10 grunde til at tage til München

(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 2. oktober 2013)

 

München er en ølby i verdensklasse. Næstefter Bamberg er München Tysklands bedste ølby.

Oktoberfesten, verdens største såkaldte ølfest, som kører for berusede omdrejninger til på søndag den 6. oktober, er ikke umiddelbart grunden, for der er mere tale om fest end om øl, mener den snerpede ølkender.

Her er 10 grunde til at tage til München som ølelsker.

1. Som hardcore ølelsker skal du da besøge Airbräu, bryggeriet som byder de rejsende velkommen i Franz Josef Strauss lufthavnen. Ja, der findes et bryggeri i lufthavnen! I Terminal 1 på Level 03 finder du bryggeriet og restauranten Airbräu. Læg dog ud med en Aviator, en dobbeltbock, til fx din Altbayerischer Schweinebraten mit Brezenknödel. Så er bunden vist lagt til at udforske Münchens øl og gastronomi.

2. En biergarten er en bayersk opfindelse. Et must for alle byens turister, og München er beriget med de bedste, mest charmerende og, ikke mindst, største, biergartens. Mine favoritter er Seehaus, Hirschgarten (verdens største biergarten med plads til 8000 gæster) og Augustiner Keller.

3. Øllet er frisk, produceret lokalt og med lokale råvarer. Øllet er med et andet ord terroir, en sjældenhed indenfor produktion af øl. Den lette adgang til de berømte bayerske humlemarker i Hallertau, Hersbruck, Spalt og Tettnang er en gave for enhver brygger.

4. Ølhistorien er imposant. Her er den korte version… som bliver en smule lang. Det ældste bryggeri, Augustiner Bräu, blev grundlagt tilbage i år 1294. Det næstældste bryggeri i München Hacker-Pschorr er også pænt gammelt. Det er fra 1417. Gabriel Sedlmayer Den Yngre ( 1811-1891), brygmester på Spaten, er en afgørende skikkelse i ølhistorien. Hans indflydelse på den tekniske udvikling af produktionen af øl, fx nedkøling af øl, og hans arbejde med udvikling af undergær, kan ikke overvurderes. Sammen med brygger Anton Dreher fra Wien skabte han i løbet af 1830’erne grundlaget for den undergærede øl. Spaten opfandt i øvrigt øltyperne märzen (1841) og helles (1894). Det var Gabriel Sedlmayer Den Yngre, som grundlæggeren af Carlsberg, J.C. Jacobsen besøgte i 1845 og hjembragte gær fra Spaten til Carlsbergs første undergærede øl.

5. En Mass er navnet på et glas eller et krus med en liter øl. Den mest almindelige måde at drikke en øl på i München. Du lærer hurtigt at elske det. Charmerende, afhængighedsskabende, en hurtig tilvænningssag. Udtalen er vigtig. Sig det med et kort, hårdt “a”. Sig det som en ordre: Ein Mass, bitte!

6. I München er der altid party. Ikke mindst i disse dage med Oktoberfesten. Men prøv en af de mange andre fester for øllet, Starkbierzeit, en fest for øltypen dobbeltbock. Næste Starkbierzeit er fra den 21. marts til den 30. marts 2014.

7. Der er seks store, kendte bryggerier i byen. Prøv dem alle. Frisk, lokalt, terroir. Porteføjlen af øl udgøres almindeligvis af typerne helles, dunkles, weizen, pilsner og bock. Som hovedregel håndværk af høj karat. Kedeligt vil nogle nørder kalde udbuddet. Spitzenklasse kalder jeg det, og det er mere end ok. De seks store bryggerier er Paulaner, Augustiner, Spaten, Hacker-Pschorr, Löwenbräu og Hofbräu.

8. Serviceniveauet. Nyd det! Tjenerne udviser en effektiv og nærværende, nærmest intuitiv forståelse af gæstens ønsker og forventninger. De sætter ofte også en ære i at skabe en god stemning. Tjenerfaget er en stolt profession i München.

9. Mine favoritter blandt masser af førsteklasses værtshuse er Augustiner Grossgaststätte, Löwenbräu Keller, Weisses Brauhaus og Unionsbräu, men jeg har absolut også en forkærlighed for Hofbräuhaus, verdens måske mest berømte værtshus. Jeg ved, at det er proppet med turister fra hele verden, men det er også proppet med stemning – hver gang! Du kan nærmest ikke undgå at komme i snak med nogle af de andre gæster ved langbordene. Kvaliteten af øllet kan du ikke sætte en finger på, og maden er er overraskende god i forhold til, at der er tale om byens største turistattraktion. Hver dag besøger 35.000 gæster Hofbräuhaus. I restauranten er der plads til 2000 personer, i biergarten 700 personer.

10. Ok, lad gå da. Oktoberfesten er også en ølfest. Seks millioner gæster i løbet af tre uger. Mon ikke du kan finde en person at feste med! Prøv det mindst én gang i dit liv.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer and editor. Beer blogger at Durst -https://durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir.
This entry was posted in Udland and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s