Anmeldelse af de mest populære øl

(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 30. oktober 2011)

Jeg har sat mig for at gennemsmage toppen af poppen. De fem mest solgte øl i Coop. Jeg håber ikke, at de skraber bunden.

Coops såkaldte kategorigruppechef for sektionen Nydelsesmidler Kenn Thomsen oplyser, at følgende fem øl – i prioriteret rækkefølge – er de mest solgte i SuperBrugesen, Kvickly , Irma og andre af Coops butikskæder:

1. Grøn Tuborg 2. Carlsberg Premium Pilsner 3. Vestfyen Pilsner 4. Pokal Classic 5. Tuborg Classic

Hvad får danskerne egentlig for de par kroner plus pant, som den slags øl koster? Jamen, lad mig da tage dem én for én, bedømme dem på en skala fra 1-10, og se om folkeøllene fra Coop er et scoop.

Grøn Tuborg (4,6 procent) Pænt, stabilt, hvidt skum. Strågul som pilsnere er flest. Sød, lokkende blomsterduft, som dog hurtigt bliver uinteressant og fordufter. Ingen humle af interesse, ingen malt af interesse. Ingen krop. En begynderøl – tæt på saftevand, endog cider. Jeg er lidt usikker på, hvad niveauet under “uinteressant” kaldes, men det er nok her, jeg vil placere Coop-kundernes foretrukne øl. Karakter: 3

Carlsberg Premium Pilsner (4,6 procent) Strågul og flot skumhat som hos Tante Grøn, men med mere af det hele, dog uden at begejstre. Carlsberg Premium Pilsner er næste skridt for dig, som er vild med Grøn Tuborg. For elskeren af Grøn Tuborg er der en sensation forbundet med at gå over til Carlsberg: Der er eftersmag! Bitterhumlen hygger sig overraskende længe i mundhulen. Sammenlignet med andre internationale europilsnere og konkurrenter, fx Heineken, har Carlsberg stadig noget at komme med. Karakter: 5

Vestfyen Pilsner (4,6 procent) Igen pænt med hvidt skum, og det er jo herligt og lokker lyst og forventninger frem. Duften lover egentlig godt med malt og humle, men, ja, det må frem: Øllen lever ikke op til løfterne. Vestfyen Pilsner er næsten tættere på den såkaldte “classic” end pilsnertypen på grund af en krokant- eller måske nærmere toffee-agtig sødme. Bitterstofferne fra humlen udgør et jævnt ubehageligt mix med toffee-aromaen. Karakter: 2

Pokal Classic (4,6 procent) Så har vi virkelig gang i folkedybet, altså dybet på bunden af ølflasken – Brugsens øl! Rund og maltsød. Pokal’en har en frisk kulsyre. Der er blomsteraromaer hist og pist. Humlen hænger på – med det yderste. En betydeligt mere klassisk ølprofil end hos Grøn Tuborg. Der er dog en snert af kunstighed i duft og smag, lad os kalde det grænsehandelaroma. Karakter: 5

Tuborg Classic (4,6 procent) Jeg ved ikke, hvad der sker med Tuborg! Øl skal åbenbart være tyndt for at være godt. Classic er lige så tynd som Grøn Tuborg. Classic skal dog have credit for ikke at være for sød som fx pilsneren fra Vestfyen. For meget sødme er en almindelig fejltagelse ved mange danske øl, også hos mikrobryggerne. Malten anes i duften. Aroma af mariekiks med smør. Eftersmagen, en spinkel sødme, varer et nanosekund længere end Grøn Tuborg. Humlen er umærkelig. Karakter: 3

Danskernes fem foretrukne øl ifølge Coop er stort set ens. Alle er lyse lagerøl. Letløbende, uden dikkedarer og frem for alt et scoop, hvis prisen og ikke øl er Gud.

Fasthold folkets interesse for øl

Jeg har et opråb til de store bryggerier, som producerer øl til Coop Top 5: Bevar et højt bundniveau. For konsumøl har en vigtig funktion: At fastholde folkets interesse for øl. Produktet øl kan i bogstaveligste forstand blive så udvandet at endnu flere danskere forkaster øl til fordel for vin eller andre konkurrerende drikke. Hvis danskerne i stor stil fortsætter med at vandre fra konsumøl til konsumvin, kommer det også til at gøre ondt på håndværksbryggerierne. Det er ulig mere vanskeligt at rekruttere en vindrikker end en øldrikker til feinschmeckerøllets vidunderlige verden.

Tænk, hvis der ikke fandtes andre slags øl! Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før der stort set ikke var andet på hylderne i Coop end ovenstående konsumøl. Vi skal ikke langt væk geografisk for at finde et land, hvor der stadig kun eksisterer konsumøl, Grænselandet.

De mange danske bryggere har de seneste ti år gjort et kæmpearbejde for at højne kvaliteten af øl. De gode folk hos Danske Ølentusiaster har skubbet udviklingen i smagens retning. Vi har oven i købet fået et Folketingets Øl Laug. Danskerne ved mere og mere om øl. De prøver flere og flere slags øl. Men forbrugernes adfærd med indkøbskurven i SuperBrugsen og andre gode steder taler et tydeligt sprog: Kun 3,6 procent af det øl, som bliver solgt i Danmark, stammer fra mikrobryggerne.

About chrcph

Journalist, communications consultant. Beer writer and editor. Beer blogger at Durst -https://durst.nu. Contributor to national and international newspapers, magazines and books about beer. Co-founder of New Nordic Beer (Ny Nordisk Øl), a movement among leading Danish breweries focusing on beer and terroir.
This entry was posted in Uncategorized and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s