(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 23. august 2012)

Der sker virkeligt noget i good ol’ England – eller jeg skulle måske skrive good “ale” England.

Efter en udmærket sommerferie i Brighton blev jeg på pubs, restauranter og i ølhandler hurtigt klar over, at de engelske bryggere rykker og havde egentlig tænkt mig at kalde indlægget “England – det nye USA”. Men dén holder desværre ikke.

Bryggerne i England og resten af Storbritannien er ikke som de amerikanske bryggerbrødre uhæmmet neofile, altså besat af ideen om, at alt nyt er godt nyt – og gudskelov for det. I Storbritannien er de fremfor alt traditionalister. Men som nævnt: Der sker noget.

For det første bliver antallet af bryggerier større år for år. Nu er der 840 bryggerier i Storbritannien. Det er fire gange så mange i forhold til 1971, hvor forbrugerorganisationen CAMRA, Campaign for Real Ale, blev grundlagt.

For det andet tør og kan bryggerne kaste sig ud i andet end deres elskede bitter. Brighton og omegn er et godt eksempel på, at der er noget i gære i den britiske ølkultur. Øst for Brighton ligger det hæderkronede Harveys Brewery med en portefølje af de fineste bitter-øl og stort set kun bitter-øl, som du også kan nyde på danske værtshuse som fx Charlie’s i København og The Wharf i Aalborg.

Men vest for Brighton gemmer der sig en anden ale i ølsuppen hos Dark Star Brewing. Her bliver der også produceret bitter-øl, livsnerven hos alle britiske bryggerier, men lysten og evnen til at udfordre med ingredienser og stilarter er stor. Amerikanske humler doseres rundhåndet i forskellige slags øl. Hyldeblomst, enebær og rugmalt er også populært hos Dark Star’s bryggere. De laver også en saison, en pilsner og en amerikansk pale ale. Dark Star’s pub The Evening Star, tæt på togstationen i Brighton, kan anbefales.

På pubben Craft Beer Co. i Brighton, som er en filial af Craft Beer Co. i London, har du med 16 forskellige fadøl og et imposant udvalg af flaskeøl en fornem adgang til de toneangivende mikrobryggerier i Storbritannien, Europa og USA. Husøllen “Craft Lager” er i øvrigt lavet af überhippe danske Mikkeller – “the king of craft beer”, som Craft Beer Co. kalder Mikkel Bjergsø, manden bag Mikkeller.

Det er især i det sydlige England, især i London, at bryggerne rykker, men resten af de britiske øer er med på ølbølgen. Her er en liste med et par af de mikrobryggerier, som tør og kan noget:

The Kernel Brewery, Meantime Brewing Company, Thornbridge Brewery, Titanic Brewery, Magic Rock Brewing, Sharp’s Brewery, Red Willow Brewery, Blue Monkey Brewery, Bath Ales, Hardknott Brewery, Ilkely Brewery og The Town Mill Brewery.

De store bryggerier, som stort set klamrer sig til bitter, pale ale og porter, er også begyndt at røre på sig for at trække nye kunder i butikken med andre bryg. De reagerer på to måder.

1. Bryggerierne køber et forsøgsbryggeri – et mindre bryggeri – og skyder det ene bryg af efter det andet for at ramme plet hos forbrugerne. Thwaites Brewery gør det, og andre store og anerkendte bryggerier som Hook Norton og Hall & Woodhouse er på vej til at gøre det samme.

2. De store bryggerier kaster sig ud i bryg, som kun er til salg i en begrænset periode for at holde gryden med ølnyheder i kog og styrke sit brand.Fuller’s Wild River, en amerikansk humlet IPA, er et godt eksempel.

CAMRA’s lunkne rolle

Forbrugerorganisation CAMRA’s rolle i den positive udvikling blandt mikrobryggerierne har med rette været omdiskuteret. Med 143.000 medlemmer er CAMRA en vægtig stemme i debatten om øl, ølkultur og image, men organisationens støtte til de nye bryggerier med “rebelske” øltyper har været lunken som en gennemsnitlig bitter ale dovent håndpumpet af en kvajet opdraget Onslow fra en skramlet pub i en bedaget industiby i det midtengelske.

Beskyldningerne mod CAMRA er, at de er bagstræberiske, at de kun har fokus på real ale, altså overgæret øl, som er ufiltreret, upastauriseret og eftergæret i fadet. Trods de nye tider i bryggeribranchen er det stadig bitteren, som rules Britannia. Ligesom resten af klodens øldrikkende befolkninger er det pilsneren- som briterne kalder lager – der er den mest populære øltype, men bitter’en kommer ind som en sikker nummer to.

En bitter er ikke særlig bitter

Den særlige engelske bitter ale (den skotske gemmer vi til en anden god gang) er almindeligvis ikke særlig bitter, men den fik for omkring 200 år siden benævnelsen bitter, fordi den var mere bitter end en mild og en pale ale. Kulsyren er meget lav, skummet ofte forsvindende lille. De typiske aromaer er mariekiks, toffee, nødder og honning. Fra humlen, som ni ud af ti gange er engelske humletyper som Fuggles, East Kent Goldings eller Challenger, er der typisk aromaer af grape og andre citrusfrugter. En bitter er eftergæret i fadet eller flasken. Ofte er den ufiltreret og upastauriseret, men det modsatte kan også være tilfældet. Den typiske alkoholstyrke er forholdsvis beskeden på mellem 4,0 og 4,5 procent. Yderst sjældent når den over 5,0 procent. De stærkere bitter-øl hedder best bitters.

Sagt på en anden måde: En bitter er den øl du almindeligvis får stukket i hånden af bartenderen på en typisk engelsk pub, når du ikke rigtigt ved, hvad du skal have. Du smager og bemærker straks, at den ikke er kold som en typisk dansk øl, den er lidt flad i smagen og en humleprofil, som du absolut ikke er vant til. Den er ikke direkte ubehagelig, men du bestiller næppe én til. Men det betaler sig ofte at gøre sig umage med at lære en bitter at kende. Det kan være en kompleks og delikat drik, ja såmænd også en enkel og delikat drik.

Få ale-pubs i Danmark

De danske mikrobryggerier har stort set ikke taget bitteren til sig, og det er lidt tankevækkende i forhold til, at danskerne er meget tiltrukket af britisk kultur. Det bedste eksempel på et dansk bryggeri, som er britisk orienteret, er nok Wintercoat Beer fra Sabro i nærheden af Århus. Refsvindinges Ale No. 16 bør vel også medtages.

For elskere af engelsk ale, især real ale, er der ikke mange steder at gå hen i Danmark og få stillet sin lyst. Her er et par gode bud: Cockney Pub i Århus, Dronning Louise i Esbjerg, The Wharf i Aalborg, You’ll Never Walk Alone i Kolding samt Charlie’s og Bishop’s Arms i København.

Men mon ikke de engelske bryggere med de nye mikrobryggerier i spidsen udvider deres territorium i Danmark fremover. Jeg tror det.