(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 21. juni 2012)
Til min søn Johannes’ konfirmation for skulle han udover masser af penge og pinlige taler have øl.
Det havde jeg i lang tid lagt mig fast på. En øl skulle markere overgangen fra barn til enormt voksen.
Valget faldt på verdens dyreste øl (*) – Jacobsen Vintage III, en barley wine på 15 procent. En dessertøl. En slags Beaumes de Venice, nu med malt i stedet for drue. Det skulle være en lys øl. Årstiden er lys. Begivenheden er lys.
Jeg kunne have valgt en crispy kölsch, en saftig kellerbier, en krydret-perlende saison, en dobbeltbock EKU 28-style, en parafrase over pilsneren fra et amerikansk eller amerikansk-inspireret mikrobryggeri, en festlig belgisk witbier eller en endnu festligere bayersk weissbier. Jeg kunne også have peget på den udmærkede Høkerbajer fra Hancock, som de havde på hanen på den charmerende Restaurant Fischer på Indre Østerbro i København, som var rammen om konfirmationen.
Men der var unægteligt mere kapow over at servere verdens dyreste øl for familien fra Jylland. Jeg tror dog næppe, at min ide med at skænke en herretår øl på 15 procent til konfirmanden var noget, som speltaristokratiet, sundhedsnørder og landets SSP-konsulenter ville bifalde. Jeg er desværre sikker på, at traditionen med at fejre konfirmationen med en øl, med alkohol, er hendøende.
Alkoholforskrækkelsen og risikotænkningen har for godt fat i danskerne. Det er synd. Vi risikerer, at alkoholforskrækkelsen og risikotænkningen afliver en sund, festlig og ufarlig dansk tradition?
Jeg elsker faste former, ritualer, og den slags har vi ikke for mange af. Ritualer er jo en social konstruktion, så det kan vel ikke udelukkes, at overgangen fra barndommen til voksenlivet, fx en konfirmation, markeres med et glas minimælk, økologisk forstås. Men bør vi ikke være varsomme med at forkaste et godt ritual til fordel for…., ja til fordel for hvad? Ingenting?! Eller minimælk?! Overstyrede sundhedsnørder må ikke få held til at forkaste vores kultur og ritualer.
Overgangen fra barn til enormt voksen er også en fase i livet, hvor man skal udvikle sig til et godt menneske og en god samfundsborger – med et naturligt forhold til alkohol. Her er øl med sin normalt lave alkoholprocent en perfekt indgang. Skulle vi ikke lige få et par ting på plads, gerne over en øl, drøfte sagen stille og roligt, inden vi når ud på alkoholfobiens overdrev? En øl drukket af konfirmanden er ikke et carte blanche til druk resten af livet. Det er ikke en glidebane mod fortabelsen. Jeg er klar over at danske unge drikker meget, for meget. Men det kan ikke have noget at gøre med, at de får en rituel øl ved en konfirmation. Et øl drukket af konfirmanden er et tegn på tillid mellem konfirmand og forældrene. Det er en øl drukket i trygge rammer, og det må være den bedste måde at få et naturligt forhold til alkohol på.
Konkurrence fra det ukontrollable saftevand
Børnene, undskyld de voksne, går jo i gang alligevel. De går i gang, hvad enten de bliver udsat for en kriminalisering af en nedarvet kultur eller de de kommer fra en famlie med tillid mellem børn og forældre. Til fester, i smug, for sjov bliver der drukket og ofte er der tale om stærkere og mere ukontrollabel saftevand som Bacardi Breezers, Smirnoff Ice og Captain Morgan whisky.
Også her er øl en mere ærlig drik. Mildere og lettere at styre på grund af den milde alkohol. Den giver sig ikke ud for andet end den er. Råvarerne er rene, ikke tilsat farvestoffer, konserveringsmidler, etc. Jeg tror på øllet. Også som en rituel handling. Alkoholfobien er kun med til at lede børnene, de voksne og dem midt imellem i fordærv.
(*) Jacobsen Vintage III er med sine 2010 kroner ikke verdens dyreste øl isoleret betragtet. De 11 flasker “End of History” fra skotske Brewdog er dyrere. Det samme er australske “Antarctic Nail Ale” fra Nail Brewing Company, som donerer et evt. overskud til velgørenhed, men bl.a. taget i betragtning, at Jacobsen Vintage I, II og III tilsammen koster over 6000 kroner, vælger jeg at konkludere, at det var verdens dyreste dråber øl, som passerede gennem min søn.