræ. Resten af etiketten er prydet med små stjerner i røde, gule, hvide og blå farver. En flot, ekspressiv, men spooky etiket på grund af den skræmte julebuk. Det skræmte udtryk hos bukken passer meget godt med teksten på etiketten på bagsiden, som kundgør, at Jule Spektakel “er helliget de årligt tilbagevendende husspektakler og familieskænderier, som hører lige så meget til juletiden som dansen om det brændende træ”. Vel, vel. Bryggeriet har sikkert fat i den lange ende på det område, men det forbliver nu mere spøjst end sjovt.