Tuborg Classic er ikke en pilsner

Som pilsner ekspert er det ok at være en pedant, ikke?

Pille løs i stort og småt. Være træls. På tværs. Tæt på ulidelig.

Det er vel nærmest forventeligt, når man har skrevet en grundbog om pilsner, “Den nøgne øl” på 380 sider.

Tag nu goe gamle Tuborg Classic. 

En “traditionel pilsner” står der på etiketten – og med “frisk og fyldig pilsnersmag”.

Nej, Tuborg Classic er ikke en pilsner. 

Det er nok nærmere en wienerøl. 

Wienerøl er – modsat classic-betegnelsen – en certificeret øltype. 

Jeg er med på, at der var stilforvirring blandt de ølkyndige i 1993, da Tuborg Classic blev lanceret. Fx ingen Beer Judge Certification Program, men hvis folkene fra markedsføringsafdelingen havde rådført sig med en kyndig brygmester, pilsner brygger, inden lanceringen, kom der næppe til at stå ‘traditionel pilsner’ på Tuborg Classic.

Hos Beer Judge Certification Program (BJCP), det højeste organ for certificering af øl, har wienerøl en selvstændig kategori, Vienna Lager (7A). 

Men måske Tuborg Classic skal placeres i en lidt anden kategori hos BJCP, for Tuborg Classic er jo industribryg og så får kategorien præfixet “international” hos BJCP. 

Så den rette kategori for Tuborg Classic er nok International Amber Lager (2B).

Ih, sjovt at være træls.

Posted in Uncategorized | Tagged , , | Leave a comment

Pilsnere uden krop

Tre nye pilsnere fra tre talentfulde, danske bryggerier: 45 Days Organic Pilsner fra To Øl, Extra Natural fra Gamma Brewing og Octopils fra Slowburn.

Nye pilsnere fra To Øl, Slowburn og Gamma beviser to ting: 

1. At pilsneren er på vej til at blive rehabiliteret af de mange nye, gode bryggerier. 

2. At kunsten at brygge pilsner måske er den sværeste.

Jeg har den største respekt for To Øl, Slowburn og Gamma – ikke mindst fordi de udviser kærlighed til grundøllen pilsner. 

Men kærlighed er ikke nok. 

Der må også krop til. 

Her komme anmeldelser af de tre nye pilsnere.

Anmeldelserne går fra 1-10 med 10 som bedst. 

Halvflad helles

”45 Days Organic Pilsner”

To Øl

4,7 procent 

I markedsføringen af ”45 Days” slår To Øl på længden af gæringen og lagringen – halvdelen af de berømte 90 dage for en ”Budvar B:Original”. 

At en pilsners kvalitet nødvendigvis hænger sammen med lang gæring og lagring er dog lidt en myte, som det fremgår af pilsner bogen ”Den nøgne øl”.  

Duften er bedst. Den lover alt. Tysk pilsner lykke. 

Frisk, sart ædelhumle i næsen. Note af gærkælder. Ligeså meget duft af pilsnermalt som ædelhumle. Ligepå og indbydende. Note af skal af umodne citroner. 

I smagen kollapser ”45 Days”, for der er ingen eller bare en doven krop. Som en halvflad helles.

Øllen er frisk, rund og sart i smagen, men en god tysk pilsnerbrygger ville kalde ”45 Days” for en øl uden karakter – og dét er mildt sagt negativt. Ikke skarp, sprød og med krop. Pilsnermalten og humlen skal fremstå rent og klart og i balance, men der er ikke meget tangodans over malten og  humlen i ”45 Days”.

Indholdet er det sædvanlige – vand, humle, malt og gær. På etiketten er der ingen nærmere beskrivelse.

To Øl giver øllen en holdbarhed på et år. Det er useriøst. Med så lang holdbarhed ville den sidste dråbe af karakter være forduftet for længst, når bedst-før datoen nærmer sig. 

Strågul, let uklar. Cremet og moderat fast skum.

4/10

Ubalanceret italiener

”Octopils”

Slowburn Brewing 

5,1 procent

Slowburn deklarerer ”Octopils” som en ’Italian pilsner’. Det er vovet. For som enhver pilsner elsker ved, henviser ’Italian pilsner’ til den moderne klassiker ’Tipopils’ fra Birrificio Italiano. 

Og så inviterer man jo til en sammenligning. 

Men unge Slowburn slipper trods alt nådigt fra en sammenligning med mesterpilsneren fra bryggeriet nær Comosøen. Måske fordi Octopils ikke minder meget om Tipopils. 

Den italienske pilsner metode er super simpel: Bryg en tysk pilsner og udsæt den for tørhumling – vel og mærke med de klassiske, tyske typer humle. 

Duften er meget indbydende: Frisk humle og noter af blåbær, citronmelisse, laurbærblade og hvid peber. 

Smagen er mættet, men desværre for meget af humle. Octopils er ubalanceret. Humle profilen overspiller i stedet for underspiller, som er pilsnerens særkende – dog ikke kriminelt. Udover smag af klassisk, tysk humle er der noter af appelsinskal og græs.

Kroppen halter efter som ham Tykke, der blev valgt sidst til fodboldholdet. 

Finish er fin: Potpourri af bitterurter, timian, fyrrenåle og ikke mindst ædel humle. 

Slowburn giver den seks måneders levetid, og det er vist indenfor rammen – selvom Octopils vil lide de sidste par måneder. 

Indholdet er det sædvanlige: Vand, malt, humle og gær. Ingen detaljer på etiketten. 

Lys ravfarvet, uklar. Cremet og moderat fast skum. 

5/10

Næsten IPA’iseret pilsner

”Extra Natural”

Gamma Brewing

4,5 procent 

En af de bedste pilsnere, som jeg smagte på min studietur til Oregon i forbindelse med ”Den nøgne øl” var ’Eastside Oatmeal Pilsner’ fra Baerlic Brewing i Portland. Den havde det hele. En opstrammet helles. Let at drikke som en helles, med karakter som en klassepilsner. Den gjorde enkelhed til en dyd. Verdensklasse. 

”Extra Natural” er også med havremalt. Derudover er den med hvedemalt og bygmalt. 

Men så forsvinder sammenligningen med ’Eastside Oatmeal Pilsner’ også. 

Det er lige før, jeg ikke vil kalde den en pilsner. Dertil er den for ubalanceret. Maltprofilen er væk. Humlen kører løbet som i Gammas mange IPA’ere, som i øvrigt ofte er mere end fremragende. 

Vi er dog ikke ovre i en IPA’iseret pilsner, men tæt på. ”Extra Natural” er rund og blød som en ale og mangler derfor i påtrængende grad den gode pilsners krop. 

Duft: Enkel, fin ædelhumle. Noter af skal af æbler og mørdej. 

Smag: Jeg har været inde på det. Ædelhumle. Noter af bælg af ærter og ældede citroner. 

Gamma giver pilsneren en holdbarhed på ni måneder. Et eller andet skal man jo skrive på etiketten som holdbarhed, men for mig er sidste salgsdato hermed for længst overskredet. 

Strågul, let uklar. Florlet skum med store bobler. 

4/10

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Påsken har fortjent bedre øl

Så bliver påsken ikke bedre. En dobbelt bock af Salvators frelsende kaliber, oh la la, påskeøllets fader. Og hæng mig gerne op på det statement.

Påskeøllen Salvator er den måske mest betydningsfulde udenlandske øl på det danske marked nogensinde. 

Salvator fra Paulaner bryggeriet i München er faderen til den danske tradition for både påskeøl og juleøl.

Gid, at den altid velsmagende dobbelt bock Salvator på 7,9 procent stadig var forbilledet for de danske påskeøl, som generelt underpræsterer år for år og ikke kun er blevet en uambitiøs, men også en identitetsløs øl. 

Thor bryggeriet i Randers tyvstartede brygning af Salvator lignende øl i 1890-1898, men det var først, da Carlsberg lancerede sin påskeøl i 1905, at en særlig dansk tradition for påskeøl blev født – og de tyske Salvator bryg blev skubbet ud af markedet. 

Ingen andre lande har samme tradition for påskeøl som i Danmark, og med den danske ølrevolution er der kommet mange forskellige påskeøl på markedet. 

De mange varianter af danske påskeøl har dog den bivirkning, at traditionen for påskebryg er blevet udvandet. 

Det kan man som ølelsker godt leve med, hvis påskeøllet i al dets mangfoldighed havde en høj standard, men det er langt fra tilfældet. 

De cool bryggere gider ikke

Påskeøl er ikke længere forbeholdt én øltype, nemlig bock øllet. I dag er påskeøl også underlagt ølrevolutionens dogme om, at anyting goes. En påskeøl er i dag blot en øl, som brygmesteren kalder en påskebryg. Det samme fænomen gælder i øvrigt for juleøl, anything goes – og det er både godt og skidt.

Et godt eksempel på, at bryggerierne ikke tager påskeøl alvorligt, er holdningen hos branchens cool cats som fx Mikkeller, To Øl, Gamma Brewing og Dry & Bitter. Ingen af dem brygger en påskeøl. 

Ølrevolutionens mange nye bryggere har vendt op og ned på holdningen til brygning af øl i Danmark. Heldigvis for det. For før ølrevolutionen for ca. 20 år siden var udbuddet af øl i Danmark de facto monopoliseret: Samme øltyper (pilsner, wienerøl) og samme bryggerier (Carlsberg, Royal Unibrew).

Påskeøllet ofret

Men påskeøllet er ofret under ølrevolutionen.

I stedet for at styrke påskeøllet og den særlige danske tradition har ølrevolutionen måske svækket påskeøllet, selvom der vel er små 100 varianter af danske påskeøl på markedet, herunder den første alkoholfrie påskeøl, Påske Pale Ale fra Fur Bryghus.

I en smagning af alle påskeøl fra Bryggeriforeningens medlemmer er der fx kun to bryg, som skiller sig ud – og de gør det uden at give abstinenser efter én til.

Påske Bocken fra Viborg Bryghus og Påske Pale Ale fra Jacobsen (Carlsberg) er påskens vindere. 

Viborg øllen, som er den bedste af de to påskeøl på 7,5 procent, er med ældede jordbær, blommer og ristet malt i næsen. Mørk blommesaft blandet med frisk kvalitetsmalt i smagen. Note af blommebrændevin. Fed, legende og lækker. Påske Bocken har krop og potens til at stå imod påskens fede og fyldige mad. 

Påske Pale Ale fra Jacobsen på 5,5 procent er med duft af nysmeltet karamel, lime, kælder og humle. En strong ale med aromaer af hyldeblomst, vindruer, godt ristet malt og bolsje. Kompakt krop. Ambitiøs bitterhed. Den perfekte allround øl til påskebordet.

Easter Bock fra Thisted Bryghus bør også fremhæves. En stærk og stilren bock på 7,4 procent med aromaer af  kaffe, bær, urter og en note af røg i næsen. Let vinøs. Muskuløs og smidig krop. Ristet malt dominerer og noter af bær. 

Sekunda øl

Hvis du fx derimod vælger påskeøllen Early Bird på 5,5 procent fra Fuglsang, får du derimod fat i en af de mange uambitiøse øl. Det er en IPA, som krænger over i sødme og nærmest kemisk grapejuice. Den er uden krop og karakter, og er tæt på at virke som et ligegyldigt industribryg.

Her er den ‘ægte’ vare Påskebryg fra Albani på 5,6 procent. Den har en børnemild duft af humle, FUN-agtig. I munden er den bedst. Frisk, prikkende classic-agtig, men hurtigt væk. En aroma af æblemos til babyer iblandet malt. En dråbe bourbon i eftersmagen. Men alt i alt: Sekunda produkt. 

Og sådan kunne man langt hen ad vejen blive ved i forhold til mange af varianterne fra de danske bryggerier. 

Ingen blivende værdi

Der er et skær af discount over hovedparten af påskeøllene. Ikke én dansk påskeøl stikker frem med en kvalitet af blivende værdi. Ikke én påskeøl har du en længsel efter at drikke igen til næste påske.  

Påskeøl er for mange bryggere mere blevet noget, der skal overstås snarere end en salig drik med rod i fasten. 

Påsken, kristendommens vigtigste højtid, har fortjent det gode øl.. 

Posted in Uncategorized | Tagged , | Leave a comment

Guide til påskeøl

Den bedste af 10 påskeøl anmeldt i Avisen.dk

Avisen.dk (ca. en mio. ugentlige læsere) anmelder i dag med min ydmyge hjælp påskeøl.

Jeg udvalgte 10 af de mest tilgængelige bryg, fra 10 medlemmer af Bryggeriforeningen.

Kvaliteten er som altid med påskeøl sådan lidt so-so. Den højste karakter var 10.

Vinderen af den lille test blev ‘Påskebryg’ fra Herslev Bryghus med et 7-tal.

Hvis du har lyst til at læse artikel og anmeldelser, kan du gøre det her.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Passion fra Harboe

Det er svært at forestille sig et dansk bryggeri, som er mere i bad standing blandt ølelskere end Harboe, familiebryggeriet fra Skelskør.

Nu relancerer Harboe deres brand GourmetBryggeriet, som de opkøbte i 2009. 

Med i købet snuppede Harboe også det ædle og elskede brand og firstmover i ølrevolutionen Ølfabrikken, som bryggeriet GourmetBryggeriet overtog to år forinden.

Der er sikkert flere grunde til, at ølelskere ikke nærer stor kærlighed til Harboe. 

Jeg holder mig til to sikre årsager: 

1. Den oplagte grund: 

Der findes næppe én variant i deres sortiment, som er værd at tilbyde sine i forvejen hårdt prøvede smagsløg. Harboe er symbolet på discount øl. Øl fra Harboe ser billige ud, er billige og smager billige. 

2. Den måske mest oplagte grund: 

Harboe har nærmest sat en ære i at gennemprygle de to gode brands Ølfabrikken (især Christian Skovdal Andersens fabriksbrand) og GourmetBryggeriet. De to brands har Harboe passet og plejet, som var de børnehjemsbørn fra Godhavn. Ingen ølelskere drikker mere øl fra de to brands. Snøft.

En relancering af GourmetBryggeriet med øllene i serien Nordic Passion er interessant. 

Stort set alle bryggerier af Harboes størrelse og beskaffenhed har eller har planer om at lancere et sub brand. Der er penge i det. Jeg tror, at Harboe har teknikken til at brygge gode øl. Men har de mon viljen og evnen ? Tænk hvis det lykkes dem at lave noget godt øl. 

Der skal dog noget ekstraordinært til for, at en relancering skal blive en succes for Harboe, som hidtil ikke er lykkedes med at penetrere craft beer markedet – for at sige det mildt.

Med Nordic Passion skal brygmesteren og bryggeriet virkelig bringes i spil på et subtilt niveau. Ellers crasher det. Der er så meget troværdighed, som Harboe skal indhente, optjene – netop fordi Harboe starter fra scratch, discount scratch. De har ingen, INGEN, forhistorie med at producere gode øl.

Ikke noget med udenomssnak og sirupsfed markedsføringslingo. Kun ærlige, gode (supergode) bryg tæller nu.

Jeg tager lige et hurtigt kig på Nordic Passion med mine kommunikationsbriller.

Indtil videre er der tre varianter i serien 

Witbier – Sar er den første. En witbier på 5,1 procent, hvor den sædvanlige koriander er skiftet ud med krydderierne sar, citronmelisse, salvie og kamille. Sort peber er der også. Appelsinskallen har Harboe beholdt. 

Nu kommer pointen. 

Harboe har valgt at lade en ”haveentusiast”, ikke en ølentusiast, endsige en brygmester, markedsføre Witbier – Sar. 

Haveentusiasten, som med navn og navnetræk pryder flasken, hedder Karina Demuth. 

På hjemmesiden for GourmetBryggeriets Nordic Passion serie fortæller haveentusiasten Karina: 

”Jeg har været fascineret af planter, siden jeg var barn. Det at skabe noget og få det til at gro. Den intense aroma fra sar, jeg selv har dyrket frem. Det er min passion.”

Hvis du vil vide mere om Karina Demuth:

Hun er en ”dybt engageret haveejer”, ”elsker sin hyggelige urtehave, og passionen har hun arvet fra sin barndomshjem”. 

Den næste øl i Nordic Passion serien er IPA – Rug på 6,5 procent.

Her promoverer Harboe en Leif Hierwagen, som er bager. Ligesom Karina Demuth står hans navn og, oven i købet, navnetræk på flasken – det er hans øl, hans stolthed!

Og jeg kan oplyse, at Leif ”allerede som barn havde (….) en forkærlighed for rug. Han elskede at gå i rugmarken og stryge fingrene igennem rugaksen.”

Den tredje og sidste øl i serien er alkoholfri og hedder Brown Ale – Honning

Her er det selvfølgelig en biavler, Nicolai, Wium, som køres frem som fortaler for den nye øl.

På hjemmesiden udtaler han. 

”Som biavler arbejder man altid i harmoni med bierne. Fordyber sig i deres levevis, avler på deres præmisser. Det er min passion.”

Inspirationen til biavl kom til Nicolai Wium, ”da han første gang læste, at detektiven Sherlock Holmes trak sig tilbage fra sit hektiske liv og blev biavler for at komme nærmere naturen og det gode liv.”

Giver markedsføringen af Nordic Passion fra GourmetBryggeriet dig lyst til at give Harboe en chance til – eller bare en chance?

Ikke her. 

Som nævnt mener jeg, at der må noget ekstra til, virkelig noget ekstraordinært til, for at Harboe endnu engang ikke skal ende på møddingen med et forsøg på at krabbe sig ind i craft beer segmentet. 

Storytellingen er dels løsrevet fra Harboes øvrige sortiment, markedsføring og historie, dels er der meget sirup over markedsføringen. Der er så meget sirup, at markedsføringen virker ligeså billig som øllene fra Harboe. 

Nordic passion….

Passion? Måske. På hjemmesiden for Nordic Passion og de tre passionerede varianter står ordet ‘passion’ nævnt hele 42 gange. Så Harboe må da virkelig mene det.

Nordic? Ja, jo. Brown ale, IPA og witbier. Næ, vel? Skelskør er ‘nordic’, men er det mon en kvalitet?

Og nej, jeg har ikke smagt de tre varianter endnu. Så de nye Harboe øl i Meny, og ville lige kaste en kommunikationsblik på dem. Måske smager jeg dem senere, måske ikke.

Posted in Uncategorized | 6 Comments

Phil good

Hygge på The Phil – med cask fra fx Beavertown, Magic Rock eller Tiny Rebel. Eller måske det bare er en hurtig Peroni. Mange liverpudlians har været forbi den fredede pub, siden den blev færdigbygget i 1900.

The Philharmonic Dining Room i Liverpool minder os igen om, hvor vidunderligt og uundværligt et fænomen en god pub er.

Som den første engelske pub er The Phil, som pubben kaldes i folkemunde, blevet fredet i klasse A – eller Grade 1, som det hedder i England.

Bygherren var Richard Cain, som var byens store brygmester. Arkitekten var Walter W. Thomson. The Phil stammer fra den engelske pubs gyldne periode, som var i slutningen af 1800-tallet, Victoriatiden, og for The Phil’s vedkommende var det virkeligt i slutningen af 1800-tallet, for den blev bygget fra 1898-1900.

Bysbarnet Paul McCartney gav i 2018 en koncert på The Phil, hvilket han også gjorde før The Beatles slog igennem. Koncerten var en overraskelse og del i programmet Carpool Karaoke med entertaineren James Corden, som tog The Paul down memory – og Penny – lane – faktisk meget rørende indslag.

Nyd billederne af The Phil og tænk måske lidt over, at der hver uge forsvinder ca. 20 engelske pubs – ikke alle ligeså imposante som The Phil, 36 Hope St, men mindre kan også gøre det.




Posted in Uncategorized | Tagged , | Leave a comment

Våbenkapløbet med løst krudt

God, men ikke rigtigt god. Men god nok til at vinde testen om den bedste alkoholfrie øl i Alkohol & Samfund.

Det store våbenkapløb (med løst krudt) er i gang blandt de store såvel de små bryggerier:

Hvem brygger den første alkoholfrie øl, som smager ligeså godt som en almindelig øl – eller endnu bedre.

Der er næppe tvivl om, at den første alkoholfrie øl, som slår benene væk under feinschmeckerne og ikke kun øldrikkere, som stiller sig tilfredse med kopier, bliver en guldmine.

Argumenterne skal herefter i dén grad være i orden for at bestille en øl med alkohol fremfor den alkoholfrie variant.

Det seneste års tid har jeg anmeldt flere end 50 alkoholfrie øl for FDM, Forbrugerrådet TÆNK, Alkohol & Samfund og magasinet Whisky & Rom (udkommer til april).

For senest nyhedsbrevet for Alkohol & Samfund har jeg anmeldt 19 alkoholfrie øl.

Blandt øllene var det varianter fra bl.a. Skands, Big Drop, Rügener Insel Brauerei, Mikkeller, To Øl og Flying Dutchman.

Vinderen blev den NEIPA-agtige Weird Weather fra Mikkeller.

Andenpladsen tog B:Free fra Budvar, en pilsner tastealike.

Til at hjælpe mig med smagningen, som naturligvis var blind, havde jeg Jonas John Petersen, certificeret øldommer, og Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund.

Der var egentlig 20 øl i smagningen, men én måtte udgå. Den var et fejlbryg.

Posted in Uncategorized | Tagged , , | Leave a comment

Biere de coupage

Chai de L’Ermitage – en biere de coupage fra Nanobrasserie de L’Ermitage i Bruxelles

Biere de coupage er en særlig belgisk måde at blande øl på, altså to færdige øl. Det kommer jeg til om 30 sekunder.

Kunsten at blande øl bliver en kommende trend. 

Det spår jeg – og håber det. 

For det kan give dig nye, gode oplevelser af øl og gøre dig til en større ølkender.

Jeg blander ofte øl og ikke sjældent med succes. 

Sidst var det en Orval med en til to spiseskefulde af  brygmester Maria Schneiders mesterværk Aventinus, en doppelbock weizen på 8,2 procent skabt i 1905 på det berømte familiebryggeri Schneider Weisse i Bayern. 

Mit blend smagte fremragende, men Orval karakteren gled for meget i baggrunden, den særlige brett følelse blev kørt over af bockens stødkraft og aromaer af bl.a. banan og chokolade. Orval er jo en klassiker, en nadver drik. Den slags øl fordrer et blend på et særligt højt niveau. 

En bayersk weizen er i øvrigt generelt en god blandingsøl.

Den giver krop, karbonisering, syre og frugtnoter til den anden øl. Det kunne være en halvdød west coast IPA, som kun lige akkurat har overlevet turen fra Californien til en kælder i København. 

Øl chai

Biere de coupage er i Belgien fortrinsvis en blanding af lambik og saison. Historien bag biere de coupage er længere og mere nuanceret, men det skriver jeg måske om en anden gang.

Første og hidtil eneste gang, jeg smagte en biere de coupage, var for nylig på det meget interessante og nye bryggeri Nanobrasserie de L’Ermitage i Bruxelles. 

Bryggeriets Chai de L’Ermitage på 6,2 procent er deres spelt saison, som er blandet med 15 procent ung lambik Rosé de Gambrinus fra Cantillon. Chai de L’Ermitage har lagret seks måneder på fade, som tidligere indeholdt hvidvin. 

Et yderst interessant mix, som mange øldrikkere, ikke mindst dem med hang til gueuze og mixed fermentation, vil finde interessant. 

Måske øllen dog ville være bedst uden lagringen på hvidvinsfadene. Dels virkede den oxideret, og det gjorde ikke godt for saison karakteren, og dels tog hvidvins karakteren for meget over. Cantillon med læder, træ og funkyness vandt på point, men var, ligesom saison’en, tæmmet. 

Jeg hastede videre ud og besøge barer og smage øl i Bruxelles, og afprøvede derfor ikke flere varianter af biere de coupage, men fænomenet biere de coupage  jeg udforske yderligere. Saison og lambik lyder, også, som en perfekt blanding. 

Ordet coupage stammer fra vinens verden. Det betyder en blanding af to vine. Indenfor vinen blander man de de på livet løs. Forskellige årgange, druer og marker. 

Posted in Uncategorized | Tagged , , | 2 Comments

Tendenser for dansk øl i 2020

Frisk øl bliver en af årets tendenser. Friskhed er en herlighedsværdi ved øllet, som er underkendt i Danmark. En tysk eller tjekkisk øldrikker er døden nær uden sit friske øl.

Hvis jeg skal blive superglad som øldrikker i år, bliver 2020 et comeback for lagerøllet, især den raffinerede drik pilsner i al dens righoldige variation. Ingen skal tage mit håb og min kampgejst (og min naivitet) fra mig!

Jeg ved, at ølrevolutionens modne øl er pilsneren og dens lagerbrødre.

Mens vi venter på lagerøllet, kommer mine forudsigelser for øl på det danske marked anno 2020.

Branding

Branding kommer til at betyde mere og mere for både små og store bryggerier. 

Populært sagt: Hvor det før var kvaliteten og variationen af øllet, som var det vigtigste, er det i dag brandingen. Forvent bryggerier med nyt design, nye flasker/dåser, ny storytelling og markedsføring.

De kvikke bryggerier vil også stramme op på sortimentet, så det ikke stikker af i alle retninger. De kvikke vil fokusere på de typer øl og varianter, som de er bedst til at brygge – og ikke bare på bedste beskub forsøge at følge med ølstrømmen.

Uden en brandingbrain i dit bryggeri kommer du ikke udenfor kommunegrænsen i dagens marked.

De store såvel som mellemstore bryggerier vil skrue op for styrken og antallet af deres sub brands. Så kan du ramme flest mulige målgrupper. Vi har ikke set den sidste Frejdahl (Bryggeri Vestfyen), Dragonfly (Braunstein), Brygmesterens (Fuglsang), BRAW (Nørrebro Bryghus) eller Lottrup (Royal Unibrew). 

Smag

Når Mikkel Borg Bjergsø/Mikkeller proklamerer ”2020. Year of the lager” på Facebook,  bør man tage det alvorligt. Ingen andre er bedre i stand til at forudsige og skabe en ny trend som Mikkel. Som stor tilhænger af, nærmest afhængig af, gode pilsnere, håber jeg, at Mikkel får ret – og vi hermed undgår nogle af ekstremøllene, crazy øl eller såmænd bare en stout med laktose, smutvejen til pseudolækker smag. Jeg ser flere interessante ryk i markedet i retning af lagerøllet, faktisk mest pilsnere. Octopils fra interessante Slowburn Brewing i Hvidovre er et af flere tegn. Mon ikke at ølrevolutionen snart er moden til lagerøllet! 

Ølrevolutionens signaturdrik fortsætter sin never ending succes story og er alfahanbajeren über alles. IPA er gået solo i øllets verden, nærmest blevet en drik i sig selv. Mon ikke at den muterer til nye former efter Brut IPA og NEIPA. Lidt interessant, hvor øltypen bevæger sig hen efter blindgyden med juiceøllen NEIPA. Måske tilbage til den gamle, engelske model for en IPA. Der er en spirende kærlighed til de klassiske øltyper blandt bryggerne. 

Marked

Kan være at der kommer endnu flere nye danske øl på markedet i 2020 end de 1800+ forskellige varianter sidste år, men udvalget bliver reelt ikke større. Det bliver i hvert fald ikke lettere at få fat i de mange øl i de fysiske butikker. Kig fx på hylderne i supermarkedet. Mainsteam over det hele, og selvom det måske ikke virker sådan pga. af de umiddelbart mange brands på hylderne, tager kvaliteten et dyk nedad, igen. Prisen på øllene går umærkeligt ned, og det er en kæmpe fordel for de store bryggerier, som lettere kan styre den slags. Pris fremfor kvalitet og variation er kongekriteriet for øl i supermarkederne, ølrevolution eller ej.

De små bryggerier er på tålt ophold. Den strategisk smarte udmelding fra de store bryggerier er, at det er godt for branchen, at der er så mange og så forskellige bryggerier landet over. Det giver liv og udvikling…. bare bryggerierne forbliver små, og det tyder alt på.

Netbutikkerne får endnu mere succes i år – og det er chancen for bl.a. de mindre og nye bryggerier, for så kan de nøjes med at levere deres øl til netbutikkerne. Netbutikkerne er dog stadig små og sekteriske. Øllets Phillipson Wine lader vente på sig, men vil komme i år eller næste år. 

Konkurrencen bliver strammet endnu engang. Bryggerne må lave andet end deres kerneforretning at brygge øl for at holde gang i . Udover også at producere sodavand, cider, andre alkoholiske drikke, etc., vil der så småt dukke flere bryggier op med egne taprooms. Amager Bryghus åbnede fx to taprooms i København sidste år. Åben lukker op for deres taproom i Aarhus til (måske) marts. 

Hvad mon der i øvrigt sker, når AB InBev, verdens største bryggerikoncern med en tredjedel af verdensmarkedet, vågner til dåd i Danmark? For to år siden etablerede de et nordisk hovedsæde, og der er udgået dekret om, at det danske marked skal penetreres, okkuperes. Men invasionen med Leffe, Hoegaarden, Budweiser, Becks, Corona og de andre superbrands lader vente på sig. Jeg tør næsten ikke nævne det, men det ville da ikke være uinteressant, hvis AB InBev skød øl på markedet fra nogle af de mange amerikanske craft beer bryggerier, som bryggerigiganten har købt i løbet af de seneste ti år, fx Goose Island og Wicked Weed.

Friskhed

Friskhed bliver mere og mere et konkurrenceparameter. To Øl, Åben og Herslev opererer eksplicit med frisk øl, men ingen bryggerier har for alvor markedsført sig med det. Mærkeligt nok, for det findes ikke noget bedre end friske øl, og forbrugerne elsker det. Tank pub fænomenet fra Tjekkiet med friske, upasteuriserede og ufiltrerede pilsnere er ved at brede sig til andre lande, og er et perfekt eksempel på, hvor stærkt et kort i konkurrencen, friskhed kan være.

Klima

Klimadagsordenen begynder at slå igennem.  De store bryggerier har for længst læst på lektien, men de små og mellemstore bryggerier har ikke endnu omfavnet klimadagsordenen. Vi får endnu mere fokus på terroir-baserede og bæredygtige bryg. Øllene bliver også deklareret mere minutiøst med Co2-regnskab og det hele. Forbrugerne ønsker ikke bare at drikke, men også kende øllet til bunds for at kunne vurdere, om øllet er klimavenligt. 

Alkoholfrie øl 

Ja, de kommer, nær-øllen alkoholfri øl, som måske er tidens mest hypede øltype, kommer, men ikke med den kraft, som branchen stiler efter. Alkoholfrie øl har potentialet til at blive en game changer af de helt store. Hvordan fx retfærdiggøre, at man har lyst til en øl med alkohol, masser af fed, aromabærende alkohol, hvis der fås alternativer, som er ligeså gode, måske bedre!? Hvorfor kommer de alkoholfrie øl ikke buldrende? Fordi de ikke smager godt nok. Til Forbrugerrådet TÆNK, Motor (FDM) og Alkohol & Samfund har jeg anmeldt tæt på 50 varianter af denne max hypede type øl, og aldrig har jeg smagt én, som er tæt på the real deal. 

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment

Årets øloplevelse: Foersters Feine Biere

Der er ligeså hyggeligt indenfor. I et stille nabolag i Berlin-Steglitz ligger den bedste ølbar, hvis du er til tyske øl.

Hvis du har besøgt de imposante, legendariske og charmespændte barer og bryggerier i fx München, Bamberg, Køln og Düsseldorf, vil Berlin skuffe. 

Det vil dog være forkert at sige, at selve øllet skuffer i Berlin. 

Der er så mange steder, så mange øl, ikke mindst tyske øl, min måske største passion som ølelsker. God stemning er ikke svær at finde. 

Men det ville måske være mere rigtigt at skrive, at det lokale øl i Berlin aldrig når helt op og skraber skyerne. Jeg er klar over, at der er omkring 40 bryggerier i byen. Så min påstand er måske lidt hurtig.

Men er der fx et bryggeri, som du vil rejse langt efter? Er der en Zum Spezial, Ayinger, Uerige eller Päffgen?

Der er naturligvis gode ølbarer. 

Det er der i alle større byer i Europa i dag. Masser.

Det eneste claim to fame som øldestination for alvor er vel  Internationales Berliner Bierfestival – og måske et par steder, som jeg har overset, siden jeg var i Berlin første gang i 1988. 

Men derfor kan jeg vel godt være vild med Berlin. 

I januar fandt jeg endnu en grund til at ville til Berlin, en ølbar af Guds nåde og herlighed. 

Oven i købet er det en ølbar, som specialiserer sig i tysk øl, og det er med lidt modvilje, at jeg deler mit ’hemmelige’ ølsted for dig: 

Foersters Feine Biere, Bornstrasse 20, Berlin-Steglitz. 

Sven Foerster, ølsommelier og indehaver af Foersters Feine Biere sammen med sin bror Marco.

Kåringen af Årets øloplevelse er et led i Danish Beer Blog Awards 2019 .

Posted in Uncategorized | Tagged , | Leave a comment