(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 7. februar 2011)
I Danmark har vi to verdensberømte bryggere. Den ene er død. Det er Jacobsen, altså grundlæggeren af Carlsberg. Den anden er levende, meget levende, nærmest for levende.
Navnet er Mikkel. Bryggeriet hedder Mikkeller. Mikkel Borg Bjergsø, 34, er beundret som en rockstar blandt bryggere og ølelskere verden over. Jeg tror ikke, at det bliver svært at få en ølkender til at postulere, at Mikkeller er øllets svar på Noma.
Mikkeller er et såkaldt fantombryggeri. Mikkel er en gipsy-brygger. Det vil sige han ikke har sit eget bryggeri, men rejser til bryggerier i USA, Australien, Italien, Grækenland, Norge, Belgien og andre lande for at fremstille sit berømte og præmierede øl. Danske Ølentusiaster har, selvfølgelig, flere gange kåret Mikkeller som årets danske bryggeri, og på den mest hypede hjemmeside for selverklærede øleksperter RateBeer opnår Mikkeller altid en placering blandt verdens bedste bryggerier.
Hans øl gør mig småstresset
Ingen tvivl om, at Mikkel Borg Bjergsø er en fornem ambassadør for ny dansk bryggerkunst. Ingen tvivl om, at også jeg er vild med hans øl. Fx Mikkellers pilsner Draft Bear, som alligevel ikke er en pilsner, og hvedeøllen HvedeGoop, som alligevel ikke er en hvedeøl. Men hans øl gør mig småstresset. Mikkel er rastløs. Han er den mest rastløse brygger, der findes, og spørgsmålet er, om hans notoriske rastløshed er godt for både Mikkel og Mikkeller. Selv meget veltrænede ølkendere får symptomer på stress ved tanken om at følge med i og smage på alle Mikkellers mange nye, forskellige øl. Sidste år producerede han fx 60 “nye” slags øl!
Til det italienske livsstilsmagasin ReVolver udtalte han for nylig: “Jeg elsker at lave nye slags øl. Den anden gang jeg laver samme slags øl, siger mig ikke så meget. Jeg vil hellere i gang med at brygge den næste slags øl. Jeg ændrer også altid mine opskrifter. For hvis en øl er perfekt, hvorfor så brygge den igen?!”
Mikkel Borg Bjergsø keder sig, hvis ikke han hele tiden er i gang med at udtænke en ny slags øl, og gerne en på alle måder grænseoverskridende øl. Fx Beer Geek Brunch Weasel, som er en stout med kaffe fremstillet af kaffebønner… som er pillet ud af afføringen fra en luwak, en væsel der lever i vietnamesiske kaffeplantager. Mikkellers øl forbliver ofte stiløvelser for nørder i stedet for gennemprøvede og efterspurgte bryg hos publikum. Mikkellers øl er intellektuelle øl. Det er vanskeligt, nærmest utænkeligt, at drikke et af hans ofte mere end fremragende bryg uden at reflektere over smagens kompleksitet, sætte ord på aromaer, stilart og fremstilling.
De uendelige stiløvelser
Spørgsmålet er, om ikke Mikkels hvileløse arbejdsraseri og uendelige stiløvelser i længden bliver trættende for kunderne, og mon ikke, han snyder lige så mange kunder, som han han beriger. For tænk, hvis man for nylig har oplevet, reflekteret og diskuteret en af hans mange nye slags øl på hans fine Mikkeller Beer Bar i Viktoriagade på Vesterbro i København. Og man har længtes som et pattebarn efter mor efter at smage vidunderet igen. Men i mellemtiden har han fået en fiks ide og lavet opskriften om – eller har helt ophørt med at lave øllen?!
En coach i mindfulness ville typisk sige til Mikkel Bjergsø: “Mærk efter Mikkel. Kan du mærke dig selv? Sæt dig ned. Sæt dig godt til rette. Her får du en rosin. Kig på den i 10 minutter. Alt drejer sig kun om dig og rosinen. Træk vejret dybt og regelmæssigt. Kig grundigt på rosinen.”
Kan være han faktisk har gjort det. Han har i hvert fald lige lavet to forskellige stouts med rosiner sammen med de gode folk fra Cigar City Brewing i Tampa, Florida.