(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 7. april 2013)
Jeg tror på dåsen. Det første, danske mikrobryggeri, som producerer øl på dåse, får succes. Jeg er ikke i tvivl.
Øllet skal selvfølgelig være godt, markedsføringen bedre. Men desværre lever dåsen stadig et ikke-liv blandt vores ellers udmærkede bryggerier. De gider ikke dåsen, fordi den er synonym med konsumøl.
Dåsens image, er dåsens eneste problem. Det kommer jeg ind på om lidt. Men netop fordi dåsens image skraber bunden som en udtjent palleløfter i en grænsehandelsbutik, bør mikrobryggerne kaste deres kærlighed på dåsen.
Tiden er moden. Forbrugerne, herunder ølnørder og feinschmeckere, er ikke skræmte. Forskrækkelsen over for dåsen ligger hos bryggerne. Det er med andre ord nu, at firstmoveren kan få succes med ekspresfart. Jeg tror, at det er muligt at lave en forholdsvis hurtig turnaround fra dåsens slaveimage til coolness.
Yes we can
Amerikanerne, som til stadighed sætter kursen for fremtidens bryggerier, har taget dåserne til sig, og her tænker jeg ikke på verdens første øldåser fra Gottfried Krueger Brewing Co, Newark, New Jersey. Vi skriver 1936. Jeg tænker på år 2002, hvor Oscar Blues Brewing fra Colorado var firstmover blandt håndværksbryggerne over there, da de sendte deres Dale’s Pale Ale på markedet i dåse. Siden har Oscar Blues Brewing helliget sig dåserne med stor succes, og siden har omkring130 håndværksbryggerier i USA også sat gang i produktionen af dåser.
Dåsen er overlegen
Det er nok de færreste, som kan smage forskel på øl i dåse eller flaske, men eksperterne har talt: Dåsen er som emballage flasken overlegen. Den er bedre til at holde lys ude. Sollys kan sætte gang i kemiske processer i humlen, som gør øllet udrikkeligt. Dåsen er bedre til at holde luft ude. Mikroorganismer i luften kan inficere øllet. I forhold til flasken er dåsen let at stable, bære og fragte for både forbrugeren, forhandleren, im- og eksportøren og de hårdt prøvede ølkuske. Den er billigere at producere. Miljøvenlig er den også i forhold til flasken. Jeg kunne nævne flere fordele, men lad mig runde af med en lavpraktisk – og, igen, miljøvenlig – fordel: En dåse er hurtigere at nedkøle – så du hurtigere kan nyde dit bryg.
Uanede grafiske muligheder
For at ændre dåsens image fra slaveøl til kongeøl er det nødvendigt at indføre en mindre grafisk revolution. Det grafiske udtryk på dagens typiske dåse er som oftest en direkte overførsel fra flaskens æstetik til dåsen. Det er en misforståelse. Med dén æstetiske tankegang risikerer dåsen af forblive et sekundaprodukt i forbrugernes bevidsthed. Dåsen skal betragtes som et selvstændigt produkt. Så er der – modsat flasken i øvrigt – mulighed for at anvende hele emballagens omfang til at tegne og fortælle om indholdets lyksaligheder. Dåsen har nærmest uanede muligheder for at folde dåsens æstetik anderledes effektivt ud i forhold til forskellige målgrupper. Jeg synes fx, at Pistonhead fra svenske Spendrups rammer de ølsvigtende gymnasiedrenge og fyre, som forbliver gymnasiedrenge, perfekt. Og mon ikke en hipster ville investere i en Pistonhead eller to.