(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 30. marts 2012)

Jeg synes, at vi trænger til noget sex på bloggen Durst. Nu skal det være. En blog om øl og ølkultur kan hurtigt blive for nørdet og højrøvet.

Teksten, som folder sig ud om et øjeblik, er fra en etiket på en øl, og er forfattet af Danmarks med afstand bedste krimiforfatter Susanne Staun.

“Denne øl får mig til at huske, hvordan en krop smager, når den er tør – men især, når den er våd. Jeg kan bedst lide den våd. Og jeg mener ikke våd, som når den kommer op fra et badekar eller fra havvand eller kommer våd hjem fra løbeturen, men når den er våd af at ligge for tæt på min, og den svedige hinde, der dækker hele maven, klistrer sig til min. Denne øl har ikke krop, den er krop. Men den er også smagen af dine ører, det yderste af dit næsebor, som jeg stikker tungen op i, når jeg er færdig med at kysse dig på hagen og slikke dig i øjnene, færdig med at flænse tungen på dine kinders gamle barbering, drikke sved fra maven som en kat og er ved at løbe tør for huller, fordybninger og flader, jeg kan smage på. Medmindre jeg flytter mig. Det gør jeg nu.”

Et performance-bryg

Forleden var jeg til en usædvanlig smagning af øl på Bibliotetket på Rentemestervej i København. Jeg har aldrig været med til noget lignende. Brygmester Bo Rino Christensen fra Kunstbryggeriet Far & Søn (sønnen er 14 år) havde komponeret øl til digte af forfatterne Amalie Smith, Gerd Laugesen og skønne Susanne Staun. Den slags performance-bryg kan gå helt galt, men her var tale om en lykkelig forening af digtning og brygning.

Bo Rino Christensen havde med egne ord skabt en gammeldags gemmeøl til Susanne Stauns våde tekst. Øllen var et mix af en biere de garde og en potent märzen med et strejf af tørhed og maltkarakter som i en tjekkisk dunkel, en tmavy lezak. Men bedst af det hele var friskheden. Der er intet som friskhed, der kan gøre oplevelsen af ølsmag mere intens.

Den frække og vilde brygmester var tilfreds med produktet – og det havde han grund til – men han beklagede sig senere i en mail til Susanne Staun over, at øllen “ikke smagte nok af kusse”.

Den danske mikrobryggerverden er fyldt med originaler. Bo Rino Christiansen må vist være én af dem.

Han har også forsøgt at vildgære en øl ved at placere et kar med gæringsmodent øl, urten, mellem to spande med to nyslagtede lam. Så tog han på forlænget weekend og satsede på, at gærceller fra de to lam ville vandre over i øllet og gære løs. Operationen lykkedes, men patienten døde – det smagte forfærdeligt.

Der kommer flere øl-happenings

Tag ikke fejl af originalen Bo Rino Christiansen. Han er yderst talentfuld, og hjemmearbejdet har han styr på. Bl.a. har han lært kunsten at lave malt Per Kølster. Han er konsulent for flere bryggerier. I en årrække arbejdede han som produktionsingeniør i medicinalbranchen, men for et par år siden valgte han at foretage et u-turn i karrieren, og er i dag en del kollektivet Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn, hvor han bl.a. dyrker sin store lidenskab, brygning af øl.

Kunstprojektet med at sætte smag til digte vil han forsætte med. Hold øje med hans øl-happenings. Han er et nyt, kvalitetsbetonet og forfriskende indslag på den danske ølscene.