(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 26. december 2011)

Øl er ikke et produkt, som nødvendigvis lever højt og godt på diversitet. Der findes efterhånden mange danske bryggerier – og udenlandske – med mange forskellige øl i porteføljen, og det er jo skønt. Øllets grænser skal bestandigt udfordres. Men diversitet er ikke altid lig med kvalitet. En ny og anderledes øl er ikke lig med, at den nødvendigvis er god. Det høje bundniveau er øllets styrke.

Øl er tryghed, fest, folkeligt – og et højt bundniveau. I det sekund, at de store bryggerier og mikroerne (igen) vælger at slække på kvaliteten på grund af stigende priser på malt, humle eller andre af de dele af den komplicerede proces, som det er at lave godt øl , i det sekund risikerer øl at være en fortidig drik som mjød.

Vin, cider, shots, alkopops, kaffe, te og andet vinder kampen om danskernes fortrukne drik. Så enkelt er det. Den stærkeste drik vinder. Diversitet er sublimt. Enhver ølnørd og – kender drømmer om diversitet. I den bedste af alle ølverdener vil diversiteten af øl, det fristende udvalg af øl på hylderne i supermarkedet og andre gode steder, skubbe til interessen for øl generelt. Det er i hvert fald holdningen hos (alt for) mange danske bryggerier. Omkring 600 nye øl om året, som de danske bryggerier af en eller anden grund er så stolte af at producere, er ikke vejen frem for bryggerierne.

Færre øl, langt færre, er alt rigeligt. Når blot bundniveauet er højt skal markedsføringen og kommunikationen forhåbentligt nok klare resten. Dette udmærkede indlæg på Durst er skrevet efter tre dage i en by med det højst tænkelige bundniveau af Bier, München, en by hvor folk fra Guatemala, Vladivostok og andre gode steder valfarter til for at få godt øl og, ikke mindst, en god oplevelse.