“Der er en slikagtig syrlighed, som man normalt kun finder i fejlbehæftede øl”

 (Oprindeligt bragt i JP Blogs den 28. november 2013)

 

Dagsformen hos både øl og anmelder er afgørende for, om øllen får fem eller seks stjerner. Og om den får en eller to stjerner. Men aldrig om den får en eller seks stjerner.

Dagsformen hos anmelderen gælder smagsløgenes parathed og det kognitive beredskab. Tiden på dagen for smagningen er også afgørende for kvaliteten af anmeldelsen. Tidligt på formiddagen er myldretid for smagsløgene ifølge en af mine guruer Randy Mosher, forfatter til fx “Tasting Beer”.

Der er andre sider ved anmelderen, som kan påvirke udfaldet af antallet af stjerner. Humøret og præferencer fx. Minderne – de gode såvel som dårlige – om den samme øl fra tidligere smagninger kan også spille ind. Og sikkert mange andre mere eller mindre relevante forhold, fx et glas med vand indenfor rækkevidde til at klargøre munden med, parfume eller andre kraftige dufte i lokalet, etc.

Dagsformen hos øllen er også afgørende for anmeldelsens stjerneniveau. Der kan være forskel fra det ene bryg til det andet af samme øl. Enten kan processen bag det enkelte bryg være anderledes fra den ene gang til den næste. Fx malt og humle fra en anden leverandør. Eller opskriften kan være ændret. Temperatur, opskænkning, belysning og, hvis der er flere øl i en smagning, rækkefølgen af øl, betyder også noget for, hvordan øllen tager sig ud.

Friskheden må vi heller ikke glemme. En frisk lys øl smager fx afgørende anderledes end en lys øl, som man ved en tilfældighed har fundet på en hylde i garagen. Friskhed er guddommeligt for øl!

Smagning af øl og andre gode drikke er ikke en eksakt videnskab, men jeg vil påstå, at med anmelderens viden, erfaring, samvittighed, selvkritik og professionalisme kommer der sjældent de store udsving på trods af ovenstående forbehold.

Og det gælder selvfølgelig også for juleøl.

Selvom julen er hjerternes fest, er der ingen kære mor hos den seriøse anmelder af øl. Derfor tillader jeg mig at skrive om en af øllene, at “der er en slikagtig syrlighed, som man normalt kun finder i fejlbehæftede øl”.

Nedenstående anmeldelser af ti juleøl bringes i morgen fredag i JP’s juleguide. Først her kan du se mine stjerner, øllens stjerner, øllenes julestjerner. Så gæt selv så længe!

1. “Christmas Ale” Coisbo 7,0 procent Liflige toner af anis, nelliker og sukker i næsen. Aromaer af appelsin og finsk lakrids. En øl af den søde skole, men samtidig frisk og herlig stram i humleprofilen. Blandt de søde juleøl er Coisbos i særklasse og i familie med Jacobsens storsælger “Golden Naked Christmas Ale”. Tæt på en dessertøl, fx til vaniljeis med friske bær.

2. “Julebock” Jacobsen 6,5 procent Jacobsens “Golden Naked Christmas Ale” er en allrounder, som dog mest er til juleanden. Med “Julebock” har Jacobsen skabt en ny allrounder, dog mest til julefrokosten. Saftig, frisk, solid bund af malt. Velgørende syreprofil, men mest en rund og venligtsindet bock på grund af herligt tilbageholdt sødme, den bløde mundfylde og en knivspids chokolade. Humlen matcher sødmen i øllen. Perfekt til osten, rullepølsen og flæskestegen på frokostbordet.

3. “Julebryg” Stensbogaard 7,8 procent Et godt bryg. En yderst fornufig bock til den mørke og stærke side uden at være en smagsbombe. Fin harmoni mellem bitterhed og sødme, dog desværre på den søde side ligesom mange andre juleøl. Middelfylde. Afdæmpet karbonisering. Aromer af let, brændt karamel, appelsinskal og vanilje. Velegnet til krydrede og mørke retter på julefrokostbordet, fx medisterpølsen. Med lidt god vilje kan den også gå til anden.

4. “Jolner” Munkebo Mikronbryg 5,1 procent En anderledes, forfriskende juleøl. En witbier, men lad dig absolut ikke skræmme. Kun Indslev Bryggeri laver også en hvedeøl til jul, men der er stor forskel på de to fynske hvedeøl. Ananas, passionsfrugt og appelsin i næsen. Aromaer af citrus og koriander. En suveræn witbier, men knap så citruspræget og karboniseret som de belgiske forbilleder. Prøv den til den hvide sild eller appelsinmarinerede sild.

5. “Willemoes Jul 2013” Bryggeriet Vestfyen 8,5 procent Vestfyens prestigebryg er i år en baltisk porter tilsat whisky fra skotske Glen Dronach. Duften er et mix af lakridsfabrik og olieraffinaderi. Aromaer af lakrids, syreholdig kaffe, mørke bær, mørk chokolade og røg. Whisky-profilen er underspillet. Overraskende let at drikke. Alkoholen er gemt lidt af vejen, men det ville klæde “Willemoes Jul 2013” at buse mere frem med alkoholen. Øllen ville vinde ved lang lagring, gerne på træfade.

6. “Julestenøl” Thisted Bryghus 8,0 procent En kradsbørstig, mørk og krydret bock-agtig øl, selvom den er overgæret. En dejlig, fin livlighed og masser af fylde i munden. En vidunderlig skarp bitterhed, som er i perfekt balance med sødmen. Aromaer af mørk toffee og modne svedsker. En god ledsager til julefrokosten fede mad, fx sylten, flæskestegen og rullepølsen.

7. “Christmas Ale” Fur Bryghus 9,4 procent Renheden er nærmest en filosofi for Fur Bryghus – og det kan også smages i deres mest komplekse øl “Christmas Ale”. I forhold til sidste år har Fur justeret humlen op og sukkeret ned på “Christmas Ale”, og det har gjort øllen endnu bedre. En meget stærk, belgisk ale. Aromaer af fortrinsvis mørke bær, men også jordbær sniger sig ind i smagsbilledet. Andre aromaer i den vinøse drik er dadler, chokolade og et drys lakridspulver.

8. “Dansk julebryg” Harboe 5,7 procent En discount-bock. Du får hverden mere eller mindre for pengene. Typisk industripræg, dvs. letdrikkelig, umærkelig humle og malten virker på grænsen til at være udpint. Ja, man kommer næsten i tvivl, om malten har fået lidt hjælp af nogle billige enzymer. Let sprittet med en puddersukkeragtig sødme.

9. “Tuborg Julebryg” Tuborg 5,7 procent Danmarks mest solgte juleøl har meget usædvanligt fået justeret sin opskrift på succes, og sensationelt er den blevet bedre! En halvdød mørk bock har fået nyt liv. Den er strammet op på flere parametre: Den har fået en renere profil. Malten fremstår stærkere og det forsukrede præg er nedtonet. Aromaerne er ristet karamel, farin og lidt lakrids. Går godt som allrounder til julefrokosten, primært til de kødfulde retter.

10. “Julebryg” Bryggeriet Braunstein 5,6 procent En lys bock eller ale så kremet, så man nærmest skulle tro, at det var en smoothie. En øl af ubestemmelig type. Meget uharmonisk. Humlen synker til bunds i et virvar af søde aromaer af frugter, fx jordbær og hindbær. Smagen dør hurtigt. Der er en slikagtig syrlighed, som man normalt kun finder i fejlbehæftede øl. Uanvendelig til både julefrokost og fjerkræet juleaften.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer, author and editor. Beer blogger at Durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Author of The Danish Beer Language, The Brewers Association. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir. Author of Den nøgne øl (The Naked Beer), a book about the great pilsner.
This entry was posted in Anmeldelser and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s