(Oprindeligt bragt i JP Blogs den 13. juni 2011)

Hvor går man ud og drikker øl ud over det almindelige i Berlin? Hvor køber man øl ud over det almindelige med hjem fra Berlin, danskernes nye liebling af en storby?

Nej, vel!

Berlin har ry for at være en by med godt øl, men er det ikke. Uanset hvor mange guides til øllets Berln, der kommer på markedet, er byen for en ølkender jævnt uinteressant. Forventningerne er store. Tyskerne kan jo det der med at brygge øl. Jeg har været der mange gange og skal snart derned igen. Men det er ikke for øllets skyld, at jeg igen drager til vidunderlige Berlin.

Nu er den sædvanlige øl i Tyskland almindeligvis god, så helt galt går det ikke. De store bayerske brands som fx Paulaner, Franziskaner og Spaten er således massivt repræsenteret i hovedstaden. Opskænkningen, betjeningen og prisen er der ofte heller ikke noget at udsætte på. Men udvalget af øl er meget snævert på den enkelte cafe, bar og restaurant – helles, dunkles, weissbier, pilsner og bock. Hvis det går højt, er der også en helles, dunkles, weissbier, pilsner og bock fra et andet, tysk brand. Barer med et stort udvalg af kvalitetsøl, herunder øl fra andre lande, fx USA og de nordiske lande, er ikkeeksisterende. Men det afgørende problem for byen er, at den ikke huser et ordentligt lokalt bryggeri. Jo, efter en lang dag med hellenistisk og byzantisk historie på Pergamon Museum, powershopping på Hackescher Markt , en döner hos Hasir og traveture i solen fra monument til monument smager en pilsner fra Schultheiss da fint, men en rejse værd er øl fra Berlins eneste overlevende bryggeri udover lilleputten Bürgerbräu ikke.

En weisse uden fremtid

Berlin har ikke at forglemme stadig rariteten og kuriositeten berliner weisse, som onde tunger kalder berliner scheisse, men der er tale om en hendøende drik. Den syrlige hvedeøl berliner weisse gør sig stadig fint på fotos i turistpamfletter. Det charmerende flade, ciselerede glas med enten et skud ekstrakt af skovmærke eller hindbærsirup er et kært billede på ægte berlinerstemning. Berliner weisse, som Napoleon kaldte for Nordens champagne, har en en stor og stolt fortid, næppe en fremtid af betydning.

Husbryggerier uden spitzenklasse

Der findes husbryggerier, som kan være hyggelige, fx Marcus-Bräu, Lemkes og Hopfingerbräu – ikke mindst med en wienerschnitzel eller en portion pfifferlinge inden for rækkevidde. Men øl i spitzenklasse er der sjældent tale om. Vi må nok bare konstaere, at vi i Berlin ser samme udvikling og mønster som i mange andre storbyer, fx London. Det er svært at købe en øl ud over the usual suspects. Umuligt er det nærmest at få fat i en lokal øl. Berlin er på godt og, mest, ondt et billede på udviklingen i den internationale ølverden. De store bryggerier bliver større, de mellemste bliver der færre og færre af, og de små, husbryggerier, brewpubs og den slags, stiger langsomt i antal.

Tyske bryggere har af flere grunde ikke samme tradition som de danske kollegaer for at gå amok med stilarter og udforske øllets grænser, som kan føre til store smagsoplevelser. De mere end 1500 bryggerier i Tyskland klamrer sig til den velkendte helles, dunkles, etc.-model. Min blog hedder Durst og er bl.a. en hyldest til den tyske brygkunst, men måske vi danskere kan lære berlinerne og millioner af byens turister noget om godt øl. Baren i Prenzlauer Berg, Friedrichhain eller Mitte, for det er her, det rykker, kunne hedde Dänish Bier Bar, Biergarten Dänemark eller… Dansk Durst. Femten haner med øl fra danske mikrobryggerier. Gut bürgerlische Küche. Kenn Husted er manden bag en række succesfulde barer og restauranter i København, bl.a Bibendum, PatéPaté, Panzon og, ikke mindst Zum Biergarten – det hidtil eneste vellykkede forsøg på dansk grund på en biergarten efter bedste tyske forbillede. Er det ikke på tide, at Kenn udvider sit territorium til Tyskland? Er det ikke en skøn ide? Kenn, hvad venter du på?