Tjekkerne leverer varen – bare ikke i Danmark

Jan Lumbert, chefbrygger på Uneticky Pivovar nordvest for Prag, er en superstjerne, hvis man er til lyse lagerøl, og hvem er egentlig ikke det at the end of the day!?

Vinohradsky bryggeriet i Prag er i Danmark for tiden det mest populære craft beer brand fra Tjekkiet. Tak til Klosterbryggeriet for at importere. Flere varianter er tilgængelige, ikke kun de typisk tjekkiske, svetly lezak (lys lagerøl) og tmavy lezak (mørk lagerøl), men fx også IPA.

Vinohradsky 11 er min favorit. Den mest nøgne pilsner på 4,5 procent. Saaz humle, selvfølgelig, bladguldsfin Maillard tone. Du kan nærmest se gulvmalten blive vendt per håndkraft, når du kigger ned i pavehatten af skumpragt på øllet. Masser af karakter, men også til at drikke derudad.

Svatováclavská 13 på 4,9 procent er en pilsner brygget med Saaz humle direkte fra marken, er også en stor drik. En muskeløl. Både aroma og bitterhed er for en tjekkisk pilsner intens, rustik, men balancen er intakt.

Hvis niveauet skal helt op med tjekkisk øl, serverer Himmeriget i København pilsner fra fad fra Uneticky bryggeriet 15 km nord for Prag som deres husøl. Saaz, gulvmalt, åben gæring, to gange dekoktion. Dog ingen horisontale tanke. Kroppen er mere tysk end tjekkisk, dvs. mere rank end blød. Ingen diacetyl, som dråbevis og bevidst ellers ikke er unormalt i tjekkisk øl. Den ærbødigste tak til Drikkeriget for at skaffe det tjekkiske guld hjem.

Men så stopper festen også.

I Danmark er det helt igennem vidunderlige tjekkiske grundøl nærmest umuligt at opdrive, medmindre du vil tage til takke med industriøllet. Det gode tjekkiske øl er marginaliseret. Et kuriosum.

Det er der to grunde til:

1. Øllet er kedeligt. Typerne er kedelige. Altså ifølge de dogmer, som desværre klæber til ølrevolutionens fortrop.

2. Øl fra Tjekkiet adskiller sig ikke nok fra industriøllet. Ikke de ekstra penge værd. Endnu et forkert dogme afledt af ølrevolutionen.

Med 600 tjekkiske bryggerier er der ellers rigeligt at smage på.

Nævner lige et par brands, som jeg kan anbefale fra mine rejser i Tjekkiet – :

Cobolis, Poutnik, Lobkowicz, Dalesice, Klaster, Pioneer, Proud, Svihov, Bad Flash, Robora, Beskydsky, Chroust, Hostomice og Bohemia Regent. Sidstnævnte fås i øvrigt fast på fad og flaske på Svejk på Frederiksberg.

Urquell og industrien

Tjekkisk industriøl i Danmark er der nok af.

Urquell fra Plzen ikke mindst. Ikonet. Her blev pilsneren opfundet i 1842. Den mest betydningsfulde øltype i øllets historie. Urquell fås overalt. Billig. Som regel pålidelig. Sjældent uforglemmelig. Frisk fra fad – helst tank pub kvalitet, som er upasteuriseret og frisk – er det en anden og en i særklasse bedre sag med Urquell.

Den japanske bryggerikoncern Asahi, som ejer Urquell,  skal tilskrives tilgængeligheden og det humane prisleje. Japanerne hænger dog også på, at en Urquell ind imellem er ødelagt af diacetyl (aroma af frugtsyrlig smørkaramel eller mere populært: Labre Larver fra Haribo).

Budvar er det eneste statsejede bryggeri i Tjekkiet, og det er åbenbart garant for kvalitet. For en Budvar svetly lezak er min foretrukne tjekkiske industriøl, og når jeg en sjælden gang får mulighed for at købe bryggeriets mørke lagerøl, kommer den også med hjem til ølkøleskabet.

Andre tjekkiske industri brands i supermarkederne, som dog ikke er værd at skrive lange klummer om:

  • Samson (AB InBev) – 1795
  • Velke Popovice (Asahi) – Kozel
  • Krusovice (Heineken)
  • Staropramen (Molson Coors)

Festivalen Slunce ve skle (’Sol i glasset’) på bryggeriet Purkmistr i Plzen, som i år afholdes den 15.-16. september, er det måske bedste vidnesbyrd om kvaliteten og vitaliteten hos de tjekkiske bryggere. Craft beer revolutionens øltyper, især IPA al dens mangfoldighed, har også nået lager specialisterne i Tjekkiet. Langt de fleste varianter hos de nye bryggerier er dog lyse og mørke lagerøl.

Tag afsted og smag

I Danmark er det som nævnt kun øl fra Uneticky og Vinohradsky samt til dels Budvar og Urquell, som er værd at bruge tid på. Det har dog én fordel:

Så er det bare med at komme afsted til Tjekkiet og dykke ned i den enestående ølkultur. Der er en grund til, at tjekkerne er det folk i verden, som drikker mest øl, og hvor forbruget af øl generelt stiger modsat de fleste andre lande:

Øllet er suverænt godt, let tilgængeligt, terroir og billigt.

Forslag til fx første stop på rejsen:

Hostomická Nalévarna, soukenická 1192/17 i Prag. En prunkløs bar. Lille, skramlet, brunt. Øllet er så frisk som muligt. Kun Fabian øl fra bryggeriet Pivovar Hostomice, som ligger 30 km sydvest for Prag. Bryggeriet har eget malteri med gulvmalt. Dén oplysning er nok for mig til at rejse til Tjekkiet og smage godt øl.

(Publiceret i Øentusiasten, april 2023)

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Jeg har set lyset – det er dunkel

En reference dunkel, Altbairisch Dunkel fra Ayinger.

Selvom jeg sammen med Jens Eiken har skrevet ”Den nøgne øl”, en grundbog på 377 sider om pilsneren, er andre typer øl ikke et mørkt kapitel for mig.

Jeg er vild med dunkel eller for at hylde dens oprindelsesland münchener dunkel, også en nøgen lagerøl ligesom pilsneren.

Tag endelig den tjekkiske dunkel tmavý ležák med. Den mest sorte lagerøl, den ubegribeligt sjældne schwarzbier, også dén. De dunkle lagerøl fortjener mere kærlighed.

Man kunne kalde dunkel for den mørke pendant til pilsneren, måske i højere grad helles, fordi dunkel og schwarzbier ligesom en helles ofte ikke har kant fra humlens bitterhed, kroppen er ofte også blød som en helles, og maltprofilen er ofte lig en helles, måske endnu mere med malt i fokus. At øllen er maltorienteret vækker altid min nysgerrighed.  

Dunkel har et særligt dansk navn og en betegnelse, som er synonym med øl, bajer.

Indtil pilsneren overtog verdensherredømmet over øllet, var bajeren hverdagsøllet, grundøllet, i Tyskland og mange andre europæiske lande, herunder Danmark helt frem til og med 1920’erne.

Bajeren har længe været på vej ud i mørket til de uddøde øltypers klub. For en passioneret og grundforkælet ølentusiast som undertegnede er den dunkle deroute også en nedtur for kategorien øl.

Tidligere på Durst skrev jeg om, at jeg var bitter, fordi bitter (engelsk bitter) var totalt overset i ølrevolutionen. Nu er jeg sortsynet, fordi dunkel er ligeså fraværende i den såkaldte ølrevolution.

Lyse tider på vej

Under ølrevolutionen har de mørke lagerøl været fraværende. De mørkt ristede malte fandt anvendelse i porter og stout – og, selvfølgelig, IPA segmentet i form af typen med det weird navn black IPA –  ikke i de mørke lagerøl.

Heldigvis er der også en evolution under en revolution. Den gode pilsner, også overset under ølrevolutionen, fik for alvor en renæssance i USA for omkring 10 år siden, i Danmark er pilsneren først for ca. tre år siden blevet fast i sortimentet hos de toneangivende craft beer bryggerier: Gamma, Slowburn, To Øl, Dry & Bitter, men kun Ebeltoft Gårdbryggeri og, lejlighedsvis, Slowburn er i stand til at ramme den perfekte smag af pilsner.

Samme glædelige udvikling må gerne ske for dunkel, og Slowburn har så småt vist vejen med sin dunkel Mørkeræd, og der er tegn fra USA på, at dunkel er på vej ud af mørket, og når de dunkel tunge drenge fra USA rykker igennem, kommer udviklingen som regel også til Danmark.

Smoke & Dagger, en dunkel fra lagerøl specialisterne fra Jack’s Abbey i Massachusettes, USA.

Mørkeræd, en dunkel fra Vridsløse vest for København, hvor Slowburn Brewing holder til.

For en dunkel er nøgleordet ligesom for pilsneren balance og, igen ligesom pilsneren, er det kun den forfinede konstruktion, dén uden fejl og mangler, og perfekte råvarer, som nådigt slipper igennem bryggerens og øldrikkerens censoriske smagsløg. Med andre ord: En nøgen øl.

Carlsbergs hjerteblod

Det måske bedste eksempel på dunkels deroute er Gammel Carlsberg Lager.

Carlsberg udfaser hurtigt varianter, som ikke sælger i x-antal mio. liter. Sådan er gamet for de store spillere. Men med Gammel Carlsberg Lager udstødte man ikke blot en mere eller mindre tilfældig variant, men hjerteblod, den slags moderne bryggerier ellers bruger til at råbrande sit bryggeri med i en tid, hvor branding mere end øllets kvalitet er først på dagsordenen hos de fleste bryggerier.

Gammel Carlsberg Lager var, indtil den fik kniven i 2018, fordi den kun solgte 250.0000 liter om året, den eneste variant, som Carlsberg havde brygget uden ophør siden grundlæggelsen i 1847. Hjerteblod. Ud med den, det.

Dels af kærlighed til øltypen mørk lagerøl, dels for at drille Carlsberg – og for at få omtale – , bryggede Nørrebro Bryghus Gammel Københavner, da Gammel Carlsberg Lager røg ud, men også Nørrebros mørke lagerøl er i dag taget af markedet.

Sådan smager en dunkel

En dunkel må ikke være sød, tør eller med ekspressive aromaer af chokolade, kaffe og karamel – den kan have lidt af det hele, men nænsomt doseret. Rosiner, nødder og tørre, mørke stenfrugter kan også forekomme. Rig smag af malt, noter af frisk brød. Let og lækker i munden. Ren, enkel, nøgen. En øltype som kalder på ét glas til. En dunkel er kobberfarvet eller mørkebrun, ikke sort. Münchener dunkel har typisk en IBU på 18-28, alkoholprocenten 4,5-5,6. Den tjekkiske dunkel, tmavý ležák, er mere bitter end den tyske, mere rund og maillard-fed.

En schwarzbier, som de fleste kun kender fra Köstritzer Schwarzbier og en type som også i moderlandet Tyskland er tæt på at uddø, er mørkere end en dunkel, lettere i kroppen. Smagen er malt er endnu mere udtalt. En schwarzbier er ofte mere tør end dunkel og, ikke mindst, en tmavý ležák.

Eksempler på mørke lagerøl

Der findes meget få danske mørke lagerøl. Yderst få i fast sortiment, nogle sæsonøl, andre one-offs.

Her kommer et par varianter:

  • Sort Sol, Musicon (schwarzbier)
  • Dark Lager, Ebeltoft Gårdbryggeri
  • Schwarzbier, Vendia
  • Skawskum, Skagen Bryghus
  • Schwarzbier, Herslev Bryghus
  • Black Lager, Hancock
  • Dark Lager, Braunstein
  • Rød Tuborg
  • Brunetten, Humleland
  • Mørkeræd, Slowburn (tmavý ležák)
  • Mølleporten, Bryghuset Møn
  • Mørk Guld, Svaneke

Det bedste argument for dunkel er smagen. Der bliver længere og længere imellem dunkel på selv det tyske marked, men med disse dunkel får du oplevelsen af det bedst tænkelige grundøl:

  • Barok Dunkel, Weltenburg
  • Altbayrisch Dunkel, Ayinger
  • Export Dunkel, Andechs
  • Dunkel Export, Kneitinger
  • Dunkel, Hofbräuhaus München
  • Tradition, Weihenstephan

Brygmester Tom Schafferhans, Skagen Bryghus, er fra det østlige Tyskland, og det er her dunkel og schwarzbier især findes på et marked, som også bliver mere og mere iltfattigt for os dunkel drikkere.

Jeg har bedt ham anbefale dunkel. Her kommer hans favoritter fra det dunkle rige:

  • Ritter Trunk, Schlossbrauerei Stelzer
  • Altfränkisches Bauernbier Dunkel, Held Bräu
  • Tucher Urfränkisch Dunkel, Tucher Bräu
  • Dunkel, Paulaner
  • Weissenoher Bonifatius Dunkel, Klosterbrauerei Weissenohe
  • Dunkles Kellerbier, Seinsheimer
  • Knoblach Dunkles Landbier, Litzendorf
  • Stierberger Hochzeitzbier, Obertaufkirchen
  • Schwarzbacher Raubritter Dunkel, Apoldaer Schlossberg Dunkel, Gessner Alt-Sumbarcher Dunkel

Måske jeg snart igen skulle en tur til Thüringen, Sachsen-Anhalt og Sachsen, dér hvor dunkel stadig trives, inden det er buy buy til bajeren.

Litteratur: ”Dark Lagers” af Weyermann og Dornbusch – 2020

(Publiceret i ØlentusiasteN, februar 2023)

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Drømmen om en demokratisk IPA

En nødvendighed i hverdagen. Tryghed, øllets tryghed. Noget at komme hjem til – uden at blive ruineret. IPA’en er blevet folkelig og en hård konkurrence foregår mellem de store og mellemstore bryggerier om at lancere en IPA, som smager godt, og som er til at betale.

En øl må godt være et favntag. En tryg følelse. Noget at glæde sig til. Noget at komme hjem til.

Lad mig gå et skridt videre: 

En øl må godt være en nødvendighed i hverdagen.

Anarki har imidlertid været kernen i ølrevolutionen. Godt, men også skidt. Nyheder konstant. Nærmest stressende. Markedet er umuligt at følge med i. En utopi er det at smage sig igennem alle øl for selv den mest autistiske øl nørd.

Bliver der lanceret 2000 nye slags øl om året i Danmark? 

Måske. Who cares!

Anarki gælder ikke mindst for ølrevolutionens signaturdrik IPA.

En forvandlingsdrik

IPA er en på alle måder uforudsigelig drik. For humle fetichister er IPA en trylledrik, men mest af alt er IPA en forvandlingsdrik. 

Ingen kan rigtigt sætte IPA på formel. Der findes vel omkring 20 arter, afarter, af IPA. Det er sådan set helt ok, bare de smager godt. 

IPA anno 2022 har normalt intet at gøre med den engelske ur-IPA. I dag har IPA, tro det eller ej, ofte flere ligheder med daggammel tropisk juice end en grundøl. Juice IPA er the shit for tiden – så længe det varer.

Alligevel er typen – eller rettere: IPA typerne – gået solo og har møvet sig frem som en skovfældning i Amazonas til en uretmæssig stor plads i øllets verden. 

Sagt med andre ord, som måske giver et stik i hjertet hos craft beer hipsterne: 

IPA er blevet folkelig. 

IPA har brug for en voksen

De IPA centrerede bryggerier pumper nye slags IPA på markedet, som reelt ikke er nye. Øllene tilfredsstiller mere en tørst hos publikummet efter nyheder end god smag og udvikling af IPA kategorien – og prisen på dåsen eller flasken er ofte på et niveau, hvor det giver et stød i fingerspidserne at tage Visa kortet frem. 

IPA har brug for, at der er en voksen til stede. Familien IPA er ved at skyde sig selv i foden med alle de ’grænsesøgende’ varianter. Bryggerierne gør det ofte sværere end det behøver at være.

Misforstå mig ikke. 

Selvom jeg synes, at de juice-agtige IPA’er er et misfoster, kan fx en west coast IPA være vildt god og et nødvendigt favntag i hverdagen.

Men IPA har brug for, at der er en voksen til stede. Den gode, gamle drik ved at skyde sig selv i foden. Bryggerierne gør det ofte sværere end det er. Underlægger sig de radikaliserede ølnørders krav om nye slags IPA.

Brug for en narkohund

Lykken er at finde en go-to IPA, som ikke ruinerer dig. En demokratisk IPA.

For at øl kan være en nødvendighed i dagligdagen, en flig af lykke, skal go-to IPA’en ikke blot være rig på smag, men også til at betale, så man ikke bliver fattig af al den dyre øl. 

Det kræver næsten en narkohunds næse at snuse sig frem til en go-to IPA, som er til at betale, selvom mange bryggerier flokkes om IPA markedet, som vokser og vokser. I dag er otte procent af alt øl i de store byer øl af typen IPA.

Som i mange humlerige øl bliver humle aromaerne punkteret én for én med tiden. Til sidst er der ofte kun en citrus-agtigt græs aroma tilbage og en snerpende bitterhed fra humlen. En deadzone, som mange IPA’er ender i, uanset om de koster 15, 25, 45 kroner eller mere. 

Lun på Lumberjack

Jeg er blevet lun på en ny go-to IPA. Opsnuset i Netto af min næse som en narkohunds.

Man kan ikke beskylde Skovlyst for at brygge øl for flokken af skovmandsklædte og craft beer glade hipstere, men Lumberjack fra Skovlyst er en fuldt ud god west coast IPA. Skovlyst har taget skovmandsskjorten til sig. Under 10 kroner for 33 cl west coast IPA på 6,0 procent. Det smager af et scoop. 

Lumberjack er enkel uden at være kedelig. 

Den appellerer til både ølentusiasten og den glade øldrikker. 

Er det craft beer? Jeg ved det ikke. Den ligner og smager som craft beer – bortset fra den lave pris. Craft beer fænomenet er udvandet for tiden. I craft beer revolutionens moderland USA er der ikke meget hjælp at hente til at forstå, hvad craft beer mon er for noget. Boston Beer Company, dem med Samuel Adams brandet, er medlem af Brewers Association, som er bryggeriforening for ”small and independent” bryggerier. 

Boston Beer Company producerer mere end en mia. liter øl om året. 

Hvordan smager den øllystne Skovhugger (Lumberjack) så: 

Lumberjack er velbrygget. Ingen fejl og mangler. En west coast IPA i balance. Teknikken er bestået – det samme er smagen heldigvis også.

Aromaerne er en mellemting mellem mild ananasjuice og pink grape, men nænsomt doseret. Lys, blid, frisk. Sødmen er heldigvis underspillet. Ofte er en IPA klæbrigt sød, fordi der må spandevis af sødme til for at balancere al humle bitterheden. Lumberjack hylder enkeltheden og den klassiske west coast IPA, men deler ud af aroma gaver for øldrikkeren, som gør sig umage: Pomelo, passionsfrugt, citrus og fyrrenåle. 

De fleste IPA entusiaster burde kunne lide Lumberjack. 

Fortæl dem, at prisen for en Lumberjack er under 10 kroner, og mon ikke at det kan få et par tvivlere til at sige god for deres nye go-to IPA. 

(Indlægget er blevet til i samarbejde med Skovlyst)

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Tre vise øl fra Westvleteren

De tre varianter fra Westvleteren – Gul, Blå og Grøn kapsel.

Tre af verdens mest berømte øl kommer fra Westvleteren, munkeklostret De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren  tæt på Dunkerque og Oostende i Belgien.

Vi taler ikke kun om et munkekloster, men et trappistkloster, et verdens 14 certificerede trappistklostre – og det bedste bryggekloster at dømme efter image og ratings på fx Untappd og Ratebeer. 

Westleteren 12 er således flere gange kåret som verdens bedste øl på Ratebeer. Nu ligger den ’kun’ på tredjepladsen, kun overgået af to stouts – fra Toppling Goliath og Närke

Lad os springe hypen over og gå direkte til anmeldelser af de tre øl – og der ér kun tre varianter i sortimentet.

Jeg bedømmer dem på en skala fra 1-6 med 6 som bedst. 

Blond (Grøn kapsel)

5,8 %

Westvleteren Blond er en belgisk blond ale som fra en lærebog om belgisk øl. Teknisk perfekt. Det tætteste, livligste og mest holdbare skum. Tåget. I næsen er der belgisk gær, dvs. en knytnævefuld syrligt-sure frugter og måske en note af slikskål. De fremtrædende aromaer i duften er overmoden pære, umoden banan og lys kandis.

I smagen tones aromaen af pærer ned og suppleres af aromaer af æbleskræl, hvid peber, koriander og en note nelliker og københavnerstang.  

Tør i finish. Ellers perlende frisk og let at drikke. 

5

8 (Blå kapsel)

8,0 %

Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren

Den måske bedste variant fra trioen Blond, 8 og 12 fra Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren. 

Krydderkage, ja krydderkage. Og vi sætter lige trumf på i disse tider: Jule aromaer! Krydderkage er den dominerende aroma, og Westvleteren 8 er det bedste eksempel på, at aromaen krydderkage kan være genial i en øl, også når det ikke er en pastry stout. Heldigvis er Westvleteren 8 ikke sød som en skål slik, men den iboende sødme er ærkebelgisk. Det samme er den belgiske gærprofil, som sprøjter aromaer af frugt og blomster ud. 

I næsen er der foruden krydderkage, mørk kandis, karamel, henkogte blommer, hvid peber og brandy. 

I smagen bliver aromaerne fra duften forstærket. Andre aromaer støder til: Øllebrød, Matador Mix og tørre blomster. 

Sødme, frugt og blomster med en mørk tone leder slagets gang

6

12 (Gul kapsel)

10,2 %

Brouwerij De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren

Den stærkeste af de tre varianter fra Westvleteren, og nok den variant som har fået mest rosende omtale gennem årene – selvom Westvleteren 8 nok er bedre. 

Hvordan smager den øl, som p.t. ligger nummer tre på listen på Ratebeer over de bedste øl i verden, men som gennem årene som en tyk munk har siddet tungt på førstepladsen?

Absolut godt. Vi nærmer os himlen – uden dog at udråbe Westvleteren 12 til at være øllenes øl.  

I næsen er der rugbrød, mørk karamel, solbær, kandiserede æbler og hvidtøl. 

I smagen åbner Westvleteren 12 sig. Heldigvis kommer der også syrlige toner ind. Ellers ville denne cremede, dog livlige øl, være for sød. Karamel eller karamelbudding er nemlig up front akkompagneret af billig cola og noter af pebernødder, honning og kandiserede æbler. 

Det lyder nørdet, og er det måske også. Men øl forstås nok bedst instinktivt. 

Som en spasme eller en hurtig drøm. 

Her tilfredsstiller trappistmunkene fra Westvleteren også ønsket om bare en god oplevelse med en øl. 

5

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Craft beer – en attitude

Attitude er grundstenen for craft beer

Hvad er craft beer egentlig?

Måske et dumt spørgsmål, for navnet craft beer fortæller vel, at der er tale om håndbrygget øl. 

Men hvad er craft beer egentlig, for det har vel noget med kvalitet at gøre?

Her bliver det interessant, for godt øl kan komme fra både et stort og et lille bryggeri. 

Og hvad er forresten definitionen på et stort bryggeri og et lille bryggeri?

Undertitlen til bogen ’Craft: An Argument’ (2020) af den engelske forfatter Pete Brown siger meget om det hazy og juicy begreb craft beer: 

’Why the term craft beer is completely undefinable, hopelessly misunderstood and absolutely essential’.

Jeg mener, at craft beer begrebet er udtryk for tre ting: 

1. Penge

Du kan tage mere for en øl, som forbrugerne opfatter som craft beer. 

2. Uafhængighed 

Her er vi nok ved hjertet af begrebet craft beer. Ingen af industribryggerierne – modpolen til håndværksbryggerne – er uafhængige.  Håndværksbryggerne føler, at de brygger godt øl. De brænder før øl. Det vil de anerkendes for. De små, uafhængige bryggerier er ofte styret af brygmesterens vision, ikke af markedsføringschefen eller økonomichefen, som er kendetegnet for industribryggerierne. Det gør ofte en forskel på kvaliteten af øllet. Nytænkning var og er de små bryggeriers speciale. Det kan ofte – men ikke altid – smages. Vi nærmer os kernen af craft. 

3. Attitude

Craft beer ligner craft beer.

Det gælder æstetik, typer og udtryk. Attituden er hjernen bag craft beer. Hvis din brygger fremstår som en hestehandler fra Hjallerup, er du færdig. Hvis din hjemmeside ligner skatteforvaltningens i Esbjerg, er det slut. Hvis dine øl ligner et industriprodukt, glem det! 

Øltyperne skal være craft beer-agtige, og i dén grad humle styrede, fx en nærmest ukritisk forherligelse af IPA.

Andre øltyper, som rimer på craft: Imperial stout, sour,  fadlagrede øl og spontangærede øl.

Selvom ølrevolutionen først nu er moden til også at brygge lagerøl, fx pilsnere, med kærlighed og ind imellem kompetence, er et sortiment med lagerøl ofte ikke kompatibelt med en attitude som craft bryggeri. 

De store bryggerier har læst på lektien ang. attitude, og vi kommer til at opleve en mere intelligent attitude strategi hos de store bryggerier fremover. Hvis ikke de køber et craft beer brand, skaber de et. 

Det bedste danske eksempel på et stort bryggeri, som går craft vejen er Anarkist fra Royal Unibrew. Bryggeriet Vestfyen hviler på sub brands, men udøver deres brand lidt halvgjort. Inden bryggeriet overtog de to brands Indslev Bryggeri og Ugly Duck Brewing (sub brand til Indslev Bryggeri), kørte Vestfyen løs med supermarked brandene Willemoes og Frejdahl. 

Der ligger masser af kraft bag attituden, men er der i grunden tale om craft?

Posted in Uncategorized | Tagged , | Leave a comment

10 anbefalinger til Ølfestivalen 2021

I dag står København i ølfesternes tegn, ikke oktober fester, men – skal vi kalde dem – craft beer fester.

Selv om profilerne på de to festivaler er forskellige, står det næppe på første side i ABC for ølfestivaler, at to store ølfestivaler skal placeres på de samme to dage. 

Mikkeller Beer Celebration Copenhagen (MBCC) og Ølfestivalen afvikles i dag og i morgen lørdag. 

På MBCC deltager 59 bryggerier bryggerier fysisk, men bryg fra i nærheden af 100 bryggerier er repræsenteret på festivalen i Øksnehallen, som har været ramt af masseafbud efter en MeToo sag i Mikkeller gruppen.

Små to kilometer fra Øksnehallen ligger Lokomotivværkstedet. Her rykker Danske Ølentusiaster igennem med deres altid populære og folkelige Ølfestivlalen.

Af Danmarks 215 bryggerier deltager 35, et par svenske plus det løse (importører, etc.).

Her kommer 10 bud på gode oplevelser i Lokomotivværkstedet: 

  1. HerodesHåndbryggerneSharktorBrewing

De små bryggerier og håndbryggerne er ofte hit or miss. Jeg holder mig altid til. Hvis der er mere miss end hit, kompenserer den gode stemning som regel for de blandede fornøjelser. Herodes, et kollektiv af håndbryggere fra Amager, er trofaste gæster på Ølfestivalen og altid garant for mindst én suveræn oplevelse. SharktorBrewing er nye for mig, men et bryggeri, som brygger andet end IPA og oven i købet den sjældne kristallweizen, en filtreret bayersk hvedeøl, skal absolut have en chance.

2. Anarkist

Naked Gold, min nøgne øl, som er en collab mellem Anarkist og forfatterne til pilsner bogen ”Den nøgne øl”, over- og undertegnede og Jens Eiken, skal gensmages, kvalitetstestes. Er den stadig den hidtil bedste fra Anarkist. En dortmunder export.

3.

Charlies

Jeg er til engelsk bitter på cask. Charlies stand er nok det nærmeste, jeg kommer cask i denne ombæring. Øllene fra St Austell er på menuen. Så kan det ikke gå galt. Desværre har Charlies ikke Proper Black IPA med.

4.

Danish Trade Company

Hope Beer fra Irland og kroatiske Medvedgrad Pivovara. Førstnævnte er IPA fetichister, men brygger også en hoppy lager, forhåbentlig ikke for IPA hoppy. Kroaterne kører også løs ad IPA sporet, men tilbyder en imperial pilsner. 

5.

Humledrik

Her vil jeg som den vildeste Rain Man autist gå efter lagerøllet fra Prag bryggeriet Vinohradsky, som jeg har portrætteret i ”Den nøgne øl”.

6.

Musicon

I Roskilde gemmer der sig et godt bryggeri i den nye bydel tæt på festivalpladsen. Brygmester Peter Jelsted præsterer et højt bundniveau på mange øltyper og bliver bare bedre og bedre. Hvis hans Sort Sol, en schwarzbier, er med på festivalen, bliver jeg en lille smule lykkeligere.

7.

Det Lille Bryggeri

Der er 50 varianter at vælge imellem. Hvis blot Det Lille Bryggeri, Årets Bryggeri 2020, havde fem varianter med, var der mindst én af høj klasse. Her må jeg forbi. Måske deres dobbelt bock en med, en øltype, som står og tripper for at få en renæssance hos de danske bryggerier. Det Lille Bryggeri er blandt de få danske bryggerier, som ville være i stand til at hamre en velsmagende bock hjem. 

8.

Frederikshavn Bryghus

Min fødeby. FFI. Munkebakkeskolen. Zakkis Grill Bar. Anne, min første kæreste. Øllet kan næsten kun smage godt. Jeg må udforske deres hekserier, bl.a. ’Keine Hexerei’, Danmarks stærkeste øl. Deres program for fadlagrede øl kan kun aftvinge respekt – og forventninger. Måske min første juleøl skal smages på standen, Jolnir, som med bryggeren tyske Tom Schafferhans’ ord er som ’en kold apfelstrudel’. En belgisk klosterøl.

9.

Fanø Bryghys

Jeg var overbevist om, at Fanø Bryghus ville blive Årets Bryggeri 2020. Så må det blive i år. Red Wedding øllen, en styrket landsdækkende distribution, projekt med fadlagring tilsat seriøs øhipster attitude. Jeg drosler ned i hipster tilgangen og vil smage to varianter: 1741, en biere de garde, og Dagmar of Bohemia – en pilsner… på 7,8 procent.

10.

Höganäs Bryggeri

Svensk, lige om hjørnet. Tæt på Kullen. Deres High Nose Pilsner er blevet sverigesberømt på grund af designet på dåsen, en ølietønde. Smagsnoter til High Nose: Knækbrød, abrikos, appelsin og bitterurter. 

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Øl er noget rod

Ups, gode mand! Der fik du vist
en ekstremøl på 20 procent og en IBU på 100

Salget af øl i Danmark falder. 

Ikke stort, men støt.

Og sådan har det været i efterhånden mange år. 

I år 2019 (den seneste statistik) var vi nede på i gennemsnit 62 liter øl per dansk gane per år. For 50 år siden var forbruget af øl det dobbelte. 

Hvor langt skal forbruget ned, før Danmarks nationaldrik øl er knap så patriotisk – før øllet mister sit tag i folkesvælget?

Faldet i forbrug af øl hænger naturligvis sammen med, at folk ikke forbinder øl med en sund livsstil – hvilket i øvrigt er forkert, for i moderate mængder er øl ikke usundt, snarere tværtimod.

Men der er andre grunde til dykket. 

Måske fordi fænomenet øl også er noget rod. 

Her kommer seks forklaringer på, at nationaldrikken er noget rod og populariteten derfor falder:  

1. Øllets identitet flyder

For 20 år siden – før ølrevolutionen – var en øl i Danmark en pilsner eller noget , der ligner. Ølrevolutionen har ført en rigdom af kvalitet og variation med sig. 

Men i dag er der flere og flere øl, som ikke smager af øl – grundøl som fx pilsner, engelsk bitter, porter og hvedeøl.

Her tænker jeg ikke mindst på de populære alkoholfrie (AF) øl.

Det er nærmest håbløst at komme til at nyde en AF øl med karakterfuld malt og humle. Netop malt og humle er jo ligesom de to væsentligste byggestene i en god øl. 

Stort set alle AF øl, som ikke smager af øl, men af juice eller saft er derimod ofte værd at drikke.

Det er noget rod!

2. Øl er blevet for mærkeligt 

Efterhånden er det normen, at et bryggeri smider marshmallows i en porter. Det samme med laktose. Her er vi i den milde ende. Saltagurker, mazarintærte, stegt kylling og mange, mange andre lignende ting har også været en del af en crazy craft beer. 

At en øl, en NEIPA (New England IPA), kan være en slags konverteret tropefrugtjuice fra Rema 1000, er også for mærkeligt. 

Så er der ekstremøllene. 

Det er de stærke øl. Her taler vi ikke 7,2 procent som en Elephant Beer, men fx 19 procent, som du oplever i Keine Hexerei fra Frederikshavn Bryghus – inden du falder halvdød om.

Bitre øl kan også være ekstremøl. Der kan sagtens være tale om øl, typisk en IPA, som svitser dine smagsløg med en IBU så modbydelig som en Ghost Chili (verdens stærkeste chili).

Det er noget rod!

3. Øl har lav status

SuperBrugsen i Jyderup sælger som et fast tilbud en kasse Carlsberg til 99,95 kroner. Andre supermarkeder har ind imellem lignende tilbud. Se lige, hvordan supermarkederne præsenterer deres tilbud på øl: Som smidt ind med en gaffeltruck.

Jeg taler naturligvis mest om industriøllet.

Craft beer har generelt høj status, men udgør max 10 procent af det samlede marked.

Den lave pris er udtryk for lav status, og hvem gider for alvor bruge tid på en drik med lav status?! 

Det er noget rod!

4. Bundniveauet falder for industriøllet

Med den lave pris og klodernes kamp blandt industrikoncernerne er det næsten uundgåeligt, at kvaliteten på øllet lider.

Smagen ændrer sig henover årene for de mest populære produkter. Der skal spares på råvarer og processer. Logistikken skal trimmes. Profitten skal øges. 

Og gæt én gang, om det er til det bedre eller det værre for kvaliteten af øllet?!

En Heineken er fx i dag så udvandet, at det i bedste fald er tale om en begynderøl. Smagen af malt og humle, af grundøl, er long gone. En Stella Artois, tidligere en udmærket øl, har også givet op.

Roden til danskernes ølglæde, det let tilgængelige og ofte billige øl, falder i kvalitet henover årene, og det faktum er nok den største årsag til faldet i popularitet.

Det er virkeligt noget rod!

5. Ingredienserne

Vin er let. Det er let at lave og let at forklare. Vin er lavet af vin. 

Øl er lavet af malt – og hvem kan ædru og enkelt forklare, hvad malt er? Humle er der også i øllet – og hvem har lige en beskrivelse af humlens herlighed på rygmarven? Ølgær? Nu bliver det svært! Vand, den sidste råvarer, er let at forklare ikke. Næ, ikke nødvendigvis. Alle bryggere ved, at bestemte øl kræver en særlig vandprofil med pH-værdi og indhold af mineraler. 

Noget rod, det er det altså!

6. Bryggeriernes mudrede profil

Et bryggeri laver kun øl, ikke?

Næ, for det bliver mere og mere almindeligt, at bryggerierne også – på grund af konkurrencen – kaster sig ud i fx at lave 

  • Sodavand
  • Spiritus, typisk whisky og gin
  • Hard seltzer (gæret vand med dextrose)
  • Cider

Det kan være svært forbrugerne at finde ud af, hvor kærligheden og kompetencen er hos de respektive bryggerier. Profilen for bryggeriet bliver uklar. Er kærligheden hos øllet eller hos alle de andre drikke?

Det er noget værre rod!

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Labre Larver i øllet

Hvis du er til Labre Larver fra Haribo i øl: Old Speckled Hen, en klassisk engelsk bitter ale fra Morland Brewery.

Jeg foretrækker Labre Larver fra Haribo i en slikskål, ikke i en øl. 

Lad mig forklare: 

Forleden smagte jeg fra flaske Old Speckled Hen, en pale ale fra Moorland Brewery (Greene King Brewery) – diacetyl, Haribo Larver, all over.

En grim oplevelse. Duft, smag og mundfølelse.

Bismagen diacetyl er dog et interessant fænomen. 

Nogle personer er hyperfølsomme overfor diacetyl, andre kan hverken dufte eller smage diacetyl. Nogle personer kan ikke fordrage diacetyl, andre sætter pris på det. 

Jeg kender en brygger på et stort, dansk bryggeri, som ikke kan opfange diacetyl ved at dufte til og smage på øllet – kun ved at måle, om øllet indeholder diacetyl. 

Omvendt kender jeg en brygger på et middelstort, dansk bryggeri, som er vild med diacetyl og fremmer smagen af diacetyl i sine endog mest populære varianter. 

Vi har alle oplevet diacetyl i øl. 

Det er umuligt at undgå, hvis du er en gennemsnitlig, nysgerrig ølelsker. 

Enten er diacetyl opstået på grund af en ufuldstændig gæring eller på grund af en infektion i tappeanlægget på baren eller restauranten. 

Normalt kalder jeg duft og smag for Labre Larver fra Haribo, men det er måske for letkøbt. 

Her kommer et par andre ord for den omdiskuterede bismag diacetyl: 

  • Smør
  • Kunstigt smør
  • Intens smør 
  • Smørkaramel
  • Kærnemælk
  • Popcorn fra mikroovn
  • Kandiseret smørkaramel

Oveni duft og smag kan øl med diacetyl ofte fornemmes i munden. Øllen bliver olieret og karamelklæbrig. 

Diacetyl er som nævnt ofte en fejl i øllet, men kan også bruges bevidst af bryggerne, for forbrugerne er ofte glade for smagen. Måske fordi smagen ligger tæt på karamel, som er blandt de mest almindelige aromaer i en øl.

De tjekkiske og britiske bryggere er ofte ikke hysteriske overfor diacetyl – da slet ikke Morland Brewery med deres diacetyl-bombe Old Speckled Hen. En tysk brygger, derimod, vil føle skyld, skam og tigge om at komme i kælderen til en hård straf, hvis han eller hun sendte en øl med diacetyl på markedet. 

Diacetyl er omdiskuteret blandt de tjekkiske bryggere. På bryggeriet Únětický pivovar, som brygger nogle af klodens bedste pilsnere, er diacetyl et no-go. Dén holdning deler mange tjekkiske bryggere. 

Omvendt er diacetyl i et vist omfang gangbart for andre tjekkiske bryggere. 

Tjekkernes tradition med at bruge op til tre gange dekoktion er kun med til at forstærke karamelaromaen på grund af Maillard reaktionen. Kobber kæder i kogekarret er varmeledende på en anden og mere effektiv måde end stål. Det fremmer også karameliseringen, Maillard reaktionen – som kan minde om diacetyl.

Formanden for de tjekkiske bryggere Jan Šuráň, som ejer husbryggeriet Pivovarsky Dum i Prag, udtaler i min pilsner bog ”Den nøgne øl”:

”Tjekkisk pilsner må gerne have et strejf af diacetyl. Det er vel en integreret del af den klassiske, tjekkiske pilsner. Men graden af diacetyl skal naturligvis styres. Hvis der er mindre end 0,2 milligram diacetyl per liter, er det i orden med mig.” 

Pilsner Urquell urpilsneren, bør nævnes her. Det må være den pilsner, som Jan Šuráň især tænker på, “den klassiske tjekkiske pilsner”.

Jeg er sikker på, at bryggerne på Pilsner Urquell vil benægte, at de opererer med at indarbejde smagen af diacetyl. For det er næppe opportunt på markedet at erklære sig som tilhængere af bismagen diacetyl. For der er jo som regel tale om en brygfejl. Den slags bryder ejerne, japanske Asahi, sig næppe om at blive forbundet med.

På den anden side er jeg sikker på, at der ofte er diacetyl i en Pilsner Urquell. Mine smagsløg tager ikke fejl.

På fad i Tjekkiet har jeg aldrig oplevet en Pilsner Urquell med diacetyl. En smag med noter i retning af karamel, ja, men ikke diacetyl. På dåse eller flaske i Danmark er det mere reglen end undtagelsen, at jeg oplever bismagen diacetyl i en Urquell, men Labre Larver fra Haribo foretrækker jeg som nævnt i en slikskål.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment

Tag til Frankrig og drik øl

Coreff bryggeriet i nordvest Frankrig er blandt pionererne i den franske revolution inden for øl.

Min artikel “Tag til Frankrig og drik øl” fra magasinet Whisky & (tidligere Whisky & Rom) er nu gratis på hjemmesiden Spritnyt.com.

Artiklen er den vildeste appetitvækker til fransk øl.

Bl.a. er der generøse anbefalinger til øl, barer og bryggerier fra ølekspert Hervé Loux, som jeg også medvirker i en Q&A i min pilsnerbog “Den nøgne øl”.

Her kommer Hervés anbefalinger – resten af artiklen læser du bare ved at klikke på linket øverst:

Hvilke ølbarer kan du anbefale?
“Frankrig er et stort land med 67 millioner indbyggere, så det kan være svært at udvælge det bedste af det bedste. Men siden, jeg bliver presset til det, kommer her et par bud:

Les Berthom : En franchise med 18 filialer i Frankrig.
La Ruée vers l’Orge, Paris : Omkring 250 forskellige øl.
L’Empire du Malt, Clermont-Ferrand : Imponerende stort og varieret udvalg af øl på fad.
Les Brassés, Nantes : Masser af godt øl og, næsten, ligeså god mad.
Les Fleurs du Malt Le Bar, Lyon : 16 øl på hanerne. Altid noget godt.”

Hvilke bryggerier kan du anbefale og hvorfor?
La Débauche: Meget originale opskrifter, fadlagrede øl og æstetikken på etiketter blæser dig omkuld.
Mont Salève: Topkvalitet all over, ikke mindst de fadlagrede øl.
Brasserie St Germain (Page 24): Meget varieret sortiment, meget høj kvalitet. Et smukt mix af klassiske og innovative øl.
Azimut: Her går innovation og balance hånd i hånd. Alle øl med høj drinkability.
Pophin: Her bliver potentialet i humle for alvor udforsket på bedste vis.
La P’tite Maiz: Masser af kreativitet. Fokus på fadlagrede øl. Gør meget ud af collabs.
Perle: Et gennemført godt bryggeri og det bedste bevis på det: De kan brygge en god pilsner.
Sulauze: Specialist i spontangærede øl.
Cap d’Ona: Specialist i fadlagrede øl og frugt øl.

Hvilke øl kan du anbefale og hvorfor?
Ta Mère Nature (Sulauze): Spontagæret øl, som er en blanding af et til tre år gamle øl.
Barley Wine Mystère (Cap d’Ona): En blanding af tre forskellige barley wines.
Perle des vignes (Perle): En blanding af øl, ølurt og Riesling og Gewürtztraminer vine.
Blanche Lime Basilic (Azimut): Hvedeøl med lime og basilikum.
Slap a banker (La Débauche): En barley wine.
Stout Framboise (Mont Salève): Stout og hindbær i fuldendt harmoni.
Smoke on the Oyster (Brasserie St Germain): Barley wine brygget med tang og røgede østers.
Pomègues Automne (Zoumaï): Pale ale med pomace/marc (de faste rester af druer efter presning)
Golden Bridge (Grizzly microbrasserie): Den perfekte IPA.
L’Ephémère : (Rouget de l’Isle) : Sour beer, let røget smoked.

Posted in Uncategorized | Tagged , , | Leave a comment

Stinkende

Aarhus Bryghus har altid brygget pålidelige og jævnt hen konservative øl. 

Ikke fx sure øl.

Med andre ord: 

Øl til et stort publikum. 

Som firstmover (2005) i den danske ølrevolution får Niels Buchwald lige et par point. 

At han løsrev sig som brygmester på Ceres og for egen regning og risiko sprang ud med sit eget brand, får han absolut også point for. 

Blandt bryggere er Niels Buchwald anerkendt. Høj teknisk klasse. Flere point.

Aarhus Bryghus er et fremragende navn, selvom det måske lyder kedeligt.

Hjemligt, lokalt, hyggeligt. Smilets øl. Perfekt. 

Navnet er helt i stil med andre bryggerier, som bruger geografien som navn på bryggeriet: Skagen, Viborg, Herslev, Krenkerup, Thisted, Nørrebro, etc. 

I lighed med en række andre bryggerier har Niels Buchwald netop også lanceret et sub brand, og navnet skulle være stinkende godt og appellere til hipsterne.

Braunstein har fx Dragonfly som sub brand og Nørrebro Bryghus har BRAW.

Målet med et sub brand er at omfavne et nyt publikum. Stinkende rig bliver Aarhus Bryghus næppe, men få solgt nogle flere øl kunne blive en gevinst. Ofte går bryggeriet med det nye sub brand efter et yngre og mere købedygtigt, risikovilligt, publikum. Folk, som med glæde lægger 50 kroner eller meget mere for en halv liter (spændende) øl. 

Niels Buchwald har valgt at kalde sig nye brand for Sour Feet.

Ny øl fra Sour Feet – en double IPA.

Først tænkte jeg: Nej, det er da for ulækkert, det navn.

Så gav jeg navnet en chance: Det måtte dække over, at brandet specialiserede sig i sure øl, og måske publikummet – twentysomethings eller deromkring – fandt navnet stinkende godt og sjovt.

Men specialebryggeri for sours er der ikke tale om. 

Hør hvad bryggeriet selv skriver om sure fødder, ja sure fødder – og måske, måske ikke, om brandet Sour Feet:

”Don’t we all know that feeling, when – after a long day – we throw ourselves in the chair, sour feet in the air. Those poor feet have been trapped all day in a pair of rubber boots at the brewery, or a pair of mountain boots after the field trip with the camera.”

Varianterne fra bryghusets nye sub brand skal være eksperimenterende – hvad end der ligger i det ord efterhånden: 

”Sour Feet Brewing is our playground, letting us do all the stuff we cannot (or will not) with Aarhus Bryghus. We want to experiment; we want to invite fellow brewers. We want to be bold with the beers, bold with the design, experiment and put out new beers all the time.”

Forhåbentlig kommer der stinkende gode øl ud af anstrengelserne. 

Navnet Sour Feet er mildt sagt ikke stinkende godt. 

Bare stinkende. 

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment