(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 15. september 2011)
Naj, Onkel Danny var måske ikke ølkender i dén forstand. Han skrev jo, drak sine øl og, ja, døde, før ølrevolutionen kom til lille Danmark. I hans nattevandringer på Vesterbro og Frederiksberg var det ikke fx ikke de lyse belgiske crispy, tørskimmelost- og våd kælder-agtige Duvel, Sloeber eller Hapkin han satte for munden, når han gjorde holdt på et af de dengang mange brune værtshuse.

Når han nød en “stille”, hans navn for en øl, var det ikke en Bøgedals, ikke en Mikkeller, ej heller Herslev, en Grauballe var desværre heller ikke tilgængelig, end ikke en Ale no. 16 fra Refsvindinge kunne den gode digter have glæde af. Det var en Carlsberg eller en Tuborg, altså en pilsner. Der var simpelthen ikke andre valg.

Hans gode ven tegneren og forfatteren Peder Bundgaard fortæller mig, at Dan Turèll foretrak en stor fadøl og en sidekick bestående af en dobbelt bitter, fx en Von Oosten, en Ratzeputz, Gammel Dansk eller en Fernet Branca.

Mellemfolkeligt fluidum

Dengang var det ikke let at være ølentusiast. Det er det sådan set heller ikke i dag. Det er stadigvæk ikke let at være nogen. Men ingen som Turell forstod betydningen af øl som kommunikationsmiddel. Som bindemiddel. Som et mellemfolkeligt fluidum. Når øl kom på bordet faldt paraderne, klasseskel blev ophævet, alle var lige og følte sig godt tilpas. Sådan er det også i dag. Vi er i bund og grund alle lige, selv om nogle af os tilhører rød blok, andre blå blok og så er der lige De Radikale.

I klummen “Lige til øllet” (31. oktober 1989), en af hans 287 I Byen klummer fra Politiken, rammer han igen øllets sjæl, øl som kommunikationsmiddel. Han lægger ud med at citere Storm P. for “øl er øl – og omvendt” og Martin A. Hansen for “der går en strøm af øl igennem danmarkshistoriern”, og så går han ellers i gang med at skrive sig ind i øllets sjæl. “Man mødes over en øl, man drøfter problemerne over en øl, man bliver gift (og, om galt skal være: skilt) over en øl. Ved barnedåben serveres der en øl – og i det modsatte tilfælde har man begrebet gravøl.”

Så beskriver han en typisk fin fest fra anno 1989, det kunne være et bryllup eller en konfirmation. Med Bordeaux’er, Bourgogne’r og Macon’er. Alt er så fint så fint, “næsten stinkende uforskammet svinagtigt lækkert”, skriver han – men noget mangler.

“Og så er det Robert Storm Petersen og Martin A. Hansen vender tilbage. Når man nu har gjort sin skyldighed og betalt sin tribut til det franske køkken – så spørger værten, om der ikke er nogen, der har lyst til en kold bajer. Det er der. (…) Man får sin belønning. Man har udholdt disse udenlandske vine, disse cognac’er, måske endda visse forberedende aperitif’er – for man er vel et dannet menneske. Man har slidt. Mar fortjent præmien: Dén humle-juice man er født med. Dér begynder den virkelige fest.”

Dan Turèll var glimtvis en sublim digter, men jeg synes, at han foldede sig bedst ud i sine klummer. Jeg holder dog umådeligt meget af hans digt “Mit gamle stamværtshus” fra digtsamlingen “Storby-Blues” (1977). Det handler ikke meget om øl, selv om rammen er et værtshus. Værtshuset er et billede på livets cyklus, kærlighedens smerte og andre dyre digterord. Du kan høre onkelen læse det her.