Øl er noget rod

Ups, gode mand! Der fik du vist
en ekstremøl på 20 procent og en IBU på 100

Salget af øl i Danmark falder. 

Ikke stort, men støt.

Og sådan har det været i efterhånden mange år. 

I år 2019 (den seneste statistik) var vi nede på i gennemsnit 62 liter øl per dansk gane per år. For 50 år siden var forbruget af øl det dobbelte. 

Hvor langt skal forbruget ned, før Danmarks nationaldrik øl er knap så patriotisk – før øllet mister sit tag i folkesvælget?

Faldet i forbrug af øl hænger naturligvis sammen med, at folk ikke forbinder øl med en sund livsstil – hvilket i øvrigt er forkert, for i moderate mængder er øl ikke usundt, snarere tværtimod.

Men der er andre grunde til dykket. 

Måske fordi fænomenet øl også er noget rod. 

Her kommer seks forklaringer på, at nationaldrikken er noget rod og populariteten derfor falder:  

1. Øllets identitet flyder

For 20 år siden – før ølrevolutionen – var en øl i Danmark en pilsner eller noget , der ligner. Ølrevolutionen har ført en rigdom af kvalitet og variation med sig. 

Men i dag er der flere og flere øl, som ikke smager af øl – grundøl som fx pilsner, engelsk bitter, porter og hvedeøl.

Her tænker jeg ikke mindst på de populære alkoholfrie (AF) øl.

Det er nærmest håbløst at komme til at nyde en AF øl med karakterfuld malt og humle. Netop malt og humle er jo ligesom de to væsentligste byggestene i en god øl. 

Stort set alle AF øl, som ikke smager af øl, men af juice eller saft er derimod ofte værd at drikke.

Det er noget rod!

2. Øl er blevet for mærkeligt 

Efterhånden er det normen, at et bryggeri smider marshmallows i en porter. Det samme med laktose. Her er vi i den milde ende. Saltagurker, mazarintærte, stegt kylling og mange, mange andre lignende ting har også været en del af en crazy craft beer. 

At en øl, en NEIPA (New England IPA), kan være en slags konverteret tropefrugtjuice fra Rema 1000, er også for mærkeligt. 

Så er der ekstremøllene. 

Det er de stærke øl. Her taler vi ikke 7,2 procent som en Elephant Beer, men fx 19 procent, som du oplever i Keine Hexerei fra Frederikshavn Bryghus – inden du falder halvdød om.

Bitre øl kan også være ekstremøl. Der kan sagtens være tale om øl, typisk en IPA, som svitser dine smagsløg med en IBU så modbydelig som en Ghost Chili (verdens stærkeste chili).

Det er noget rod!

3. Øl har lav status

SuperBrugsen i Jyderup sælger som et fast tilbud en kasse Carlsberg til 99,95 kroner. Andre supermarkeder har ind imellem lignende tilbud. Se lige, hvordan supermarkederne præsenterer deres tilbud på øl: Som smidt ind med en gaffeltruck.

Jeg taler naturligvis mest om industriøllet.

Craft beer har generelt høj status, men udgør max 10 procent af det samlede marked.

Den lave pris er udtryk for lav status, og hvem gider for alvor bruge tid på en drik med lav status?! 

Det er noget rod!

4. Bundniveauet falder for industriøllet

Med den lave pris og klodernes kamp blandt industrikoncernerne er det næsten uundgåeligt, at kvaliteten på øllet lider.

Smagen ændrer sig henover årene for de mest populære produkter. Der skal spares på råvarer og processer. Logistikken skal trimmes. Profitten skal øges. 

Og gæt én gang, om det er til det bedre eller det værre for kvaliteten af øllet?!

En Heineken er fx i dag så udvandet, at det i bedste fald er tale om en begynderøl. Smagen af malt og humle, af grundøl, er long gone. En Stella Artois, tidligere en udmærket øl, har også givet op.

Roden til danskernes ølglæde, det let tilgængelige og ofte billige øl, falder i kvalitet henover årene, og det faktum er nok den største årsag til faldet i popularitet.

Det er virkeligt noget rod!

5. Ingredienserne

Vin er let. Det er let at lave og let at forklare. Vin er lavet af vin. 

Øl er lavet af malt – og hvem kan ædru og enkelt forklare, hvad malt er? Humle er der også i øllet – og hvem har lige en beskrivelse af humlens herlighed på rygmarven? Ølgær? Nu bliver det svært! Vand, den sidste råvarer, er let at forklare ikke. Næ, ikke nødvendigvis. Alle bryggere ved, at bestemte øl kræver en særlig vandprofil med pH-værdi og indhold af mineraler. 

Noget rod, det er det altså!

6. Bryggeriernes mudrede profil

Et bryggeri laver kun øl, ikke?

Næ, for det bliver mere og mere almindeligt, at bryggerierne også – på grund af konkurrencen – kaster sig ud i fx at lave 

  • Sodavand
  • Spiritus, typisk whisky og gin
  • Hard seltzer (gæret vand med dextrose)
  • Cider

Det kan være svært forbrugerne at finde ud af, hvor kærligheden og kompetencen er hos de respektive bryggerier. Profilen for bryggeriet bliver uklar. Er kærligheden hos øllet eller hos alle de andre drikke?

Det er noget værre rod!

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Labre Larver i øllet

Hvis du er til Labre Larver fra Haribo i øl: Old Speckled Hen, en klassisk engelsk bitter ale fra Morland Brewery.

Jeg foretrækker Labre Larver fra Haribo i en slikskål, ikke i en øl. 

Lad mig forklare: 

Forleden smagte jeg fra flaske Old Speckled Hen, en pale ale fra Moorland Brewery (Greene King Brewery) – diacetyl, Haribo Larver, all over.

En grim oplevelse. Duft, smag og mundfølelse.

Bismagen diacetyl er dog et interessant fænomen. 

Nogle personer er hyperfølsomme overfor diacetyl, andre kan hverken dufte eller smage diacetyl. Nogle personer kan ikke fordrage diacetyl, andre sætter pris på det. 

Jeg kender en brygger på et stort, dansk bryggeri, som ikke kan opfange diacetyl ved at dufte til og smage på øllet – kun ved at måle, om øllet indeholder diacetyl. 

Omvendt kender jeg en brygger på et middelstort, dansk bryggeri, som er vild med diacetyl og fremmer smagen af diacetyl i sine endog mest populære varianter. 

Vi har alle oplevet diacetyl i øl. 

Det er umuligt at undgå, hvis du er en gennemsnitlig, nysgerrig ølelsker. 

Enten er diacetyl opstået på grund af en ufuldstændig gæring eller på grund af en infektion i tappeanlægget på baren eller restauranten. 

Normalt kalder jeg duft og smag for Labre Larver fra Haribo, men det er måske for letkøbt. 

Her kommer et par andre ord for den omdiskuterede bismag diacetyl: 

  • Smør
  • Kunstigt smør
  • Intens smør 
  • Smørkaramel
  • Kærnemælk
  • Popcorn fra mikroovn
  • Kandiseret smørkaramel

Oveni duft og smag kan øl med diacetyl ofte fornemmes i munden. Øllen bliver olieret og karamelklæbrig. 

Diacetyl er som nævnt ofte en fejl i øllet, men kan også bruges bevidst af bryggerne, for forbrugerne er ofte glade for smagen. Måske fordi smagen ligger tæt på karamel, som er blandt de mest almindelige aromaer i en øl.

De tjekkiske og britiske bryggere er ofte ikke hysteriske overfor diacetyl – da slet ikke Morland Brewery med deres diacetyl-bombe Old Speckled Hen. En tysk brygger, derimod, vil føle skyld, skam og tigge om at komme i kælderen til en hård straf, hvis han eller hun sendte en øl med diacetyl på markedet. 

Diacetyl er omdiskuteret blandt de tjekkiske bryggere. På bryggeriet Únětický pivovar, som brygger nogle af klodens bedste pilsnere, er diacetyl et no-go. Dén holdning deler mange tjekkiske bryggere. 

Omvendt er diacetyl i et vist omfang gangbart for andre tjekkiske bryggere. 

Tjekkernes tradition med at bruge op til tre gange dekoktion er kun med til at forstærke karamelaromaen på grund af Maillard reaktionen. Kobber kæder i kogekarret er varmeledende på en anden og mere effektiv måde end stål. Det fremmer også karameliseringen, Maillard reaktionen – som kan minde om diacetyl.

Formanden for de tjekkiske bryggere Jan Šuráň, som ejer husbryggeriet Pivovarsky Dum i Prag, udtaler i min pilsner bog ”Den nøgne øl”:

”Tjekkisk pilsner må gerne have et strejf af diacetyl. Det er vel en integreret del af den klassiske, tjekkiske pilsner. Men graden af diacetyl skal naturligvis styres. Hvis der er mindre end 0,2 milligram diacetyl per liter, er det i orden med mig.” 

Pilsner Urquell urpilsneren, bør nævnes her. Det må være den pilsner, som Jan Šuráň især tænker på, “den klassiske tjekkiske pilsner”.

Jeg er sikker på, at bryggerne på Pilsner Urquell vil benægte, at de opererer med at indarbejde smagen af diacetyl. For det er næppe opportunt på markedet at erklære sig som tilhængere af bismagen diacetyl. For der er jo som regel tale om en brygfejl. Den slags bryder ejerne, japanske Asahi, sig næppe om at blive forbundet med.

På den anden side er jeg sikker på, at der ofte er diacetyl i en Pilsner Urquell. Mine smagsløg tager ikke fejl.

På fad i Tjekkiet har jeg aldrig oplevet en Pilsner Urquell med diacetyl. En smag med noter i retning af karamel, ja, men ikke diacetyl. På dåse eller flaske i Danmark er det mere reglen end undtagelsen, at jeg oplever bismagen diacetyl i en Urquell, men Labre Larver fra Haribo foretrækker jeg som nævnt i en slikskål.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment

Tag til Frankrig og drik øl

Coreff bryggeriet i nordvest Frankrig er blandt pionererne i den franske revolution inden for øl.

Min artikel “Tag til Frankrig og drik øl” fra magasinet Whisky & (tidligere Whisky & Rom) er nu gratis på hjemmesiden Spritnyt.com.

Artiklen er den vildeste appetitvækker til fransk øl.

Bl.a. er der generøse anbefalinger til øl, barer og bryggerier fra ølekspert Hervé Loux, som jeg også medvirker i en Q&A i min pilsnerbog “Den nøgne øl”.

Her kommer Hervés anbefalinger – resten af artiklen læser du bare ved at klikke på linket øverst:

Hvilke ølbarer kan du anbefale?
“Frankrig er et stort land med 67 millioner indbyggere, så det kan være svært at udvælge det bedste af det bedste. Men siden, jeg bliver presset til det, kommer her et par bud:

Les Berthom : En franchise med 18 filialer i Frankrig.
La Ruée vers l’Orge, Paris : Omkring 250 forskellige øl.
L’Empire du Malt, Clermont-Ferrand : Imponerende stort og varieret udvalg af øl på fad.
Les Brassés, Nantes : Masser af godt øl og, næsten, ligeså god mad.
Les Fleurs du Malt Le Bar, Lyon : 16 øl på hanerne. Altid noget godt.”

Hvilke bryggerier kan du anbefale og hvorfor?
La Débauche: Meget originale opskrifter, fadlagrede øl og æstetikken på etiketter blæser dig omkuld.
Mont Salève: Topkvalitet all over, ikke mindst de fadlagrede øl.
Brasserie St Germain (Page 24): Meget varieret sortiment, meget høj kvalitet. Et smukt mix af klassiske og innovative øl.
Azimut: Her går innovation og balance hånd i hånd. Alle øl med høj drinkability.
Pophin: Her bliver potentialet i humle for alvor udforsket på bedste vis.
La P’tite Maiz: Masser af kreativitet. Fokus på fadlagrede øl. Gør meget ud af collabs.
Perle: Et gennemført godt bryggeri og det bedste bevis på det: De kan brygge en god pilsner.
Sulauze: Specialist i spontangærede øl.
Cap d’Ona: Specialist i fadlagrede øl og frugt øl.

Hvilke øl kan du anbefale og hvorfor?
Ta Mère Nature (Sulauze): Spontagæret øl, som er en blanding af et til tre år gamle øl.
Barley Wine Mystère (Cap d’Ona): En blanding af tre forskellige barley wines.
Perle des vignes (Perle): En blanding af øl, ølurt og Riesling og Gewürtztraminer vine.
Blanche Lime Basilic (Azimut): Hvedeøl med lime og basilikum.
Slap a banker (La Débauche): En barley wine.
Stout Framboise (Mont Salève): Stout og hindbær i fuldendt harmoni.
Smoke on the Oyster (Brasserie St Germain): Barley wine brygget med tang og røgede østers.
Pomègues Automne (Zoumaï): Pale ale med pomace/marc (de faste rester af druer efter presning)
Golden Bridge (Grizzly microbrasserie): Den perfekte IPA.
L’Ephémère : (Rouget de l’Isle) : Sour beer, let røget smoked.

Posted in Uncategorized | Tagged , , | Leave a comment

Stinkende

Aarhus Bryghus har altid brygget pålidelige og jævnt hen konservative øl. 

Ikke fx sure øl.

Med andre ord: 

Øl til et stort publikum. 

Som firstmover (2005) i den danske ølrevolution får Niels Buchwald lige et par point. 

At han løsrev sig som brygmester på Ceres og for egen regning og risiko sprang ud med sit eget brand, får han absolut også point for. 

Blandt bryggere er Niels Buchwald anerkendt. Høj teknisk klasse. Flere point.

Aarhus Bryghus er et fremragende navn, selvom det måske lyder kedeligt.

Hjemligt, lokalt, hyggeligt. Smilets øl. Perfekt. 

Navnet er helt i stil med andre bryggerier, som bruger geografien som navn på bryggeriet: Skagen, Viborg, Herslev, Krenkerup, Thisted, Nørrebro, etc. 

I lighed med en række andre bryggerier har Niels Buchwald netop også lanceret et sub brand, og navnet skulle være stinkende godt og appellere til hipsterne.

Braunstein har fx Dragonfly som sub brand og Nørrebro Bryghus har BRAW.

Målet med et sub brand er at omfavne et nyt publikum. Stinkende rig bliver Aarhus Bryghus næppe, men få solgt nogle flere øl kunne blive en gevinst. Ofte går bryggeriet med det nye sub brand efter et yngre og mere købedygtigt, risikovilligt, publikum. Folk, som med glæde lægger 50 kroner eller meget mere for en halv liter (spændende) øl. 

Niels Buchwald har valgt at kalde sig nye brand for Sour Feet.

Ny øl fra Sour Feet – en double IPA.

Først tænkte jeg: Nej, det er da for ulækkert, det navn.

Så gav jeg navnet en chance: Det måtte dække over, at brandet specialiserede sig i sure øl, og måske publikummet – twentysomethings eller deromkring – fandt navnet stinkende godt og sjovt.

Men specialebryggeri for sours er der ikke tale om. 

Hør hvad bryggeriet selv skriver om sure fødder, ja sure fødder – og måske, måske ikke, om brandet Sour Feet:

”Don’t we all know that feeling, when – after a long day – we throw ourselves in the chair, sour feet in the air. Those poor feet have been trapped all day in a pair of rubber boots at the brewery, or a pair of mountain boots after the field trip with the camera.”

Varianterne fra bryghusets nye sub brand skal være eksperimenterende – hvad end der ligger i det ord efterhånden: 

”Sour Feet Brewing is our playground, letting us do all the stuff we cannot (or will not) with Aarhus Bryghus. We want to experiment; we want to invite fellow brewers. We want to be bold with the beers, bold with the design, experiment and put out new beers all the time.”

Forhåbentlig kommer der stinkende gode øl ud af anstrengelserne. 

Navnet Sour Feet er mildt sagt ikke stinkende godt. 

Bare stinkende. 

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

En sixpack pilsner til 550 kroner

Sådan ser etiketten ud til et fyrværkeri af en lagerøl fra Hanabi Lager.

Jeg har ikke spurgt brygmester Nick Gislason, hvorfor hans pilsnere fra Hanabi Lager koster 550 kroner (90 dollars) for en sixpack.

Det er lidt indiskret.

Nok også et fejlskud, når Nick Gislason også er vinmager på Screaming Eagle i Napa Valley i Californien, som producerer flasker med vin, hvis gennemsnitspris er 20.000 kroner – de dyreste vine i USA. 

Nick Gislason, 36 år, har været vinmager på Screaming Eagle i 10 år – ja, han kom til Screaming Eagle allerede som 26-årig. I flere år har han med sine Cabernet Sauvignion vine ramt 100 point hos vinguruen Robert Parker.

Brygger og, ikke mindst vinmager, Nick Gislason fra Hanabi Lager og skrigdyre Screaming Eagle i Californien.

Nu står den også på øl hos Nick og Screaming Eagle, som sidste år lancerede brandet Hanabi Lager. 

Hanabi Lager bekender sig til de traditionelle metoder til brygge lagerøl på, de tyske og tjekkiske, men Nick Gislason ønsker at bygge ovenpå, udvikle, gå egne vegne. Sloganet er ”reimagining the art of lager brewing”. Hanabi Lager brygger kun lagerøl og helst de lyse – helles, pilsner og wiener. 

Indtil videre er der sendt tre varianter på markedet: 

Autumn 2020: Francin Pilsner Style Lager Beer

Brygget med Francin byg, dyrket tæt på havet i staten Washington.

Winter 2020: Bohemian Pilsner Style Lager Beer

Brewed with Bojos byg, dyrket i Tjekkiet og gulvmaltet. 

Spring 2021: Barke Vienna Style Lager Beer

Brygget med tysk Barke bygmalt. 

”Der er en enorm kreativ mulighed for at udvikle lagerøl og især gær til lagerøl. Måden at brygge lagerøl på har kun eksisteret i måske 500-600 år, og kun 180 år for de lyse typer. Det er jo ingenting – ikke mindst sammenlignet med måden at lave vin på, som har eksisteret i tusindvis af år. Jeg føler mig sikker på, at der fremover bliver udviklet nye slags typer lagerøl, teknikker og smag,” siger Nick Gislason, som har været hjemmebrygger, siden han var 14 år. 

Oveni har han diplom i brygning fra Institute of Brewing & Distilling udover en master i Enology and Viticulture fra UC-Davis.

Nick Gislason har kaldt sit bryggeri for Hanabi, fordi han også er ekspert i den særlige japanske form for fyrværkeri Hanabi, som afspejler årstidernes skiften. 

En gang om året står Nick Gislason for at opføre et Hanabi show, som er blandt de største fyrværkeri begivenheder i USA, på Lopez Island i staten Washington. 

Baggrunden for festfyrværkeriet af en pris for en pilsner, lys lagerøl? Don’t know. Har som nævnt ikke spurgt Nick og af hjemmesiden for Hanabi Lager er der ikke noget, som stikker ud. Mon ikke bare, Hanabi øllene smager af en million.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Nuløl

Så er der øl til den sunde livsstil, nuløl, Tuborgs nye salgssucces.

Øl er en gæret drik baseret på korn. 

Sådan lyder den almindelige – og bredt favnende – definition på øl. 

Der findes et fænomen – måske den største trend indenfor øllet – som kaldes alkoholfrie øl, AF øl, men det er vel lige før, der ikke er tale om øl. 

Lad mig nævne tre argumenter for at alkoholfrie øl måske, måske ikke, er øl – og jeg styrer mest mod det sidste.

1.

Smager de alkoholfrie øl ligeså godt som de øl og øltyper, vi alle elsker? Nej, vel!? Men er det egentlig ikke det, vi forbrugere drømmer om!? Er det ikke er forudsætning for at kalde en øl for en øl, at den smager som en øl?! Ingen er vel tilfredse med dårlige efterligninger. 

Faktisk er der en himmelstige til forskel fra fx Tuborg NUL pilsner til en førsteklasses pilsner. 

Ja, afstanden fra Tuborg NUL til selv en Grøn Tuborg er også betydelig. 

Der er ikke meget traditionel øl-faktor over de alkoholfrie øl. 

2. 

Er der egentligt tale om en gæret drik? Er der tale om øl?

Ja, tjo tja. 

Hør her: 

Alkohol i øl opstår ved gæring af malt. 

Ved alkoholfrie øl hiver du enten alkoholen ud eller gærer så nænsomt, spartansk, at det tynde øl ikke når over 0,5 procent, som er max grænsen for en alkoholfri øl. 

I det første tilfælde fjerner du ikke blot produktet af gæringen, alkoholen. Smag fjerner du også. Og hvad er gæringen så værd – andet end at bryggerierne kan markedsføre sig med at brygge alkoholfrie øl?

Det andet tilfælde – den spartanske gæring – er skabt for at fremme en bedre smag i forhold til teknikken med at kastrere den færdige øl, hive alkoholen ud. Men er kastrationen af øllen ikke nærmest værre i forhold til den første metode? Med gæringen med den svage gær, når øllets urt aldrig at folde sig ud, udvikle sig med aroma og smag i retning af den ægte vare. 

Er der efterhånden overhovedet grund til bøvlet med enten at gære øllet og fjerne alkoholen eller gære nænsomt og slidsomt for at holde den stakkels øl under de 0,5 procent alkohol? 

Teknisk – uden at gå den slagne vej med gæring– er det højst sandsynligt muligt at skabe en smag, der én til én rammer smagen af de varianter af AF øl, som findes på markedet i dag.

3. 

De to byggestene, som er mest afgørende for karakteren i en øl – og her må entusiaster indenfor gær og vand lige læse hurtigt videre – er malt og humle. 

Hvis du har et dårligt fundament og en skrøbelig opbygning af etagekonstruktionen i et højhus, er der jo ikke meget højhus over det længe.

Jeg har stadig til gode at smage en maltrig og -lækker alkoholfri øl. Ofte hælder smagen over mod ølurt. 

Det samme gælder den anden byggesten for en god øl, humle.

Fordi der ikke er en bund af malt og maltsødme at spille op imod, har bitterheden fra humlen nærmest umulige vilkår. Bitterhed skaber jo balance, øllets zen, og skabe balance til en suppe af ølurt er begrænsningens kunst. Der skal ingenting til, før bitterheden bliver overdoseret. Bottom line: Der er nærmest ingen bitterhed i AF øl. 

Hvis du skal have succes med en AF øl, skal du paradoksalt ikke satse på at bygge en øl med øllets to væsentligste byggestene, malten og øllet. En succesfuld AF øl i dag smager faktisk ikke af øl, som øl er flest.

En række bryggerier kalder deres alkoholfrie øl for 0.0, fx Heineken og Royal Unibrew. Tuborg kalder deres alkoholfrie øl for NUL. 

I stedet for ikke at kalde alkoholfrie øl for øl, kunne vi i en overgangsfase kalde dem for nuløl.  

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Første pilsner fra Dry & Bitter skuffer

Den første pilsner fra Dry & Bitter skuffer, bl.a. fordi den ikke smager som en pilsner.

Forventningerne er altid store til en ny øl, når den kommer fra Søren Parker Wagner og hans Dry & Bitter. 

Derfor kan en øl fra let skuffe. 

Og det er tilfældet med den første pilsner fra Dry & Bitter, White Rabbit.

Problemet er, at øllen grundlæggende ikke smager som en pilsner, selvom rammerne for denne raffinerede drik er vide – som det bl.a. i al ydmyghed fremgår af pilsner bogen ”Den nøgne øl”.

Meget kort fortalt er en god pilsner en forening af malt og bitterhed fra humle i balance i en lys lagerøl. Begge vægtskåle – med malt og humle – skal være i perfekt balance, begge råvarer skal stå skarpt. 

Det gør de ikke i White Rabbit, en ’pils’ på 5,0 procent. 

White Rabbit lover (meget) mere end den holder.

På dåsen står der fx, at White Rabbit er ’refreshing’. 

Næ, ikke specielt. 

På dåsen står der yderligere, at White Rabbit er ’crisp’. 

Det er den i hvert fald ikke. 

På dåsen står der også, at pilsneren/øllen er ’clear’.

Heller ikke tilfældet. 

White Rabbit er tåget, lys ravfarvet. Skummet kridhvidt. Forsvinder hurtigt.

I næsen er der hyldeblomst, DMS (Dimethylsulfid), plantedele, vådt græs, umodne gule bær, frugtsødme og en brise svovl. 

Først i små sekvenser i finish står malt og humle tydeligt og i balance – som i en rigtig pilsner i min forstand. 

Ellers er det humlearomaer, som styrer balladen. Æblekerner, ristet toastbrød og plantedele. Også indslag af DMS, som er en off-flavour. Den bedste beskrivelse af DMS er måske kogte grøntsager. 

Seks pilsnerstjerner er det bedste i en anmeldelse på Durst.

White Rabbit får vel kun en pilsnerstjerne.

White Rabbit

Dry & Bitter

5,0 procent

44 kroner

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Omnipollo pale ale pilsner

Omnipollos pilsner: Bitterheden vinder på teknisk knockout

“Amy 100 Day Pilsner”

Omnipollo

5,0 procent

(Brygget på Sigtuna Brygghus)

Omnipollo har brygget en pilsner. Tæt på en sensation. For svenske Omnipollo er mest kendt for at brygge øl, som skal drikkes med en ske. Ind imellen må der en gaffel til.

Men pilsneren er svær at komme udenom – tidens øltype.

Med Amy 100 Day Pilsner har Omnipollo sit bud på en pilsner, og der er selvfølgelig ikke tale om klassisk pilsner.

Omnipollo har valgt at brygge en pale ale pilsner. Sådan smager den – som en amerikansk pale ale. Sådan føles den også i munden, ale-krop.

Lys ravgylden, let uklar. Fint perlende. Skummet er med små bobler, kridhvidt og står flot og længe. 

Duft af tørre rosenblade, limeskal, Saaz og en note jasminte. Lækkert.

Blomster og frugt går igen i smagen. Men aromaer af grape, fyrrenåle og en urteagtig bitterhed tager hurtigt over, og tager til i dominans til finish og eftersmag.

Et kendetegn for en pilsner er balance. Og hvad er det så for en størrelse, balance? Jo, for en pilsner er det balance mellem bitterhed og maltsødme. 

Her er der ikke balance. 

Bitterheden vinder på teknisk knockout. Til gengæld er det en lækker, næsten Saaz krydret bitterhed.

For øl elskere, som ikke er kyndige udi boksesporten:

Med teknisk knockout menes, at en bokser dømmes som taber, fordi dommeren mener, at bokseren reelt har været udsat for en knockout, selvom han stadig står på benene.

Malten er også ude i tovene. Umuligt at fange malt selv med 10.000 smagsløg i alarmberedskab. Heller ikke de nært beslægtede aromaer korn og hø kan opsnappes.

De pilsnere, som jeg holder af, har alle et tydeligt aftryk af malt, pilsnermalt.

Understatement er en anden gylden regel for pilsneren. 

Heller ikke her udmærker Amy sig. For mange ekstroverte aromaer af blomster, frugter og bitterhed.

Lagring i 100 dage er tæt på at være lig med marketing. Ingen af de store pilsner brands går til den slags yderligheder. 

Chips fra den franske eg, som er tilsat, er svær at fange. Måske som et strejf tanniner, men uh très difficile. 

Posted in Uncategorized | Tagged , | Leave a comment

De 20 bedste ølbarer i Bruxelles

Moderen af alle craft beer barer i Bruxelles, Moeder Lambic Fontainas – ca. 500 meter fra Grand Place.

Der er få steder i verden, hvor det er bedre at drikke øl end i Belgien, og Bruxelles er det bedste sted i det kompakte og ølglade land, selvom især Antwerpen presser sig på i konkurrencen om førstepladsen. 

Her kommer en guide til de bedste ølbarer i Europas hovedstad, så du ikke pludseligt befinder dig i selskab med en overpriced Leffe på Roi d’Espagne baren på Grand Place.

Kvaliteten og variationen af det belgiske øl er umiddelbart den oplagte forklaring på successen.  

Dubbel, tripel, saison, witbier, de mørke og lyse klosterøls typer samt, ikke mindst, alle trappistøllene plus det løse.

Men der er en forklaring, som er ligeså god. 

Det er atmosfæren på de mange barer, cafeer og restauranter. Øllets historie og kultur står skarpt i de mange udskænkningssteder i Leuven, Ghent, Brügge, Antwerpen og, ikke mindst, i Bruxelles. 

Som for mange andre lande er udbuddet af øl nationalpatriotisk, men når det gælder Belgien, er det nærmest kun en fornøjelse, selvom det hjælper på det hele, hvis man som øldrikker har en sød tand, for de chokoladeglade belgiere elsker søde øl.

Hvorfor er en bar med 3000 forskellige øl ikke på min shortlist over de bedste ølbarer i Bruxelles?

Fordi Delirium Café er et evighedsparty af druk og dating. Delirium Café har i stigende grad udviklet sig til turisternes og eurokraternes Løkken. Og så kan det være lige meget. Delirium Loft, førstesalen, skulle være stedet, som er særligt helliget ølkendere. Men de kommer der heller ikke. En marketingsfælde fra bryggeriet Huyghe, som brygger den ubalancerede og dumstærke blonde ale i den pink flaske, Delirium Tremens på 8,5 procent. 

Her kommer hitlisten over de 20 bedste steder at drikke øl i Bruxelles – og til slut en krølle om cuisine à la bière. 

1.

Moeder Lambic Fontainas

– Place Fontainas 8

En sensationelt rolig og hyggelig plads fem minutter med det lange ben forrest fra Grand Place. 46 haner, 100+ flasker. Altid noget interessant – både nyt og gammelt – selv for de mest kræsne og/eller nyhedshungrende ticker-typer.. Mulighed for små retter – ost, pølse, tærte og den slags. Etableret i 2009. Moeder Lambic Original, Rue de Savoie 68, har samme ejer og var den første ’moeder’ fra 2006. ’Kun’ 33 haner, 100+ øl på flaske.  En drøm af en local i det max charmernde område Saint Gilles, lige bag rådhuset. 

2.

L’Amèr à Boire

– Rue du Belvédère 8

Enhver ølturist bør tage bus 71 fra Gare Centrale til Place Flagey i bydelen Ixelles. Bryggeriet Musketeers er ved at brygge barens nye husøl. Men andre – og endnu bedre bryggerier – kommer til det fremover, for L’Amer à Boire bør være talk of the town, ikke kun i Ixelles. L’Amer à Boire er de små bryggeriers beskytter. En vild vibe af kvalitet og autenticitet. Post punk look, studentikost, men hyggeligt. Prøv de store øl fra de små bryggerier som fx Jandrain-Jandrainouille, La Source, L’Ermitage og Illegal. Måske især værd at fordybe sig i max interessante La Source med fx Taupe, en hvedeporter, Louve, en DIPA eller Pigeon, en hoppy sour. Der er masser af andre gode øl, dog ikke fra the big brewers. Hus-pilsneren er sjovt nok Battin Gambrinus pilsner fra Luxembourg, ikke den belgiske region, men landet. 

3.

Gist 

– Oud Korenhuis 30

Password til wifi: ’craftonly’. Jupiler er lyst i band. Her er huspilsneren (alle craft beer barer har i dag en huspilsner) den brett-agtige Papy van de Pils fra lokale En Stoemelings. Beliggenheden er sublim – på den smukkeste og roligste plads kun 100 meter fra det halve Japan og turistmagneten Manneken Pis. Ejeren er en afhopper fra Moeder Lambic Fontainas. Udvalget af øl er suverænt, dog med hang til craft og non-klassikere. 15 haner. 

4.

Dillens

– Place Julien Dillens 11

Mere cafe-brasserie end ølbar, men wauw for et ølkort, som har særlig kærlighed til de små lokale bryggerier, fx En Stoemelings, l’Ermitage, No Science og Senne. Det er også her, at Wadesda Lager fra Brasserie de la Senne og Privatbrauerei Schönramm er på hanen, en raritet. Det nye lokale, nærliggende bryggeri, L’Annex har allerede fundet sit nye hjem her. Suverænt køkken. Dagens ret, fx risotto med knoldselleri og strejf af trøffel: 12 Euro. 

5.

La Brocante

– Rue de Blaes 170

Mere charmerende bar, bistro, finder du ikke i Bruxelles. Skramlet og slidt på den fede måde. Brunt, emaljeskilte, kakler, udeservering, hurtig og venlig betjening. Muslinger og andre klassiske retter. Levende musik ind imellem. På hjørnet til Place de Jeu de Balle med loppemarkedet. Trods den sædvanlige AB InBev trio på fad – Jupiler (pilsner), Leffe (blond) og Hoegaarden (witbier) – er niveauet højt på flaskerne, særligt gueuze og lambic med bl.a. 3 Fontainen, Girardin og Cantillon. 120+ flasker.

6.

La Porte Noire

– Rue de Alexiens 67

Hvælvede lofter i en hyggelig kælder fra det 16. århundrede. Bundniveauet er vildt højt på de 12 haner og ca. 120 varianter af flaskeøl, alle af belgisk herkomst. Live musik hver torsdag. 

7.

La Becasse

– Rue de Tabora 1

Et kloster. En skriftestol. Et sted som kalder på eftertænksomhed. Selv maniske Untappd fetichister må trække vejret dybt her og læne sig ind i stilheden, evigheden og tænke: Læg nu den smartphone og få et liv! Du skal lede for at finde Skovsneppen (La Becasse), selvom den er nærmest nabo til Grand Place. Øllet er sådan set ikke den store åbenbaring, stedet er. Der er egentlig kun to muligheder for at drikke godt øl, hvis oplevelsen skal være fuldbyrdet: Lambic doux eller lambic blanc fra Timmermans. Serveret fra fad i keramikkander á 50 cl. Men snup da hellere end gerne en Orval i stedet for. Resten af sortimentet er middle of the road. Stedet bør fredes. 

8.

Mort Subite

– Rue Montagne Aus Herbes Potageres 7

Den måske smukkeste bar i Bruxelles, Den Pludselige Død. Jugend-agtig stil fra 1928. Stadig faro (lambik og farin) på fad – modsat A La Becasse, som for to år siden udfasede den gamle stilart faro. 12 haner, 30 flasker. Altid ugens øl. Dyrt sammenlignet med andre barer i Bruxelles. Læg en euro oveni. Kendt for omeletter og flammkuchen. Meget lidt påvirket af ølrevolutionen. Hapkin, som altid fås på Mort Subite, fås nu også i en ’craft’ version, Hapkin Hopped. Gammel kærlighed til gueuze og lambik. 

9.

Monk

– Rue Sainte-Cathrine 42

Stor og livfuld cafe-brasserie og bar i det hyggelige kvarter omkring kirken Sainte-Cathrine. Altid kvalitet på haner og flasker. Superfriske øl på grund af de mange tørstige gæster. Travl, men venlig betjening. Ca. 60+ flasker og 10 haner.  

10.

Python

– Avenue Emile Max 55,

Et år gammel bar og bottle shop i posh området Schaerbaek, tæt på Euroland. Men superhyggeligt område og baren, selvom den er vel renskuret, er absolut et hit. 10 haner med fortrinsvis belgiske øl fra små bryggerier, men udenlandske som fx estiske Pühaste, engelske Northern Monk og italienske Stimalti er der også. Forholdsvis mange stouts af en belgisk bar og bottleshop at være.  Man er i trygge hænder her. Lavmælt samtale, men en suveræn bar på et attraktivt hjørne med udeservering. Små retter med ost og pølse. 

11.

Barboteur – Bieroteque

Avenue Louis Bertrand 23

Bottle shop og ølbar – i den rækkefølge, selvom der er 25 haner med øl. Trendy, low key og cool. Lidt udenfor de gængse turistruter i området Schaarbeek, men værd at opsøge på grund af det fremragende udvalg af øl – og mulighed for takeaway øl. 

12.

La Porteuse d’Eau 

– Av. Jean Volders 48

Renoveret jugend interiør med MDF plader. Men whatever: Charmen er der stadig, og hvem vil ikke gerne forføres. Et sus af kolonitid. Moulles for 23 euro.  Imposant vindeltrappe midt i rummet. Et strejf af kitch, men jeg er faldet for baren i det charmerende Saint Gilles kvarter – 10 minutters trav fra La Brocante i Marolle kvarteret. Porteause d’Eau er AB InBev styret. En Leffe (AB InBev) står således anført under sektionen Biere d’Abbaye, og det er ikke andet end stålglat markedsføring. Men nogle outsiders har klemt sig ind: Omer, Duvel, Lefebre, Dupont samt flere gueuze øl, fx Boon, Cantillon. 

13.

Bebo

– Av. de Stalingrad 2

Ligner en af de sædvanlige, hyggelige cafeer, men kortet med 80+ flasker og de 10 haner vidner om en ægte ølbar med høj kvalitet. Superhyggelig cafe-bistro på en af byens bedste hjørner. Under 10 minutters gang fra Grand Place. Billigt, godt og enkelt køkken. En oplagt kandidat til at være en stamcafe. 

14.

Daringman

– Rue de Flandre 37 

Bedre brun bar i Bruxelles fås ikke. En air af hangover. Man føler sig nu også godt hjemme uden. Perfekt til en hurtig Duvel (eller fem). Meget tæt på Quartier St. Cathrine med alle barerne og restauranterne. En sjov detalje: ’Daringmen’ var navnet på fodboldspillerne i klubben Daring Club de Bruxelles i 50’erne.

15.

Ramdam

– Rue de l’Aqueduc 61/63, 1060 Bruxelles

Kønt er det ikke. En studentikos rockhule med udtjente Chesterfield møbler tilfældigt kylet på plads. Men udbuddet af øl er yderst fristende. Små bryggerier såvel som belgiske klassikere fra Dupont, De Ranke, Chimay, etc. Pædagogisk oversigt med tilbud af øl opdelt i typer, fx ’blond amere’, ’blond douce’, ’pale ale & IPA’ (IPA uden egen kategori!), ’fruit’, ’gueuze’, etc. Hus-pilsneren er ligesom på L’Amer à Boire fra Luxembourg, denne gang fra Bofferding. 

16.

Dynamo

– Chaussee d’Alsemberg 130

Belgisk grundstamme af øl på de 20 haner, men absolut åbenhed overfor (mikro-)bryg fra andre lande. Her folder neofilien sig nok mest ud blandt byens barer. Alt nyt er nærmest godt nyt. Absolut ikke en ulempe, at en øl er crazy. Om hjørnet fra Moeder Lambic Original. 

17.

Cambridge

– Rue de Malines 37

Her er paraderne nede og glasset oppe. Også et Mass krug, hvis du er i stemning til det. Tæt på at være et arketypisk værtshus. Flippermaskine, halvsnusket, men stemningen er ubetalelig, og sensationelt er Cambridge et helle i shoppinghelvedet i Rue Neuve, men har alligevel bevaret sin atmosfære af lokal pub. Men kig lige på sortimentet af øl: 50+ og udelukkende belgiske, inklusive trappister og det hele. Dog ingen af de små bryggerier, heller ikke fra Bruxelles. 

18.

La Fleur en Papier Doré

– Rue de Alexiens

Det var her Magritte og COBRA-drengene hang ud. Lokale øl med de vildgærede, trappister og det hele. Et køkken med typiske belgiske retter, fx carbonade flamande (en gryderet med oksekød, løg og øl). Næsten nabo til Porte Noire – også tæt på Moeder Lambic Fontainas.

Matritte’s stamsted – hygge, god mad og et stort og troværdigt ølkort.

19.

Le Poechenellekelder

– Eikstraat 5

En lang stråle fra Manneken Pis, den legendariske attraktion i Bruxelles med den pissende dreng, ligger trods masseturismen en hyggelig og velassorteret ølbar med alle de belgiske klassikere på menuen, især fra de store og middelstore belgiske bryggerier. Med rette kendt for sin gode service. 120+ flasker.

Le Poechenellekelder er et bevis for at der findes en (øl-)gud. Midt i det værste turistmekka overfor Manneken Pis ligger en suveræn god og hyggelig bar. 

20.

Au Bon Vieux Temps

– Impasse St. Nicolas 4

Den skal du kende, når du har brug for et break fra din shopping i city. Gyden Impasse St. Nicolas fører ind til en hjemmelig, hyggelig og brun bar med pejs og et solidt ølkort med belgiske klassikere, ingen nye bryggerier dog. 

Cuisine à la bière

Cuisine à la bière er et fænomen, som belgierne er særligt kendte for – mad lavet med og i samspil med øl, fx kanin med gueuze eller den belgiske specialitet waterzooi med tripel og witbier. 

Fænomenet er ikke meget populært, men sammenlignet med andre lande er belgierne langt fremme, ikke mindst i Bruxelles. Her er der flere attraktive steder, både til den lille og større pengepung. 

Her restauranterne i Bruxelles med ølbaseret køkken, hvor Nüetnigenogh nok er det stærkeste (spise-)kort: 

Nüetnigenough

– Rue du Lombard 25

Bier Circus

– Rue de L’Ensignement 57

La Tana aux Bruxelles

– Rue de L’Enseignement 10

Les Brigittines

– Place de la Chapelle 5

Restobière

– Rue de Renards 9

Pin Pon

– Place du Jeu de Balle 62

Les Brassins

– Rue Keykenveld 36

Spinnekopke

– Place du Jardins aux Fleurs 1

Prøv en kanin i gueuze hos Nüetnigenough, specialister i cuisine a la biere.

(Min rating af barer i Bruxelles blev offentliggjort i magasinet Whisky & Rom, februar 2020)

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Finsk druk

Finnerne har ufortjent eller ej et ry for at være særligt glade for at drikke alkohol, masser af alkohol.

Synd for de gode finner, som ikke kan styre indtaget af Lapin Kulta og Koskenkorva, men deres drikkekultur er sjov og interessant – ikke mindst deres vokabularium for…. druk.

Forfatter og ølblogger Lars Marius Garshol har samlet en række udtryk for druk på sine rejser i Finland.

Han har offentliggjort dem på sin blog Larsblog med overskriften ‘A small dictonary of Finnish drinking words‘.

I indledningen til artiklen om ‘det finske druksprog’ pointerer han, fordi de mange udtryk er meget usædvanlige, at der ikke er tale om en joke, fx udtrykket suojakänni.

Hør hvordan Lars Marius beskriver soujakänni:

“This literally means “defensive drunk” and the idea is that you’re going to some kind of party tomorrow, and you’re worried that you’re going to get a little too drunk at the party. You’re Finnish, remember. So the brilliant trick is that you get drunk today! That way, you’ll be able to handle more alcohol tomorrow, and you won’t get too drunk at the party. It’s this tactic that’s known as suojakänni: you’re getting defensive drunk today to ward off problems tomorrow.”

Lars Marius Garshol har bl.a. haft ølblogger og -kender Mika Laitinen til at hjælpe sig med sin research. Mika gjorde Lars opmærksom på, at en bog (Kippurahäntä – Alkoholiaiheisen perinnekilpailun satoa) fra 1977 har optalt 948 udtryk for druk og berusede finner.

Lars Marius Garshol er specialist i norsk gårdøl og har skrevet bøgerne ‘Gårdøl‘ og ‘Historical Brewing Techniques‘.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment