Offer for markedsføring, skønt!

(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 3. november 2011)

I dag valgte jeg at gøre mig til et offer for markedsføring. Bare lade sig forføre af sweet talk, oppevendte mundvige og den kritiske sans parkeret i et reality show.

Bare mærke forførerens ustoppelige vilje til at forføre. God mad, masser af god mad på Restaurant Magstræde 16, og godt øl, masser af godt øl fra Stronzo Brewing Co. Det var skønt. Og meget, meget, meget usædvanligt, fordi det var et nyt dansk mikromakrobryggeri, som forsøgte at overbevise mig om deres nødvendige øl. Den slags kan de mange, små danske bryggerier ellers ikke finde ud af.

Som jeg skrev i en kommentar til den flittige blog-læser Morten Laursen her på Durst i forbindelse med mit forrige indlæg “Anmeldelse af de populæreste øl”: “Når det gælder markedsføring er Carlsberg et hurtighastighedstog, mikrobryggerne et IC4 tog. En klog mand fra CAMRA, Campaign for Real Ale, englændernes svar på Danske Ølentusiaster – husker desværre ikke kilden – sagde engang, at to meninger om øl er lige værdige, men den ene mening kan have et flercifret millionbeløb til markedsføring bag sig. Mikrobryggerne får aldrig de markedsføringsmuskler, som Carlsberg har, og vil derfor aldrig for alvor vinde kampen om kundernes gunst, men mikrobryggerne bør gøre sig mere umage på området markedsføring, branding og kommunikation. Jeg vil næsten sige, at afstanden mellem mikrobryggernes talent og evne for markedsføring over for Carlsbergs ditto er større end kvaliteten af deres øl over for Carlsbergs.”

Stronzo Brewing Co. har – sandsynligvis – et magisk millionbeløb til markedsføring. Grunden til, at jeg tror på Stronzo er ikke på grund af den fremragende kvalitet af deres syv første øl – ikke mindst deres wit bier med saaz humle og den gyldne juleøl med et modigt underspillet mix af new zealanske og amerikanske humler – men på grund af volumen bag markedsføringen. Enhver kan jo som brygger Kristian Strunge, 27 år, komme og sige, at “øl skal have karakter og smage af noget”. Det er Kristians lillebror Morten på 25 år (!), som er manden med pengene. Sidste år solgte han Onfone til TDC for 300 mio. kroner. Fire af Stronzos øl fås fra i dag i Føtex og Bilka. En hvedeøl, en brown ale, en pale ale og en juleøl. Til ca. 25 kroner per styk. Fra uge tre næste år er Stronzo også i Super Best. Specialforretninger, barer og restauranter kommer løbende på kundelisten. Ambitionen er, at Stronzo inden for de første seks måneder skal i gang med eksport. Inden for det første regnskabsår skal Stronzo være blandt de ti største bryggerier i Danmark. Der er mere! Stronzo er i gang med at etablere bryggeri i cool Kødbyen i København. I begyndelsen af det nye år kommer der en brew pub til Stronzo familien, også i Kødbyen. Kristian Strunge nævner også en passant, at han næste år forventer at producere 30 nye øl. (Jeg har stadig min kritiske sans parkeret i et reality show).

Er det ikke herligt og livsbekræftende med al den iværksætterlyst i en tid, hvor Merkel er i fuld gang med at redde Europas og, ikke mindst, Grækenlands økonomi? Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende inden for den danske mikrobryggerverden.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer, author and editor. Beer blogger at Durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Author of The Danish Beer Language, The Brewers Association. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir. Author of Den nøgne øl (The Naked Beer), a book about the great pilsner.
This entry was posted in Uncategorized and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s